Forhandlingerne om det kommende budget begynder nu, og Venstre melder sig klar til at gå ind i forhandlingerne for at tage et ansvar. De kommer med et ultimativt krav, nemlig at der skal gøres noget ved inklusionen.
– Vi vil gerne være med til at være konstruktive, også for fremtidens politik i Fredericia, siger Peder Tind. Han lægger dog vægt på, at der skal være retvisende budgetter:
– En af årsagerne til at vi ikke var med i det forrige budget var, at der kom nogle prognoser, som man valgte ikke at følge. Derfor har vi også set i år, at der er nogle kasser, som står i minus. Blandt andet fordi man ikke fulgte prognoserne. Så når vi kigger ind i budget 2023 og forhandlingerne, så er der nogle vigtige principper, herunder at man skal følge prognoserne, så budgetterne bliver retvisende. Samtidig har vi en masse gode og spændende bud på fremtidens Fredericia, som vi synes er vigtige.
Pernelle Jensen slår fast, at Venstre har et ultimativt krav vedrørende Folkeskolen:
– En af grundene til at vi forlod forhandlingerne sidste år er, at der stod den sætning, at man ville fremme inklusionen. Der vil vi i den anden retning. Det skaber uro i klassen, og det er ikke godt for hverken det enkelte barn eller klassen. Derfor vil vi gerne oprette nogle flere mellemtilbud, der ligger mellem normalklassen og specialskolen. Samtidig tror vi, at der er flere, som skal have en specialskoleplads, siger Pernelle Jensen.
Hun slår fast, at Venstre ikke er med i det kommende budget, hvis man ikke ser en markant anden retning på området. Det kommer ifølge Venstre til at koste penge, da der skal investeres nogle millioner i ændringen. Derfor vil Venstre afsætte flere penge til det, der kaldes for mellemformer.
Pernelle Jensen siger, at Venstre ikke plejer at stille ultimative krav. Men da man netop forlod budgettet forrige år på grund af spørgsmålet om mere inklusion, samt at man har lavet en kontrakt med vælgerne om inklusion, vil Venstre ikke afvige fra dette ene punkt.
I forbindelse med at forvaltningen har præsenteret det såkaldte mulighedskatalog, hvor de selv anviser områder at spare på, vil Venstre gennemgå mulighederne. Men Peder Tind henviser også til, at det er regeringen, der har sat rammen, således at man skal kigge efter besparelser indeni denne.
– Vi er nødt til at prioritere noget, hvis vi skal bruge midler. Et helt almindeligt puljetjek, mener han, ville kunne vise, at pengene godt kunne bruges til noget andet. Men vi tænker også på ledelse og administration som en mulighed for at kunne flytte nogle midler. Men når det handler om vores børn og unge, så har vi ikke råd til at lade være, siger Peder Tind.
Netop i disse dage er partierne i byrådet på vej til møder med Socialdemokratiet, der har borgmesterposten. Her vil de præsentere deres indstilling til budgettet. Også Venstre, der før sommeren kom med et udspil, er klar til at komme med deres visioner.