Da Steen Wrist overtog posten som borgmester, blev der lovet guld og grønne skove. Søren Larsen rendte ud i offentligheden for at forklare alle og enhver ind, at ingen af byrådsmedlemmerne nogensinde havde vidst noget om noget som helst. Kort tid efter begyndte de lange knives nat på Fredericia Rådhus, hvor man uden solidt juridisk grundlag hjemsendte den daværende kommunaldirektør, hvilket senere kostede millioner af kroner i erstatning til selvsamme. Men flere andre chefer blev sendt til halshugning, mens man praktisk talt smædede dem godt og grundigt til, hovedsageligt ved at påstå alting var så alvorligt. Ingen beviser blev præsenteret. Ingen er blevet dømt for noget som helst. I praksis var der tale om en syndflod af antydninger og påstande, der aldrig nogensinde kunne føre til konkrete retssager mod nogen eller noget.
Regningen for hele dette cirkus? Et ukendt, tocifret millionbeløb. Læg dertil den tid og økonomi, som dygtigere medarbejdere på rådhuset har brugt på sagerne.
Siden da har man år efter år haft budgetter, der ikke holder. Der er aldrig konsekvenser for de involverede. Derfor er der heller ikke nogen grund til at ændre kurs. Man kan helt omkostningsfrit vedtage et budget, der kort tid senere ikke holder. Udvalgsformændene og udvalgsmedlemmerne bliver siddende. Embedsfolkene fortsætter uhindret. Og der klappes behørigt i byrådssalen, mens man konsekvent rejser sig op på ægte stalinistisk vis og roser forvaltningen for deres fremragende indsats.
Sådan går det, når man har smeltet forvaltningen og det politiske apparat sammen, sådan som det er sket i Fredericia. Flertallet af de nuværende byrådspolitikere betragter Fredericia Kommune som deres ejendom, mens borgerne blot er et nødvendigt onde, de skal forholde sig til hvert fjerde år. Enhver der måtte ytre kritik af denne praksis er fjender af kommunen, der skal bekæmpes og bagtales. Sidstnævnte praktiseres med en udsøgt nidkærhed, hvad flere politikere offentligt har beklaget sig over. Om det kan defineres som mobberi eller simpel arrogance må blafre i vinden. Kendsgerningen er, at Fredericia Kommune er dybt begravet i en embedskultur af bedrevidenhed, finfornemmelse og foragt for store dele af det lokale erhvervsliv. Læg dertil en ubegribelig dovenskab blandt mange politikere, der kun kommer frem i sidste øjeblik med plakaterne før valget. Man satser helt bevidst på at interessen for lokalpolitik er lav. Eller at de landspolitiske tendenser slår igennem.
Virkeligheden er brutal. Fredericia er en by, der har et af landets bedste beliggenheder, med kort afstand til en af Europas metropoler, Hamborg. Vores naturlige omgivelser er ikke blot historiske, men også en reel handelsvare, der med orden i butikken og styr på økonomien, kunne udbredes. Men der har manglet tæft. Man holder sig ikke til. Sygehuset er væk, handlen er endt i Kolding, uddannelserne kommer ikke – og så videre, og så videre. Fredericia taber gang på gang på de vitale punkter, bortset fra transport, havn og logistik. Det er uhørt, at en central provinsby som Fredericia ikke har sit eget sygehus, og det nuvel flotte sundhedshus, der kom i stedet har lagt midtbyen øde, så butikkerne mangler den handel, der kom, når folk skulle til læge, fysioterapeut og lignende i bymidten. Det er uhørt, at vi har flere butikker, der er på vej til at lukke. Det er uhørt, at vi ikke har flere uddannelser og tilbud til unge vil forblive i byen, fremfor at søge ud. Uhørt.
Den manglende politiske ledelse og de manglende visioner er årsagen til, at man konsekvent hverver chefer, der ikke har et reelt tilhørsforhold til Fredericia. Den her by er kun et trin på karrierestien for disse mennesker. Der er flere energiske fredericianere, også dem der i gennem et helt liv har ført Fredericia frem, der ikke blev plads til på kongeskibet. Mens der blev plads til assistenter for kommunechefer. Det er uhørt. Hvem vil slå i bordet? Hvem vil forklare de her mennesker i byrådet, at Fredericia ikke kan erobre terræn i et moderne kommunikationssamfund, hvis vi ikke kan vinde eksterne slag om sygehuse, lægevagt, uddannelser, økonomi og placering i Danmark? Hvem forklarer dem, at Middelfart er en skøn kommune, hvor man gang på gang erobrer nye milepæle, fordi man ved, at der skal bruges tæft og ikke kæft? Og at hvis vi end ikke kan konkurrere med vores nærmeste by på selv de basale punkter, hvor skal det så ende? Hvorfor er det så svært for de folkevalgte at holde de budgetter?
Ole Steen Hansen bør træde af. Hvor mange gange kan han som udvalgsformand præsentere et område i kaos og med dårlig økonomi, før det har konsekvenser? Hvilke af embedsfolkene kan holdes ansvarlig? Er der en voksen tilstede?
Det er åh så beklageligt. Venstre har talt tusinde gange om bugtterne, og de har krævet retvisende budgetter. Men stiller man forslag om konsekvenser? Næh. Der sker jo ikke noget. Der tales, men handles ikke. Og hvor længe skal Fredericia finde sig i det? Hvornår kan vi kræve, at de tal man kommer med holder? Og hvornår kan vi se, at dovenskaben aftager tilpas meget til, at lokalpolitikerne begynder at arbejde hos deres respektive partier for at hente nogle resultater hjem til Fredericia? Både Venstre og Socialdemokratiet sidder i regering. Hvad er det I venter på? Eller må vi høre, hvad I har gjort for at fremme Fredericia de sidste 2-3 år, udover at bestille trutorkester, rose embedsfolkene og jer selv? Jacob Bjerregaard (A), Susanne Eilersen (O) og Christian Jørgensen (Dengang, Venstre) hentede penge hjem til Fredericia, det kan I også, men I skal knokle for det!
Den konservative gruppeformand har ret, når han i en artikel siger, at det sejler.
Der er mange rigtig gode fredericianere, der er godt og grundig træt af tomme løfter og hvem der har fået hvilke poster. Det er på tide, at I begynder at levere nogle resultater, og det skal ikke kun være på jeres egen bankkonto efter konstitueringer.
Læs også