Det tidligere byrådsmedlem for Venstre, Christian Jørgensen er nu ny spidskandidat for Liberal Alliance i Fredericia til kommunalvalget i 2025. Efter en periode udenfor politik er han klar til at tage fat igen, men denne gang under et andet partis banner. Sporskiftet var uundgåeligt efter folketingsvalget i 2022, hvor partiet løb fra centrale løfter. For Jørgensen har tiden udenfor politik samtidig været en vigtig og sund pause, der har givet ham nye perspektiver.
Christian Jørgensen er solbrun, håret sidder som det plejer, han giver et stærkt håndtryk og leverer et smil, da han er tilbage for at tale politik igen. Den liberale fredericianer ser frem til kommunalvalget i 2025, hvor han håber på, at vælgerne sammensætter et byråd, der giver mulighed for forandringer. Tiden væk fra politik har været sund, nødvendig og oplysende, fortæller han også. Efter en årrække som lokalpolitiker for Venstre og en periode udenfor den politiske scene, har han genfundet sin motivation og fået et nyt perspektiv på politik og livet generelt.
– Jeg er kommet ud af boblen. Man kan godt, når man har en travl hverdag som lokalpolitiker, hvor man både har et professionelt arbejde og et politisk arbejde som nummer to, tabe nogle af de nuancer, som der er i tilværelsen omkring en. Man møder meget de samme mennesker; Tordenskjolds soldater, der kommer med en portion af indforståethed. Jeg vil ikke kalde det en metaltræthed generelt, men der kommer en form for rutine og tunnelsyn i arbejdet. Så for mig har det været godt at komme ud af politik i en periode, forklarer Jørgensen.
Selvom Christian Jørgensen har nydt tiden væk fra den politiske scene, var det aldrig hans plan at forlade politik permanent. Hans engagement og passion for politiske ideer og visioner trak ham tilbage til arenaen, selv efter et uventet valgresultat.
– Når det er sagt, så lad os være ærlige. Jeg stillede jo ikke op i 2023 for ikke at blive genvalgt. Jeg stillede op, fordi jeg havde et ønske, nogle ideer, holdninger og en politik, som jeg gerne ville arbejde videre med, så det var ikke en plan A, at jeg skulle ud af politik. Men jeg er også skruet sådan sammen, at når tingene sker, så fortvivler jeg ikke eller græder over resultatet. Derimod tager jeg bestik af situationen, og derfor sagde jeg og har jeg i øvrigt sagt hele vejen indtil nu, at det med at være engageret i politik igen, det er noget, jeg tager stilling til, når jeg kommer tættere på valget, og det har jeg gjort nu, siger Jørgensen.
Tiden væk fra politik har ikke kun givet Christian Jørgensen nye perspektiver, men også mulighed for at fokusere på de personlige aspekter af livet, som ofte bliver nedprioriteret i en travl politikerhverdag.
– Jeg har i perioden også haft overskud til at betragte boblen udefra, så rent menneskeligt har det været sundt og fint at stå udenfor. Jeg har også haft ekstra tid og mere overskud til familien, hvor der også er kommet et barnebarn til og flere svigerbørn i familien. Der har været tid og overskud til andre ting i livet, som jeg i bund og grund har været glad for, tilføjer han.
Exit fra Venstre
Christian Jørgensen var længe en loyal tilhænger af Venstre, men partiets håndtering af valgløfterne under coronakrisen og det efterfølgende valg førte til en uundgåelig brud med partiet. Han var skuffet over, hvordan Venstre håndterede løftet om en advokatundersøgelse af Mette Frederiksen.
– Mette Frederiksen håndterede coronakrisen flot til at starte med, men ikke i den sidste del af perioden, og da Venstre løb fra et klart løfte om at få en advokatundersøgelse, blev det for meget for mig. Venstre var hård og kontant i sin retorik, men alligevel valgte man efter valget at droppe sin politik med en advokatundersøgelse. Det gjorde godt nok ondt på mig og mine liberale værdier, siger Jørgensen, og fortsætter:
– De profiler fra Venstre, som havde talt med meget tydelige ord omkring Mette Frederiksen og en advokatundersøgelse; Morten Dahlin, Sophie Løhde og Jacob Ellemann-Jensen, valgte at gå et helt andet sted hen. Jeg kunne se, at det ville jeg ikke stå model til. Jeg havde ikke lyst til at forsvare Venstre mere. Det stred mod det, som jeg går ind for: Det man siger under valget; det er også det, man forsøger at arbejde med efter valget. Jeg meldte mig ud. Jeg brød mig simpelthen ikke om Venstres politiske udvikling her, forklarer han.
Et nyt kapitel med Liberal Alliance
Christian Jørgensen ser sin rolle i Liberal Alliance som mere end bare en politisk kandidat; han ønsker at være en drivkraft for en bevægelse, der appellerer til danskernes dybeste længsel efter frihed og selvbestemmelse. Hans erfaring og evne til at tiltrække vælgere spiller en central rolle i denne vision.
– Jeg meldte mig ind i Liberal Alliance uden at gøre noget større ud af det. Senere opstod en dialog med partiet i Fredericia via en kop kaffe. På det tidspunkt var jeg ikke afklaret med min politiske fremtid, men jeg måtte træffe en beslutning, og det har jeg gjort nu. Det giver energi at komme ind i et parti, hvor der er højt til loftet. Et parti med frihedsgrader. Et parti i vækst. Prøv at tænke på, hvor Liberal Alliance var for kort tid siden i Fredericia. I dag har vi en stærk bestyrelse og et stærkt hold, der allerede nu melder sig klar til KV25. Vi har mange stærke kandidater og medlemmer, der kommer med forskellige udgangspunkter og viden, siger han.
Christian Jørgensen mener, at partiets succes afhænger af at tiltrække både nationale og lokale vælgere, og han ser en tidløs længsel efter frihed og selvbestemmelse som en central del af danskernes politiske identitet.
– Jeg kommer med erfaring, driftsikkerhed, og jeg har bevist, at jeg kan trække stemmer til. Vores dygtige formand på landsplan; Alex Vanopslagh trækker helt sikkert folk til partiet, men vi skal også have kandidater, der kan trække lokalt. Jeg har været opstillet tre gange, hvor jeg ud af 100 kandidater har været nr. 5, 9 og 16. Når man puljer det, så kan jeg noget stemmemæssigt, og sammenholder jeg det med vores hold og vores baggrundsspredning, så giver det energi og entusiasme. Vi rider lige på en tidsånd. Jeg tror, at vi er mange danskere, der er trætte af at blive pakket ind og omfavnet af makrelmadder og staten, der mere og mere vil omklamre os. Det er både eftervirkningerne af coronaen, men dybt ned i den danske folkesjæl finder man en frihedstrang og et ønske om at ville og kunne selv, siger han.
Udfordringer i Fredericia
Christian Jørgensen ser et presserende behov for omfattende forandringer i Fredericia Kommune. Han mener, at det er nødvendigt at tage fat på både økonomiske og driftsmæssige udfordringer for at sikre en bedre fremtid for byen. Derfor ønsker han et omfattende kasseeftersyn.
– Der er et behov for at ilte bassinet. Der er behov for at få styr på driften. Der er behov for et kasseeftersyn i Fredericia Kommune. Der er nogle ting at sige; hvad skete der lige? Var det f.eks. ikke et socialdemokratisk valgløfte, der blev indfriet med midlerne og anlæg til pigefodbolden? Nu er der et driftsmæssigt aspekt, hvor man ikke kan få det til at gå op, men vil man det, eller vil man det ikke. Folkeskolen sejler. Vi har måske kørt med en relativ lav økonomi, men er det bevidst underbudgettering? Hvad sker der? siger Jørgensen og tilføjer:
– Jeg kunne godt tænke mig, at vi startede en ny byrådsperiode med et kasseeftersyn, fordi det pseudoord med retvisende budgetter, det holder ikke. Budgetter skal altid være retvisende. Budgetter er altid en sandhed, men de skal da holde nogenlunde,” siger Jørgensen.
