Som et led i arbejdet med at tiltrække erhvervsturister til Fredericia, havde Experience Fredericia i sidste uge besøg af rejseagenter fra både Sverige, Norge og Finland.
Inspirationsturen var et resultat af et nyopstartet samarbejde med Nordic Travel Rep., der fungerer som Fredericias eksterne salgsled på det nordiske marked inden for erhvervsturisme.
Fra d. 21. – 24. maj havde Experience Fredericia fornøjelsen af at vise de syv agenter rundt i området med fokus på Fredericias styrker inden for møder, konferencer, events, oplevelser og energiområdet.
Inspirationsturen bød bl.a. på ophold hos lokale hoteller, besøg hos Lindely Vingård, rundvisning på Fredericia Musicalteater med særlig underholdning leveret af elever fra Den Danske Scenekunstskole – Musicalakademiet, et ”behind the scenes” besøg hos vores lokale Michelin-restaurant Ti Trin Ned, Energy Crawl leveret af Business Fredericia, afvikling af den nye erhvervstur hos Bridgewalking Lillebælt, historisk byvandring i samarbejde med Visit Fredericia, et unikt indblik i campen og de mange aktiviteter hos Get Outdoor, rundvisning på vores imponerende messecenter MESSE C og meget mere!
– Under inspirationsturen oplevede vi en ekstremt positiv feedback på det planlagte program og vores område generelt. Beskeden fra agenterne var enstemmig, og fælles for denne var, at de oplevede vores område som en ”hidden gem”, der overgik alle deres forventninger. De tog herfra med et fantastisk indtryk af Fredericia og alt det, som vi kan tilbyde deres erhvervsklienter i forbindelse med forretningsrejser, konferencer m.m., fortæller Chris Hermansen, Salgs- og Tiltrækningschef i Experience Fredericia.
– Tak til Experience Fredericia og Nordic Travel Rep. for nogle uforglemmelige dage i jeres by. Vi tog hjem med fuldstændig overgåede forventninger. Jeres team er på det helt rigtige spor, og det er inspirerende at se, hvordan I alle arbejder mod de samme fælles mål. Jeg forlod Fredericia med følelsen af at høre hjemme i byen. Fredericia er helt sikkert en destination, som jeg vil udforske med mine klienter, der søger skjulte skatte til deres næste rejse, fortæller Ruben Afonso, agent fra det svenske bureau Nordic Ways.
Programmet, som agenterne oplevede under deres besøg, var sammensat i et tæt samarbejde mellem byens turismeaktører og Experience Fredericia for at sikre en 360 graders totaloplevelse af området.
– Vi kunne ikke have opnået en så vellykket inspirationstur uden vores fantastiske lokale samarbejdspartnere, der alle stod klar med et professionelt setup og åbne arme til at modtage gæsterne. Og netop dén detalje bed agenterne mærke i! Som en del af den positive feedback vi har modtaget, går én særlig besked igen: agenterne følte sig varmt modtaget og mærkede et unikt sammenhold og fællesskabsfølelse i Fredericia, som de ikke er vant til på deres andre partner-destinationer. Vi er meget stolte af, at gæsterne fik den oplevelse med sig hjem, og er overbeviste om, at det kan komme til at have afgørende betydning for samarbejde med deres bureauer i fremtiden, fortæller Malou Trabjerg, Medie- og Eventmanager hos Fredericia.
I Experience Fredericia er man spændte på, hvad denne satsning vil få af betydning for tiltrækningen af international erhvervsturisme til området, og inspirationsturen forventes at skabe et godt grundlag for samarbejde med nordiske rejsebureauer i fremtiden.