Formand for Social- og beskæftigelsesudvalget i Fredericia Kommune, Peder Tind, er bekymret over konsekvenserne af Socialdemokratiets ”Arne-pension”. Den vil medføre store besparelser på indsatsen for særligt unge ledige i Fredericia Kommune.

Til trods for, at borgmesterkandidat for Venstre i Fredericia, Peder Tind, anser Socialdemokratiets Arne-pension for at være sympatisk, så er finanseringen af pensionen det største problem for Venstre-politikeren.

Han kan godt se, at Arne-pensionen vil hjælpe borgere, der er nedslidte efter mange år på arbejdsmarkedet, men det er ikke godt, at kommunerne skal stå med regningen, fortæller han i et interview med AVISEN.

Der skal bespares på nogle områder for at finansiere den nye ret til at få en tidlig pension, blandt andet på ungeindsatsen.

I øjeblikket går der fire uger, før man som ledig borger får en indsats, hvilket vil blive skubbet med fire måneder som konsekvens af regeringens nye Arne-pension.

– Jeg er slet ikke tilhænger af, at man sparer på dette område, og samtidig vil man også spare på de unge. Det hænger ikke sammen, lyder det fra borgmesterkandidaten, Peder Tind.

Regeringen har præsenteret et udspil i forrige uge med overskriften, ’’Danmark kan mere 1’’, som grundlæggende vil forsøge at aktivere flere mennesker og gøre dem til en del af arbejdsmarkedet. Der findes 45.000 unge mennesker, som hverken har en uddannelse eller et job. Peder Tind mener, at man rammer dem hårdt, når konsekvenserne af Arne-pensionen skal betales.

– Jeg giver ikke op på de unge, som måske har haft en vanskelig opstart på livet eller står i en svær situation. Derfor skal vi som samfund garantere med vores ungeindsats, at vi kan sætte hurtigt og godt ind, og derfor er det katastrofalt, at man lægger op til at spare på ungeindsatserne, udtrykker Tind.

Derudover ser han nyttejobindsatsen som en god løsning for at få mennesker, der har været ledige i en længere periode, og således fremlagde han i sin budgettale under forrige byrådsmøde, at Venstre vil investere i denne nytteindsats. Det passer godt med regeringens seneste udspil, som netop sætter et stort fokus på nyttejobs og kontanthjælpsmodtagere.

I Fredericia er der 250 jobparate borgere, som er klar til at modtage en nytteindsats. Tind mener, at der skal skrues op for indsatsen på blandt andet jobcentrene, fordi man derigennem baner vejen til arbejdsmarkedet for de ledige borgere:

– Nytteindsatser virker, og derfor skulle man tro, at regeringen lyttede på, hvad vi sagde, uddyber han.

Peder Tind (Foto: Fredericia AVISEN)

Derudover er det en kendsgerning i det danske samfund, at der er behov for kvalificeret arbejdskraft på adskillige arbejdspladser, hvilket kommer af den demografiske udfordring, der er kommet for at blive. I takt med at samfundet bliver større, så vil der også være flere ældre i samfundet, som potentielt kan blive modtagere af den såkaldte Arnepension. Til denne samfundsmæssige problemstilling mener formanden for Venstre i Fredericia, at man burde investere i beskæftigelsesområdet frem for at spare:

– Når vi kigger på det fremtidige arbejdsmarked, så skal vi kigge på opkvalificering og efteruddannelse. Det er meget afgørende, og dermed skal vi ikke spare på beskæftigelsesområdet. Det er klart, at nytteindsatsen giver de borgere, som er jobparate, et fællesskab. Man står op om morgenen og yder en indsats, og her er der en lang række af muligheder for, hvad man kan lave, siger Peder Tind.

Generelt anser han nytteindsatsen som et redskab for at give arbejdsløse mennesker sociale og arbejdsmæssige kompetencer, og det vil være noget, som han vil skrue op, hvis han bliver som borgmester til november. Det er en del af Venstres seneste valgoplæg ’’Et menneskeligt Fredericia i vækst’’, hvor man vil afskaffe dækningsafgiften og vil skabe bedre rammevilkår for erhvervslivet, da det er politiske parametre, som Peder Tind og resten af Venstre i Fredericia mener, er centrale for at videreudvikle fæstningsbyen og skabe vækst.

Peder Tind vil altså kke spare sig til vækst, da han argumenterer for, at investeringer i mennesker er vejen frem. Se hele interviewet med Tind ovenfor.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her