Flypassagerer kan få en dyr overraskelse, hvis ikke de på forhånd sætter sig ind i, hvem de køber flybilletten hos og hvilke vilkår, der gælder. Det er især vigtigt at være opmærksom på bestemte billettyper.
Feriesæsonen er lige rundt om hjørnet. Mange vælger at booke flyrejsen gennem en af de bookingportaler, der samler en masse flyafgange, så du kan sammenligne priser og mulige afgange. Men her er det en god idé at være opmærksom:
– Mange regner med, at billetformidleren hjælper dem, hvis der opstår problemer. Men ofte er formidleren ikke direkte aftalepart og er derfor ikke ansvarlig for rejsen. Derfor er det en god idé, at du sætter dig ind i de vilkår, der gælder, inden du booker billetten, siger direktør i Forbruger Europa, Lars Arent.
Undgå turbulens
Der kan være flere aftaleparter i spil, når du booker dine billetter, og det er afgørende for, hvem du skal henvende dig til, hvis der opstår problemer:
– Hos Forbruger Europa har vi mange sager, hvor rejsende ender som kastebold mellem flyselskab og formidler, når rejsen ikke går som planlagt. Flyselskabet sender ansvaret videre til formidleren eller omvendt, og det kan være rigtig svært at navigere i.
Hvis du kun ønsker én aftalepart, kan du overveje at booke billetten fra flyselskabets egen hjemmeside i stedet for hos billetformidleren.
Pas på denne billettype
Når rejsen kræver mellemlandinger, kan du på bookingportalerne købe billetter af typerne ’egentransfer’, ’selftransfer’ eller ’non-protected transfers’. Det betyder, at du køber separate enkeltbilletter til hver afgang, og derfor selv er ansvarlig for din rejse. Det kan blive dyrt:
”Hvis du har købt egentransfer-billetter, er det dit problem, hvis flyet bliver forsinket eller aflyst, og du ikke når næste fly. Du er på egen hånd, og risikerer derfor at hænge på udgiften til den flyrejse, du missede, og du skal også selv betale for en ny billet og andre udgifter, fx hotelovernatning og mad og drikke,” siger Lars Arent.
Booker du billetter på en bookingportal, så vær ekstra opmærksom på, om du bliver præsenteret for fx egentransfer-billetter. Så er du ved at købe flere enkeltrejser. Vær også opmærksom på, om billetterne har det samme reservationsnummer – også kaldet PNR-nummer. Har de det, er det én samlet rejse og flyselskabernes ansvar, hvis der opstår forsinkelser undervejs.
Gode råd til booking af din flyrejse:
- Sæt dig grundigt ind i, hvem der er den egentlig aftalepart, og de oplysninger og rejseforslag, du får, når du booker. Vær også opmærksom på, at du indtaster de korrekte oplysninger.
- Tjek altid prisen via flyselskabets egen hjemmeside, og overvej, om du kun ønsker at købe billetten der.
- Vær opmærksom på, hvilket flyselskab du booker din rejse hos, og tjek hvilke vilkår, der gælder hos det konkrete selskab.
- Overvej, om du har brug for de mange tillægsydelser, som du ofte bliver præsenteret for af billetformidleren – afbestillingsservice, garantier osv. Du kan evt. tjekke, om du er beskyttet via din egen rejseforsikring.
- Brug de valgmuligheder (filtre), der er på formidlerens hjemmeside til at sikre, at du kun får vist relevante rejser. Fx kan du vælge ’direkte rejser’, ’konkrete lufthavne’ osv.
- Vurder, om du vil booke egentransfer-billetter, eller om du vil være sikret af et flyselskab. Hvis du selv sammensætter din rejse af flere enkeltbilletter, er det en god idé, at du sikrer dig, at der er rigeligt tid i tilfælde af mellemlandinger.
- Vælg en billetformidler, der er etableret inden for EU, så du er beskyttet af de europæiske forbrugerrettigheder og kan få hjælp af Forbruger Europa.
- Kontakt Forbruger Europa, hvis du har spørgsmål eller vil klage over et udenlandsk flyselskab eller en billetformidler.