Vejle Boldklub spillede en uskøn kamp mod Randers, der var kyniske foran mål, da de fik chancen. Vejle fik ikke etableret et stort pres på Randers, der endte med at vinde opgøret 2-0 på mål af Egho og Kamera, som begge scorede i første halvleg.

Søndag eftermiddag tog Vejle Boldklub hul på 3F Superligaen. I Nørreskoven har der været aktivitet i sommerens løb. Først og fremmest har holdet fået ny cheftræner i form af Carit Falch, og på spillerfronten har VB blandt andet taget afsked med Pierre Bengtsson, Ylber Ramadini Dominik Kovacic og Hugo Ekitike, men til gengæld er Aleksey Chernov, Kevin Custovic, Mouhamadou Drammeh og Manjrekar James kommet til.

Et af de store temaer i Vejle har været, at de ikke har fået erstattet Bengtsson på venstre back, og det betød, at Falch havde tyet til at benytte Lukas Engell på backen, som ellers ikke har var hans udgangspunkt i Vejle i foråret, hvor han blev benyttet på kanten. Offensiven for Vejle lignede dog sig selv med Arbnor Mucolli, Allan Sousa og Wahid Faghir som omdrejningspunktet.

Fra start startede VB aggressivt ud, men det kastede ikke chancer af sig. I stedet var Randers mere farlige, hvor de særligt truede på dødbolde. Thomas Thomasbergs mandskab søgte tæt ind under Alexander Brunsts mål, og det gav hovedstødsmuligheder, men ind kom bolden ikke.

I stedet fik Vejle initiativet igen. Efter 21 minutter tog VB-stopperen Mads Greve turen med frem, og da ingen gik til ham, trykkede han af fra kanten af feltet, men forsøget manglede kvalitet. Kvalitet manglede Randers ikke fire minutter senere. Mikkel Kallesø smækkede bolden ind i feltet, hvor Marvin Egho var helt umarkeret og på sikkervis sendte bolden ind bag Brunst, der intet kunne stille op efter, at VB-forsvaret havde misset deres markeringer.

Randers fordoblede føringen efter en halv time. Det skete efter, at nytilkomne Custovic tabte bolden midt på VB’s banehalvdel, og efterfølgende fik Alhaji Kamera bolden og bankede den i kassen. Det fik VB-bænken til at reagere. Efter gentagende gange at have haft problemer på midten af banen for Jacob Schoop og Kevin Custovic reagerede Carit Falch ved at skifte sidstnævnte ud, og ind i stedet kom den 19-årig debutant, Hans Hollsberg, der er et produkt af Vejles ungdomsafdeling.

Vejle forsøgte at etablere et pres i slutningen af første halvleg, hvor Arbnor Mucolli og Wahid Faghir forsøgte sig med initiativer, men det løb ud i sandet og derfor gik VB til pause bagud 2-0, hvilket ikke behagede tilskuerne, der piftede hjemmeholdet ud.

Carit Falch skiftede ikke ud i pausen, men tendensen med usikker defensiv fortsatte for Vejle i anden halvlegs begyndelse. Derudover haltede pasningsspillet også i kvalitet, og noget af det eneste, der fungerede for vejlenserne, var deres fight, hvor Mucolli forsøgte at gå forrest. Det kunne dog ikke forhindre Randers i at få chancen for at lukke opgøret fuldstændigt fire minutter inde i anden halvleg, hvor Kamera var lige ved at blive dobbelt målscorer, men Brunst fik pareret det nærgående forsøg ud til hjørnespark.

Vejle fik efterfølgende momentum, men ind kom bolden ikke på trods af et spilovertag, hvor særligt Mucolli og Sousa forsøgte at sætte skub i VB-offensiven, men efter en times spil fik Mucolli krampe. Midtbanespilleren var blevet tappet for kræfter, og det gik ud over Vejles spil, og i stedet fik Randers igen kontrol over kampen. Med 25 minutter igen fik gæsterne igen muligheden for at lukke opgøret, men Egho fik ikke ordentligt ram på bolden. Kort tid efter blev Mucolli skiftet ud, og ind i stedet kom Lundrim Hetemi, der skulle bidrage med frisk energi på VB-holdet.

Med 20 minutter igen blev det Randers’ tur til at skifte ud. Thomas Thomasberg kommanderede en tredobbelt udskiftning. Ind kom Simon Tibbling, Nicolai Brock-Madsen og Jesper Laudridsen, og ud gik Marvin Egho, Mikkel Kallesø og Tosin Kehinde.

I et sidste forsøg på at vende kampen skiftede Vejle ud med ti minutter tilbage af opgøret. Ud gik Jakob Schoop, Mads Greve og Lucas Jensen, og ind i stedet kom Manjrekar James, Valdemar Sadrifar og Foday Manneh, men det fik ingen effekt. Trods forsøg på at skabe rav i den fra Faghir, så blev det ved et forsøg, der ikke lykkedes. I stedet tabte Vejle sæsonpremieren 2-0, og dermed tog de 3.350 tilskuere, der var på Vejle Stadion, skuffede hjem.

Næste gang Vejle skal i aktion er mandag den 26. juli på udebane mod SønderjyskE.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer