Det var planlagt som et stort udendørs event på Østerstrand, men det ustadige danske sommervejr fik Fredericia Judo- og Ju-jutsu Klub til at flytte eventet til Fredericia Idrætscenter, hvor 320 judokæmpere lørdag var i kamp.
Som følge af covid-19-situationen i 2021 tænkte den fredericianske judoklub ud af boksen og arrangerede for første gang et judostævne udendørs. Man måtte nemlig ikke dyrke kampsport indendørs, og hvorfor så ikke imødekomme det og rykke udendørs?
Sådan tænkte Fredericia Judo- og Ju-jutsu Klub, og siden har stævnet udviklet sig til at blive stort med deltagende hold fra udlandet. De øvrige år har der ikke været vejrproblemer – tværtimod. Vejret havde vist sig fra sin bedste side, men det var ikke tilfældet i dette års vejrprognoser, og derfor tog arrangørerne midt på ugen konsekvensen og flyttede stævnet til Fredericia Idrætscenter, hvilket viste sig at være en god idé. Under stævnet var der nemlig en seriøs regnskylle i Fredericia og omegn.
Velkommen i tørvejr
I tørvejr i thansen Arena kunne Fredericia Judo & Ju-jutsu Klubs formand, Lasse Hildingberg, byde velkommen lørdag klokken 09:30, hvor han skiftevis på dansk og engelsk kom med informationer.
– Det er fantastisk at se så mange. Det er en skam, at vi ikke kunne være på stranden, men heldigvis har vi Fredericia Idrætscenter, sagde Hildingberg blandt andet.
Formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericia, Peder Tind (V), var også til stede. Han var begejstret over de mange deltagere, som havde fundet vejen til Fredericia.
– Det er fedt at se så mange her denne morgen. Jeg er sikker på, at I er spændte på, hvad dagen bringer. Her er 300 deltagere, og det synes jeg er mange. Her er folk fra Tyskland, Polen og Danmark, og det er fantastisk. Det er fjerde gang, at vi har den her turnering i Fredericia, og det er en ære for os at have det her event. Jeg håber, at det kommer mange år fremover. Vi er stolte over at være værtsby for det her event, sagde Tind og fortalte, at judo-stævnet talte ind i Fredericia Kommunes vision:
– I Fredericia er vi meget interesseret i events og vil have dem til at ske. Vi elsker at vise vores by frem for så mange forskellige mennesker fra verden over. Vi har vision 2033, der taler ind i, at vi skal have oplevelser hver dag – og det er det her en del af.
Normal håndboldarena omdannet til kampsportsplads
Efter Tinds tale gik det løs. thansen Arena, der normalt er kendetegnet ved håndbold, var omdannet til en kampsportsplads, hvor der var måtter over det hele på halgulvet. I det ene hjørne var der brasiliansk jiu-jitsu, der er en form for kampsport og selvforsvar, der lægger vægt på gulvkamp. Det, der primært bruges, er nedlåsninger og kvælningsgreb, hvorved man forsøger at få modstanderen til at give op.
Mens den brasilianske jiu-jitsu primært var for lidt ældre og ikke helt unge kæmpere, var der gang i den anden side for det yngre segment, der prægede deltagerlisten. I respektfuld stil, som det foreskriver sig i judo, kæmpede de mod hinanden og afsluttede det hele med det obligatoriske kram efter at have været i kamp imod hinanden.