21-årige Noah gik fra skoletræt til et af landets højeste gennemsnit: »Jeg tog det stille og roligt«

UDDANNELSE. Når Noah fortæller om sit liv, lyder det som én lang, rolig fortælling om tilfældigheder, små afstikkere og opdagelser. Som en historie fortalt i et blødt tonefald, der næsten får det hele til at virke simpelt, selvom det på ingen måde har været tilfældet. Det er fortællingen om en ung mand fra Haderslev, der aldrig forestillede sig, at han en dag skulle stå med et af landets højeste gennemsnit ved sin HF-eksamen. Men sådan er det blevet, uden at han nogensinde for alvor satte sig det som mål.

Han forklarer det selv bedst med en umiddelbar lethed og en befriende mangel på selvhøjtidelighed. Stemmen smiler, når han siger, at »det der med at få en studentereksamen var ikke lige det, der lå først i kortene.« Alligevel var det dét, der skete.

Rundt omkring i landet begynder studentertiden nu at gå på hæld. Huerne mister langsomt deres nyhedsværdi, de sidste fester er ved at ebbe ud, og realiteten banker snart forsigtigt på døren hos tusindvis af unge, der inden længe skal finde deres plads i en større virkelighed. For Noah er denne overgang til voksenlivet allerede velkendt, og måske derfor står han også lidt anderledes og mere roligt end mange af sine jævnaldrende lige nu.

Noah er 21 år, en af dem, man løber ind i, når weekenden sniger sig på, og Haderslevs gader langsomt vågner op med latter, lyden af skål og lette fodtrin mod brostenene. En af dem, som trækker fadøl på en af byens barer og lytter til vennernes historier, mens aftenen vokser til nat. Livet i den lille, sydjyske by er aldrig kompliceret, det er bare, som han selv formulerer det med afslappet selvfølgelighed, »sådan Noah er.«

Alligevel har hans vej frem mod studentereksamen været alt andet end lige. Allerede som dreng blev hans skolegang præget af en træthed, som fik ham til at forlade folkeskolen i 7. klasse. Noah havde autisme, skoleværing og en oplevelse af, at det traditionelle system aldrig rigtigt passede ham.

»Jeg havde egentlig halvandet år, hvor jeg ikke gik i skole,« fortæller han stille.

Ordene hænger et øjeblik i luften, som en kort, men vigtig pause. For han kunne nemt være blevet ét af de mange navne i statistikkerne om unge, der falder fra uddannelsessystemet.

Men sådan gik det ikke for Noah. Han vendte tilbage til skolelivet gennem en specialskole, hvor han fik plads til at være sig selv, og senere tog han på efterskole i to år. Efterskolen gav ham et lille, men afgørende pusterum – en plads til at tænke, vokse og genopdage en tro på, at læring faktisk kunne være noget andet end endeløse dage med pligt.

Trods det vendte han dog ikke straks tilbage til skolebænken, men valgte i stedet at tage en uddannelse som elektriker. Her kunne hænderne være i gang, kroppen bevæge sig, og hjernen få ro fra bøgernes abstrakte krav. I to år var Noah elektrikerlærling, men heller ikke dér fandt han det ståsted, han søgte. Der manglede stadig noget, han kunne ikke helt sætte fingeren på hvad, men han vidste, at det var derude et sted.

Og så, da han valgte elektrikerfaget fra, opstod et nyt ønske i ham.

Det var ikke et ønske drevet af store ambitioner eller behovet for at bevise noget for nogen, men snarere en stille beslutning om at give sig selv en ny chance. En chance båret af praktiske hensyn og en lavmælt pragmatik, der sendte Noah ind på HF. For nogle gange handler det jo ikke om at jagte mest muligt, men om at gøre tingene ordentligt, når man alligevel sidder der i klasselokalet. Og sådan gik det til, at Noah – drengen der aldrig troede, han skulle elske skolen – begyndte at få 12-taller. Mange 12-taller.

