Foto: Kolding Stadsarkiv. Foto viser landposten med jumbe og hest ca. 1925 i Sdr. Stenderup sogn.

Kolding Kommune inviterer alle til at fejre et unikt jubilæum den 16. august, når cykelløbet PostNord Danmark Rundt har etapestart i Kolding. I år markeres det nemlig samtidigt med cykelløbet, at det danske postvæsen, som blev oprettet af Kong Christian IV i 1624, fylder 400 år.

Samtidig er det også 400 år siden, at Kolding, som den eneste by uden for København, fik sin første postmester. For at fejre dette jubilæum tilbyder Kolding Kommune og PostNord en særlig mulighed for at sende gratis postkort direkte fra Akseltorv til hele landet.

I anledning af jubilæet og cykelløbet kan alle sende et gratis postkort til venner og familie, som viser, hvor dejligt der er i vores smukke Kolding. Postkortene, der er frankeret med et særligt jubilæumsfrimærke, vil være tilgængelige på Akseltorv den 16. august, hvor starten på PostNord Danmark Rundts 3. etape finder sted. Man kan enten vælge at sende sit postkort med det samme fra Akseltorv i en stor, ekstraordinær klassisk rød postkasse, eller tage det med hjem og sende det senere. Postkortene udleveres så længe lager haves, så kom og vær med til at dele dine egne ord og Koldings skønhed med resten af landet.

“Vi glæder os til at være med til at skabe en folkefest og markere vores 400-års jubilæum, mens cyklerne suser forbi i høj fart gennem smukke Kolding. Der er ingen tvivl om, at Kolding har spillet en helt særlig rolle i det danske postvæsens historie med den første postmester uden for København,” siger Isabella Beck Jørgensen, pressechef hos PostNord Danmark.

I 400 år har postvæsenet, nu PostNord, bundet Danmark sammen, og Kolding har haft en central rolle i denne historie. Fra de tidlige dage, hvor posten blev leveret til fods og på hesteryg, til de moderne tider med elbiler og elcykler, har postvæsenet været og er stadig en uundværlig del af hverdagen.

Tag del i cykelløbet, send et postkort, og dyk ned i de historiske rødder, der har formet vores kommunikation i 400 år.

Læs meget mere på:
www.Kolding.dk/postnord