Borgerlige stemmer skal arbejde sammen
Selvom ikke alle borgerlige partier er med i samme valgforbund lige nu, så understreger Christian Jørgensen vigtigheden af samarbejde blandt de borgerlige partier i Fredericia og fokuserer på troværdighed og sammenhæng i politikken. Han mener, at en fælles indsats kan lede til en betydelig forandring i byens politiske landskab.
– Jeg ser gerne, at de borgerlige stemmer arbejder. Jeg kunne også finde på at kaste mig selv i puljen, når du spørger, men det hele handler ikke om borgmesterstolen. Jeg vil derimod gerne stå på mål for, hvad man siger før og efter. Der skulle gerne være en form for linje, symmetri og troværdighed i det. Liberal Alliance har derfor også et klart budskab til vælgerne; hvis der er 11 borgerlige valgte politikere efter valget, så skal vi gå efter at få borgmesterposten. I Liberal Alliance peger vi så også på en blå borgmester, det er tindrende klart, og kan vi få de andre borgerlige partier til at sige det samme, så er der et troværdigt budskab. En erklæring til vælgerne i Fredericia om, at der er et alternativ. Sker der så det, at der kommer en stemmeforskydning, hvor SF og Enhedslisten bliver styrket så meget, at det opvejer en socialdemokratisk tilbagegang, så er det klart, at der vil vores mandater komme i spil de steder, hvor vi kan sætte nogle aftryk. Vi vil hellere med i et samarbejde i en eller anden bredde. Det behøver ikke være 21 medlemmer, siger han.
Fokus på politik fremfor personer
For Christian Jørgensen er det også vigtigt, man fokuserer på politiske principper og resultater frem for personlige ambitioner om borgmesterposten. For ham handler det om at sikre den rette politiske kurs og økonomiske frihed for byen. Men hvordan afgør hvem, der skal være borgmester, hvis den blå blok skulle lande 11 mandater i Fredericia.
Kunne det være det parti, der fik flest stemmer?
– For mig gerne. Jeg ser gerne, at det parti, der får flest stemmer i blå blok, også er borgmesterpartiet, men for os er det ikke vigtigt, hvem der sætter sig i borgmesterstolen. For LA i Fredericia er det vigtigst, hvilken politik der føres, og i øvrigt frisætning og en liberal økonomi, en vitaminindsprøjtning med en ny måde at gå til tingene på. Det bliver ikke LA, der gør et personspørgsmål til det afgørende for, om der skal være en ny retning for Fredericia, siger han.
Han er optimistisk omkring Liberal Alliances muligheder for at skabe betydelige forandringer i Fredericia. Han ser en voksende støtte blandt unge vælgere og mener, at en strategisk indsats kan føre til et politisk skifte i byen.
– 96 ud af 100 har været socialdemokratiske, men det er realistisk at tippe magten. Vi skal ikke være naive, og vi kan nok ikke konvertere skolevalget, som LA vandt, til Fredericia, men når man ser på den understrøm, der er lige nu, hvor et parti som vores trækker nye unge vælgere til, og de vil stemme til et kommunalvalg, så kunne der være en mulighed for, at det kan tippe, og så handler det om, hvor stærk viljen er for at bøje enderne mod hinanden, glemme personspørgsmålet og se på, hvad man kan gøre godt for denne by. Det er ikke urealistisk, slutter han.
Christian Jørgensen er klar til at bringe sin erfaring og sine visioner til Liberal Alliance i Fredericia. Med en fornyet energi og et stærkt hold bag sig ser han frem til at tage del i den politiske kamp for en friere og mere dynamisk kommune. Hans tid udenfor politik har givet ham nye perspektiver og styrket hans overbevisning om nødvendigheden af økonomisk ansvarlighed og politisk gennemsigtighed. Jørgensen er overbevist om, at Liberal Alliance kan tiltrække nye vælgere, især blandt de unge, og skabe reelle forandringer i Fredericia. Med fokus på politiske principper frem for personlige ambitioner er han klar til at arbejde for en bedre fremtid, hvor borgerne kan opleve en styrket tillid til de politiske processer og en kommune i vækst.