Dette er 2. artikel i miniserien om ”Derfor er visioner stadig vigtige”. Den handler om det første af fire grundelementer vi bør have styr på forud for formulering af selve visionen. Den handler om vores identitet som mennesker, hvor vi kommer fra, hvordan vi tænker og motiveres, og hvem vi egentligt er og opfatter os som. Er vi ikke bevidste om vores identitet, og hvem vi er, så vil vi få meget svært ved at finde og formulere en tiltrækkende vision. En vision som indfanger og griber os, og som vi dernæst – næsten uanset hvad – forfølger. Og vi forfølger den, så længe den giver mening for os. I denne artikel går jeg derfor tæt på, hvem vi egentligt er, og hvordan den viden kan styrke vores visionsarbejde.
Arv og miljø – Hvor kommer vi fra?
Vores genetiske arvemasse, vores kulturarv og historie, samt det miljø vi er opvokset i og de mennesker vi omgås er stærke faktorer, som præger vores egen personlige opfattelse af, hvem vi er, som menneske, og hvem vi er, som en del af fællesskabet. Og det præger også vores personlige opfattelse af andre mennesker, og deres opfattelse af os.
Vores arv og miljø kommer derfor i høj grad til at sætte rammerne for den vision, vi forestiller os for fremtiden. Hvis vi bliver eller er bevidste om, hvor vi kommer fra, og hvis vi kigger tilbage på de mange succesfulde visioner, som er realiseret i gennem historien, og hvis vi lærer af dem, så vil vi ikke gentage mange af de fejlslagne visioner, som vi hidtil har været vidne til. Flere forskere taler om, at ca. 75 % af alle hidtidige formulerede visioner ikke er blevet til noget. Derfor er denne del af visionsarbejdet – at tage ved lære af fortidens succeser, og vide hvem vi egentlig er – vigtig.
Vigtigt er også at være bevidst om den historiske og kulturelle sammenhæng og omstændigheder, i hvilke de succesfulde visioner er blevet skabt og realiseret. Fællestræk og forskelligheder i forhold til nutidens omstændigheder skal frem i lyset, for at finde guldkornene fra fortiden frem. Den kulturelle mangfoldighed spiller naturligvis også en stor rolle her.
Måden vi tænker på og motiveres
Visionen skal kunne favne og formidles til alle involverede og alle berørte mennesker i samfundet. Det gælder både under udviklingen og i realiseringen af visionen, så den bliver en af de succesfulde visioner. Derfor bliver det afgørende, at forstå og indtænke den måde vi tænker på og motiveres af selve visionen og arbejdsprocessen med den. Alle involverede skal kunne se sig selv i visionen, fra start til slut. Det vil også sige, at visionen skal være så rummelig, at alle berørte føler sig ramt og motiveret af visionen, så vi ikke kan lade være med af forfølge den. Men samtidig skal visionen være så præcis og konkret, at den giver mening for det enkelte menneske.
Det kræver, at vi tidligt i visionsarbejdet afsætter tid og ressourcer til at skabe os viden, om de måder vi tænker på, og det vi motiveres af. Det gælder uanset om det er et menneske, en kommune, en forening eller en virksomhed, vi taler om. Omstændighederne er selvfølgelig forskellige, og viden om de måder vi tænker forskelligt på, og det vi motiveres af er helt afgørende for visionens succes uanset branche.
Visionen skal derfor ofte favne meget forskellige mennesker. Mennesker der motiveres af ønsker om fremtiden eller ønsker om at komme væk fra fortiden. Mennesker der ser muligheder eller mennesker der elsker faste procedurer. Mennesker der er meget specifikke i deres kommunikation eller meget generelle Mennesker der lever i nuet eller foretrækker planlægning. Mennesker der ønsker at arbejde selvstændigt, hvor andre foretrækker samarbejde. Mennesker der gør, hvad de selv synes er rigtigt eller mennesker, der gør, hvad andre synes er rigtigt. Og mennesker der fra begyndelsen er med på nye idéer, hvor andre mennesker har deres egne idéer.
Flere karakteristika kunne nævnes, og betydningen af de enkelte måder at tænke på og blive motiveret af varierer i tid og rum, stærkt præget af de omstændigheder, som visionsarbejdet foregår i. Der er nok at tage fat på, men det er her fundamentet for den succesfulde vision dannes.
Et liv der giver mening
Vores identitet, og svaret på, hvem vi egentlig er som menneske, indeholder også svaret på, hvad den dybere meningen er med vore liv her på planeten, Jorden? Hvad er meningen med livet? Hvorfor er vi til? Hvad er din mission her på Jorden? – Det er store spørgsmål, og for mange måske helt ude i hampen at stille og bruge tid på. Vi tænker forskelligt og motiveres af mange forskellige ting. Men meningsskabelsen med vores liv sætter, ligesom vores vision, retning for vores livsbane. Meningsskabelsen sætter pejlemærker og vejskilte for vores færd henimod det sted, hvor vi ønsker at være engang i fremtiden. Hvis der ikke er sammenhæng mellem det, der giver mening i den enkeltes liv og den fælles vision, mister visionen den drivkraft, robusthed og energi, som er afgørende for visionens succes.
Identitet og vision
På en måde kan vi sige, at identitet og vision er sider af samme sag. Når vi ved, hvem vi er (vores identitet), og når vi ved, hvor vi vil hen (vores vision), så er vi godt på vej til at have styr på meningen med vores liv.
Den meningsløshed vi i dag ser rundt om i verden, både lokalt og globalt, er et sørgeligt tegn på, at vi er ved at miste vores identitet som mennesker. Vi har glemt hvem vi er, og hvor vi kommer fra, og vi har glemt vores fundamentale vision, som er vigtige dele af hverdagslivet.
Det gode er, at bevidstheden om vores identitet kan genskabes og opdateres, og en glemt eller udbrændt vision kan erstattes af en ny. En vision der, blandt meget andet, tager højde for vores aktuelle identitet, måden vi tænker på, og det vi motiveres af i skabelsen af det meningsfulde liv for alle.
Rigtig god visionsdag
Erik Schwensen, Redaktionschef v. Danske Digitale Medier A/S
OBS! I denne artikelserie på 8 artikler søger jeg at give konkrete bud på, hvordan vi griber visionær tænkning an og for styr på den, så vi reelt, når de mål og visioner, som vi sætter os. Artiklerne er baseret på Visionsbogen ”Derfor er visioner vigtige”, som jeg skrev, drøftede og redigerede i samarbejde med Uffe Steiner Jensen, tidl. borgmester i Fredericia. Første artikel om ”Derfor er visioner stadig vigtige” udkom den 05. april 2024 her i avisen.nu.