FC Fredericia og Vejle Boldklub har endnu engang indgået en lejeaftale omkring Lundrim Hetemi, hvilket betyder, at Lundrim vil spille forårssæsonen 2024 for FC Fredericia og dermed vender tilbage til klubben.
Efter at hans lejeaftale for efteråret 2023 med FC Fredericia udløb, vendte Lundrim tilbage til Vejle Boldklub. For nylig deltog han med Vejle Boldklub på en træningslejr.
– Vi har haft en løbende dialog med Vejle Boldklub over en længere periode om at få Lundrim på leje for foråret, og nu er det endelig lykkedes. Lundrim var en af vores nøglespillere i efterårssæsonen, og derfor er vi naturligvis meget glade for at have ham tilbage i truppen. Vi ser frem til et spændende forår, hvor vores første mål er at sikre en top-6 placering, og dernæst ser vi frem til at deltage i to pokalsemifinaler. Det har derfor været en prioritet for os at få Lundrim tilbage, da han spillede en stor rolle i vores succesfulde efterårssæson, siger direktør Stig Pedersen.
Lundrim slutter sig til truppen på fredag, inden hele holdet og staben tager på træningslejr i Tyrkiet. I efteråret spillede Lundrim 16 kampe for FC Fredericia.