En spændende dag venter forude for de mange folketingskandidater, partier og partifolk. På Fredericia Gymnasium var der en stor tilstrømning af vælgere fra morgenstunden, og viceborgmester Søren Larsen (A) måtte holde tungen lige i munden for at få folk til at vente med at gå hen til bordene for at hente deres valgkort.
– Der er stor interesse for at stemme i dag, så det er godt for demokratiet, det er jeg glad for, sagde Søren Larsen, før han klokken 8 kunne ringe med klokken og erklære valget for startet.
Folketingsvalget 2022 er et af de mest spændende i nyere dansk historie. Og helt ude i forreste række af køen ventede Fredericias spidskandidat for Nye Borgerlige, Karsten Byrgesen, så han sammen med sin hustru kunne komme ind og sætte sit kryds.
– Det er nok ikke nogen hemmelighed, at jeg stemmer på mig selv, sagde han muntert.

Køen strakte sig langt ned af fortorvet på gymnasiet, der samtidig havde en stor tilstrømning af gymnasieelever på vej til første time. Skiltet med “valglokale” var en påmindelse om, at denne dag var deres gymnasie rammen om en af de vigtigste begivenheder i det danske demokrati, valghandlingen.
Meningsmålingerne har i løbet af de sidste 3 måneder vippet frem og tilbage, så der er stor usikkerhed om resultatet. Der kan stemmes indtil klokken 20 i aften, og så må man ellers pænt vente på at resultaterne tikker ind.