BSH har fyret cheftræner Patrick Westerholm efter en række skuffende resultater. Holdet har ikke vundet siden den 2. marts mod GOG.
Bjerringbro-Silkeborg har afskediget Patrick Westerholm som cheftræner.
– Resultaterne har gennem en længere periode ikke været tilfredsstillende, og med nederlag i de første to slutspilskampe synes en semifinale langt væk, siger BSH’s direktør Jesper Schou.
Derfor har en enig ledelse og bestyrelse vurderet, at der skal ske noget radikalt, hvis målet om en semifinale skal lykkes.
– Ansvaret kan ikke placeres ét sted, men der er brug for ny energi fra trænerbænken, siger BSH’s bestyrelsesformand Frank Borch-Olsen.
Som midlertidig løsning har BSH valgt at assistenttræner Simon Sørensen tager over for resten af sæsonen, mens Michael V. Knudsen bliver assistent.