I 2016 blev det meste af den amerikanske elite taget på sengen. Efter at Demokraternes spidskandidat, Hillary Clinton, konstant havde haft en overbevisende føring i meningsmålingerne, stod chokket malet i ansigtet på tv-værter, politikere og meningsdannere, da Donald Trump som Det Republikanske Partis præsidentkandidat endte med at vinde valget og blev præsident for USA. Valgresultatet afslørede en dyb utilfredshed med det etablerede, politiske system, men ikke mindst påstanden om at en elite styrede alt i hemmelighed fra Washington.
Det politiske system i USA er primært bygget op omkring de to partier, Demokraterne og Republikanerne. Derfor er det i forvejen nemmere at skabe stærke modpoler indenfor de politiske diskussioner. Det er i praksis umuligt at sammenligne dette system med det danske eller europæiske. Men en ting har man tilfælles, og det er en elitær styring af hverdagen, hvor forbindelser og netværk spiller en altafgørende rolle for den politik, der føres. Interesseorganisationer og store virksomheder dominerer dagsordenen, og der er begrænset adgang til folkeafstemninger, samt ingen praksis for sådanne heller. Som repræsentative demokratier hviler ansvaret på de folkevalgte politikere, der i en defineret periode varetager ansvaret på baggrund af det mandat, de har fået ved et valg. Virkeligheden er dog også, at man ofte læner sig op ad eksisterende principper og regler, hvorfor det er småt med nytænkning. De fleste nye love er hovedsageligt tilføjelser eller ændringer af eksisterende.
Når politik bliver polariseret, betyder det i praksis at samtalen mellem uenige parter reduceres. Det bliver enten eller. Ja eller nej. I Danmark ser vi det tydeligst til valgdebatterne på tv, hvor journalisterne bagved produktionerne insisterer på at deltagerne netop svarer polariseret, hvor man eksempelvis udstyrer politikerne med papkort, så de kan vælge ja eller nej til et spørgsmål. I USA er det en anelse anderledes, for her markedsfører politikerne primært sig selv i reklamer. Og et af de mest velkendte tricks er at smæde modstanderne til, hvis man ikke decideret lyver og misrepræsenterer hvad modstanderen vil eller har gjort. Denne form for markedsføring af politik er også kommet til Danmark, hvor ikke mindst Socialdemokraterne og Liberal Alliance et et eller andet omfang har ført kampagner på sådanne præmisser.
Men for amerikanerne er det efter præsidentvalget i 2020 blevet til et spørgsmål om demokratiets soliditet. Efter at Donald Trump tabte valget til Joe Biden nægtede ikke blot Trump, men også mange af hans følgere, at acceptere valgresultatet. De hævede at der var blevet snydt med stemmeafgivningen. Efterfølgende stormede Trumps tilhængere den amerikanske kongres. Et scenarie der har forskrækket mange amerikanere på “venstrefløjen”. I USA er “venstrefløjen” tættere på midten og dele af højrefløjen i Danmark, hvorfor at “højrefløjen” i USA ikke kan sammenlignes med danske forhold.
En ting der kom ud af Donald Trumps embedsperiode var, at han fik mulighed for at forandre Højesteret i USA markant. Det betød at mange af de principielle domme, der har været en torn i øjet på republikanerne, nu kunne omstødes. Som forventet kom det også til at betyde at abort blev forbudt i praksis. Det er en sag, som demokraterne kørt helt til ende i deres kampanger frem mod midtvejsvalget på tirsdag. For valget handler om alt eller intet for demokraterne og den amerikanske præsident, Joe Biden. Det er den retorik, som de anvender i valgkampen. Over hele linjen er demokraternes front gået over til alt eller intet retorikken, hvor man forsøger at mobilisere ikke mindst kvinder til at stemme for en demokrat til enten Senatet eller Repræsentanternes Hus. Her tegnes der et billede af republikanerne som antidemokrater, der vil afskaffe demokratiet. De beskyldes for at undertrykke stemmeafgivelsen, blandt andet ved at gøre det svært at kunne stemme. Samtidig er tumulten omkring Joe Bidens indsættelse som præsident med til at skærpe denne retorik.
Fronterne er således blevet meget skarpe. Hvis man ser på de traditionelle tv-stationers dækning af politik, er det tilsvarende polariseret. Der anvendes primært en formidling baseret på “dem og os”, hvor man samtidig, afhængigt af kanalens politiske tilhørsforhold, farver vinklerne og valget af historier i en politisk kontekst. Ofte beskylder man Fox News for at gøre dette, men ingen af de andre tv-stationer, herunder CNN, ABC eller NBC kan med rette påstå at være upolitiske. Kendsgerningen er at der kører en decideret informationskrig, hvor selveste “sandheden” er på spil.
En af de store bevægelser de sidste 4-5 år har været MeToo og wokeismen. Ikke mindst i USA har cancel-kulturen sat sine spor. Det er et slag, der sandsynligvis er mange år fra at blive afgjort, men som i høj grad påvirker debatklimaet. Årsagen er at bevægelserne insisterer på at have retten til at afgøre, hvad der er “sandheden”. Dertil i et klima hvor normale retsforhold er irrelevante. Alene en mistanke eller en påstand er nok til at straffe personer eller organisationer. Her har effekten også ramt virksomhederne, der af frygt for kulturen bøjer sig hurtigt og eksempelvis udelukker bestemte personer, hvis presset er stort nok.
Men langt fra Hollywood og mediernes politiske selvforståelse befinder de helt almindelige amerikanere sig. En stor gruppe af disse tror på konspirationsteorier og lader sig opildne af flammende taler som dem Donald Trump har gjort sig til specialist i. Hvordan det overhovedet er lykkedes for Trump at blive det republikanske partis frontfigur er i sig selv en afhandling værdig. Fakta er dog at han trækker partiet markant til højre i amerikansk politik, hvilket betyder at andre republikanere trækker med for overhovedet at blive valg. På den måde får begge fløje opildnet hinanden til konfliktskabende politik og retorik. Der er mange løse påstande i valgkampen, der aldrig bliver helt belyst, men som ikke desto mindre indgår som helt centrale elementer i vælgernes opfattelse af virkeligheden.
Når de amerikanske vælgere tirsdag den 8. november 2022 går til stemmeafgivelse, sker det på baggrund af en af de mest polariserede valgkampe nogensinde. Resultatet er ventet med stor spænding hos de etablerede medier, der heller ikke denne gang har holdt sig tilbage med at bringe meningsmålinger, på trods af at det i flere omgange har vist sig, at de ikke holder stik. Men det handler om at mobilisere de knap 90 millioner amerikanere, der slet ikke stemmer. Demokraterne mener at disse ikke-vælgere vil stemme på deres kandidater, hvis de alligevel stemmer. Mens republikanerne ligeledes tror de ikke ville stemme republikansk. Spørgsmålet er om mange af de amerikanerne der bliver væk, ganske enkelt ikke kan finde en passende kandidat at stemme på.
