Syd- og Sønderjyllands Politis afdeling for organiseret kriminalitet anholdte torsdag eftermiddag en 77-årig mand på havnen i Rømø. Han blev anholdt på baggrund af en mistanke om smugling af hash fra Danmark til Grønland via vandvejen.
I forbindelse med anholdelsen foretog politiet også flere ransagninger og fandt her 19 kilo hash i båden samt et større pengebeløb.
Den 77-årige mand, som også ejer båden, hvor politiet fandt penge og hash, er nu sigtet for salg af narkotika, og den fundne hash samt penge er beslaglagt.
– Vi er meget tilfredse med gårsdagens fund, som beror på en kort og intensiv efterforskning. Vi har standset en mængde narkotika i at komme til Grønland med de negative konsekvenser, det medfører – hos den enkelte misbruger af narkotika, men også via den økonomiske kriminalitet, som medfølger heraf, siger vicepolitiinspektør Karsten Hulmose, afdelingen for organiseret kriminalitet hos Syd- og Sønderjyllands Politi.
Manden er løsladt efter endt afhøring og afventer nu sagens videre forløb.