»Oprindeligt var min plan, at jeg gerne ville læse til lærer, og det var derfor, jeg tog en HF. Og for at komme ind på det kræver det ikke det store snit,« forklarer han enkelt om sine første overvejelser.

Han mødte aldrig op i klasselokalet med ambitioner om at imponere nogen, mindst af alt sig selv. Han var jo mødt op, stolen var hans, bøgerne lå foran ham, og hvad skulle han ellers bruge tiden til?

»Jeg har haft den indstilling, at når man nu sidder i skolen, kan man ligeså godt følge med. Man sidder der jo alligevel,« siger Noah.

Noahs tilgang lyder næsten paradoksal i sin enkelhed. Han brugte sjældent tid på lektier derhjemme. Og når døren til klasselokalet lukkede bag ham, lod han også kravene og ambitionerne blive dér – på den anden side af døren. Han tænkte ikke på fremtidige karakterer eller snit, men på her og nu, på at forstå det, der blev sagt, og på at vise lærerne, at han lyttede. Han kunne dét der med at være nærværende. Havde en evne til at få lærerne til at føle, at han rent faktisk havde hørt efter og forholdt sig til det, der blev undervist i. Ikke fordi han ville gøre indtryk, men fordi han selv var blevet grebet af det, lærerne fortalte ham.

Samtidig har Noah også det, man med et gammelt udtryk kalder en »klæbehjerne« – noget, han selv med et underspillet grin bekræfter. Tingene satte sig fast, og eksaminerne gled let for ham. Modsat sine klassekammerater mærkede han ikke nervøsiteten presse ham op i et hjørne eller frygten spænde ben for ham. Måske skyldtes det, at han var en anelse ældre og mere moden end de fleste. Måske kom det fra de mange små, kringlede veje, han allerede havde gået. Han havde været skoletræt, lærling og væk fra alt, hvad der hed skolebøger, og havde lært, at der fandtes et liv uden for eksamenslokaler og karakterer.

Og det virkede. Da vinteren lagde sig over Haderslev, lå 12-tallerne stadig som små perler på en snor, og Noah begyndte at ane, hvor det hele kunne ende. Men selvom erkendelsen langsomt satte ind, nægtede han at lade sig slå ud af kurs af de forventninger, der nemt kunne have sneget sig ind og fyldt for meget.

»Jeg tror ikke, man får noget ud af at tænke for meget på det samlede snit,« siger han og holder en kort pause, inden han fortsætter:

»Så kommer presset bare til at fylde, og det kan alligevel ikke bruges til noget. Det gælder bare om at gøre det godt én eksamen ad gangen.«

Til sidst stod han dér med huen i hånden. Juni-solens stråler varmede kinderne, og karakterbladet viste en næsten uvirkelig afslutning på en lang, kringlet rejse: 11,9. Et snit, der sender Noah direkte op blandt landets dygtigste studenter, og som åbner døre, han knap havde fantasi til at forestille sig.

Undervejs måtte han dog erkende, at man nok ikke både kunne være byen rundt hver torsdag nat og stadig møde frisk til undervisning fredag morgen. Det var nu ikke det store offer, understreger han. Der var stadig plads til venner og weekendfester, blot færre af dem – og måske lidt mere hvile mellem dansene.

»Det der med at gå i byen hver torsdag nat, det var måske ikke helt velfungerende,« siger han med et grin, men skynder sig at tilføje, som for at sikre, at ingen tror, han har levet asketisk de seneste år:

»Jeg synes egentlig ikke, det har været ofre. Man kan stadig godt gå i byen engang imellem, måske bare ikke tre dage om ugen, men så én eller to. Og det er også okay.«

Måske blev der lidt færre sene aftener, måske lidt flere timer på langs. Men Noah ofrede aldrig sine venner, fritimerne eller den helt almindelige glæde ved at være ung i en provinsby.

Men hvordan reagerer ens nærmeste så egentlig, når man pludselig står med et gennemsnit, der glimter som en guldmedalje? Noah svarer hurtigt og med en smittende latter, at resultatet aldrig har været afgørende for dem derhjemme. Det handlede ikke om 10- eller 12-taller, men om at Noah overhovedet stod dér med huen, klar til at tage hul på næste kapitel.

»Det vigtigste har altid været den indsats, jeg har lagt i det,« siger han enkelt.

Og så understreger han dét, der måske er det allerstørste og vigtigste ved hans fortælling – menneskene, der har været omkring ham hele vejen igennem. De mennesker, der ikke tæller karakterer, men som støtter, hjælper og bare er der.

»Det vigtigste har været, at jeg har haft gode mennesker omkring mig. Det betyder langt mere end selve karakteren,« siger han og nævner sin far, der tålmodigt satte kommaer i hans store opgaver. En hjælp, der for Noah samtidig understreger betydningen af støtte undervejs.

Nu venter sommeren med et job som lærervikar i en SFO i Haderslev. For første gang skal Noah stå over for »virkelige mennesker og ikke kun sidde med bøger,« som han selv formulerer det. Han ser frem til at tage skridtet ud i en hverdag med børn, liv og en masse nye udfordringer – langt fra eksamensbordene og karakterbladene.

»Det glæder jeg mig mega meget til. Bare dét at få prøvet det af og komme ud at møde mennesker. Jeg synes, det bliver mega spændende,« fortæller han.

Men selvom han glæder sig til livet væk fra bøgerne, er det alligevel de bøger, der på sigt kan vise sig at trække i ham igen. Efter sommeren venter først et sabbatår med vikarjobbet, og derefter – måske – et studie på universitetet. Lige nu overvejer Noah enten psykologi eller statskundskab i Aarhus. Noget, som han i begyndelsen ikke havde overvejet, men som hans flotte resultat har åbnet muligheden for.

»Jeg er blevet lidt mere hooked på, at jeg måske skal læse noget mere. Det handler nok også om, at jeg har haft nogle virkelig gode undervisere, som har vækket min interesse,« forklarer han.

At han overhovedet overvejer universitetet hænger nok også sammen med, at han hele vejen igennem har været glad for sit valg af skole. Han valgte helt bevidst HF på VUC-afdelingen på IBC i Haderslev – og det har betydet meget:

»Jeg har lært, at gymnasiet kan være andet end onde teenagere, der drikker hinanden under bordet. Her kunne vi være ærlige omkring, hvem vi var, og hvordan vi havde det,« siger Noah.

Gymnasiet blev derfor ikke bare en station på vejen mod et højt snit, men et sted, der gav ham roen til at vokse og finde ud af, hvem han selv var. Han beskriver miljøet som trygt, sundt og præget af voksne mennesker, der alle »havde prøvet livet lidt«. Derfor var det også nemmere at stille spørgsmål, at turde vise usikkerhed, at lytte og lære. Og sådan blev gymnasietiden ligeledes en livslektion, der gik langt ud over det akademiske.

Til sidst vender Noah tilbage til sin centrale pointe, der har gennemsyret hele hans historie. Livet behøver ikke være en lige linje, og karakterer behøver aldrig at være målet i sig selv. Det handler mere om at finde glæden ved det, man laver – og tage tingene stille og roligt. Så skal resultaterne nok komme helt af sig selv.

»Man skal slappe af og måske gå og vente et par år, hvis man har brug for det. Det gjorde jeg, og se nu, hvor fint det gik,« slutter Noah med et smil i stemmen.

For sådan lyder stemmen hos en ung mand, der har lært værdien af at tage tingene i sit eget tempo, og som nu er klar til det næste kapitel, fyldt med ro, nysgerrighed og tillid til, at vejen frem ikke behøver være planlagt på forhånd – den skal nok vise sig.