En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) afslører, at andelen af folkeskoleelever i Fredericia, der ikke består dansk og matematik, er steget markant. I 2023 bestod 18,5 % af afgangseleverne i 9. klasse ikke de to fag, hvilket er en stigning på 6,3 procentpoint i forhold til årene før corona. Cecilie Roed Schultz, næstformand i Børne- og Skoleudvalget i Fredericia for Enhedslisten, udtrykker bekymring over udviklingen og peger på flere årsager.
Cecilie Roed Schultz peger på flere faktorer, der har påvirket elevernes præstationer i Fredericia. Hun ser især udfordringer fra skolereformen, kommunens tidligere strukturændringer i skoledistrikterne samt coronapandemien:
– Jeg forestiller mig, at vi orienteres på udvalgsmødet. Der er ting, der gør sig gældende for alle på landsplan. Fx coronaårgange, kæmpe dyk sidste år, ikke kun i Fredericia. Der er ting, som man kan forklare med landsplan, og der tænker jeg, skolereformen slår igennem på landsplan. Der er nogle børn, som har været prøveklude. Dem, der går til eksamen nu, startede i det nye, og lærer-lockouten, så de har haft en rodet skolegang. De har også haft corona. Vi har været særligt udfordret, fordi byrådet valgte at lave en strukturændring i distrikterne, der betød store ændringer inden folkeskolereformen. Det gav endnu større dønninger, siger Schultz.
Cecilie Roed Schultz fremhæver de økonomiske udfordringer, som skoleområdet i Fredericia står over for. Hun mener, at manglende investeringer har resulteret i en lavere præstationsevne og sætter kommunen i en ufordelagtig position:
– Vi er en af de mest underfinansierede skoler i hele Danmark. Vi er nummer 90 ud af 98 kommuner med penge pr. elev. Det er det, vi får af investeringen. Man kan ikke forvente, at vi præsterer på landsgennemsnittet, når vi har været prøveklude med strukturændringer og en folkeskolereform. Da der kom ro på det, kom corona, så de har haft en svær skoletid, dem der gik ud. Når vi samtidig ikke har mange ressourcer – vi lå nummer 97 ud af 98, da jeg kom ind i byrådet i 2013 – nu svinger vi lidt, og nu er det udhulet igen, så vi ligger virkelig dumt. Der er ikke penge nok, og vi kan ikke forvente guldprocenter, når vi investerer i en discountmodel. Vi har dygtige ansatte, der har kæmpet med ting uden særligt mange ressourcer, og jeg synes ikke, man kan klandre dem noget som helst. Vi har set mange år, hvor vi har præsteret højere end forventet, og det er de dygtige ansattes skyld, forklarer Cecilie Roed Schultz.
Byrådsmedlemmet fra Enhedslisten ser udviklingen som bekymrende og frygtede allerede de negative konsekvenser, da skolestrukturændringen blev vedtaget. Schultz beskriver, hvordan flere faktorer har påvirket elevernes skoletid og læring:
– Det er en bekymrende udvikling. Det var noget af det, jeg selv frygtede med skolestrukturændringen, som var medvirkende til, at jeg stillede op til byrådet. Der har været så mange ting, der har påvirket disse menneskers skoletid, og det har kostet i læringsår. Man skifter fra 6. til 7. klasse, og det koster et års læring. Man gik glip af læring under corona, og det har især været dem, der har haft det svært i skolen. Det er meget nationale ting, så det handler nok mest om økonomien, når vi ikke bruger flere penge på skoleområdet, slutter hun.
Se hele analysen og det interaktive kort over beståelsesprocenter pr. kommune her: