Onsdag afholdt Fonden for Entreprenørskab en festival for Vestdanmark i MesseC i Fredericia. Grupperne med de bedste idéer vandt 10.000 kroner til klassekassen eller til at udvikle produktet, og flere af deltagerne var fra fredericianske folkeskoler. Det gjalt blandt andet Christoffer og Mads fra Fjordbakkeskolen afdeling Taulov.
Den ene af de store haller i MesseC var omdannet til ét stort virvar af unge mennesker, der skulle vise deres projekter frem. Der var stande over det hele, hvor man kunne se de forskellige projekter, der skulle bedømmes af en jury. I juryen var blandt andet Tommy Rachlitz Nielsen og Kirsten Hassing fra De Konservatives byrådsgruppe i Fredericia, samt iværksætterkonsulent fra Business Fredericia, Stephan Bihl.
– Det er helt vildt fedt, det her skal vi gøre meget mere, sagde Tommy Rachlitz begejstret, da han mødte AVISEN.
Han kunne ikke få armene ned over det engagement, som han så fra eleverne, både dem han bedømte og fra dem han kiggede på af ren nysgerrighed. Tommy fortalte, at en gruppe blandt andet havde udviklet en madapp, der fortæller, hvornår ens ting i køleskabet har udløb, og der ville komme foreslag om, hvilken mad man kan lave ud fra de ting, som man har i køleskabet i og med, at alle varerne i køleskabet er scannet ind på app’en.
– De tænker virkelig ud af boksen, og tænker ikke på om det er realistisk eller ej i forhold til os (voksne, red.), forklarede Rachlitz.
Christoffer og Mads fra Fjordbakkeskolen var et ud af seks hold, der havde kvalificeret sig til festivalen. Måden de kvalificerede sig på var ved et event i Eksercerhuset, hvor de blev vurderet af nogle dommere, blandt andet Tommy og Kirsten, og endte med at gå videre. Christoffer og Mads havde udviklet en Virtual Reality (VR) Skole.
– Vi har tænkt, at vi vil hjælpe børn der ikke kan komme skole. Vi vil gerne hjælpe dem der ufrivilligt ikke kan komme i skole, og vil hjælpe dem der er ensomme, sagde Christoffer og anslog, at han og Mads har brugt samlet 72 timer på at udvikle VR Skolen.
De to elever har også brugt tid på at være rundt og se de andre projekter.
– Det er meget fedt at være her og spændende, fordi man kan se hvad de andre har arbejdet med, forklarede Christoffer inden, at en dommer kom forbi standen.
Christoffer og Mads tilhører grundskoleeleverne, der deltager fra 6. og 7. klasse, og som er en del af Projekt Edition, hvor mere end 13.000 elever fra 250 skoler i 40 kommuner i Danmark, Grønland og Færøerne oprindeligt var med. Ved lokalfinalen var i alt 126 finalistgrupper, som var til stede i MesseC.
Til sidst vil de fem bedste fra vest møde de fem bedste fra øst (hvor 76 hold deltog for to uger siden), inden landets bedste idé kan kåres. Der er 10.000 kroner til klassekassen til årets vinder.
Idékonkurrencen for udskoling og efterskoler har deltagelse af 41 hold og 128 elever. Der er 10.000 kroner til vindergruppen.
Tech Innovation er for ungdomsuddannelser. Her deltager 97 hold og mere end 300 elever. Et enkelt hold er fra Region Nordjylland, mens resten er fra Syddanmark og Region Midtjylland. Den samlede præmiesum i konkurrencen er 22.000 kroner.
Konkurrencen Business Mind Programmet er ligeledes for ungdomsskoleuddannelser med især stor deltagelse af HHX-elever. Her er der også 10.000 kroner for førstepladsen og deltagelse af 136 hold og i alt 480 elever.
I Idékonkurrencen for videregående uddannelser deltager 54 hold fra 7 forskellige uddannelsesinstitutioner (Erhvervsakademi Aarhus, SIMAC, UCN, VIA, Absalon, Zealand, UCL). Her kan de studerende få træning i at pitche deres idé samt sparring og feedback fra eksterne erhvervsfolk og eksperter fra den offentlige sektor. De studerende kan bruge feedbacken til at arbejde videre med deres idé.
Endelig vil seks start ups opstået i studietiden pitche for mikrolegater på op til 50.000 kroner.