Sagen om de menneskehandlede spanske landbrugsmedarbejdere, fra Tinglev som ikke fik hjælp fra politiet, lander nu på justitsministerens bord. Det er SF’s fungerende retsordfører Karina Lorentzen, der indkalder den nye justitsminister i samråd. 

Ifølge JV kontaktede to spanske medarbejdere kontaktede fire gange politiet for at få hjælp, fordi den landmand, de arbejdede for, opførte sig truende. Men politiet rykkede aldrig ud, og det blev 3F og Center mod Menneskehandel, som hjalp dem til at flygte.

Karina Lorentzen indkalder justitsminister Peter Hummelgaard i samråd. Foto: AVISEN

Det får SF’s retsordfører Karina Lorentzen til at indkalde den nye justitsminister i samråd om politiets indsats mod menneskehandel:

– Vi er nødt til at blive bedre til de her sager, for ofre for menneskehandel – om det er i landbruget, sex-industrien eller et helt tredje sted – er nogle af de mest sårbare ofre. De kender sjældent deres rettigheder, og de har ofte svært ved at kontakte myndighederne. De her ofre har dog haft ressourcer til at bede om hjælp, derfor er det ret vildt, at de ikke får den, siger Karina Lorentzen.

Det er 3F, der har rullet sagen op. Det kommer oven på, at DR i sidste uge kunne berette om, at 221 ofre er blevet identificerede som menneskehandlede fra 2019-21, men der er ikke faldet en eneste dom i sagerne.

– Jeg ved godt, sagerne er bevismæssigt vanskelige. Men Danmark kan ikke være helle for arbejdsgivere, der udnytter udlændinge bare for de kan. Europarådet har endda kritiseret os for vores indsats, og det kan vi ikke være bekendt. Jeg vil have justitsmisteren i samråd om, hvordan vi sikrer, at politiet handler på sagerne og får stillet bagmændene til ansvar, forklarer Karina Lorentzen.

Karina Lorentzen pressede i flere år på at ændre bevistemaet for sager om menneskehandel. Det førte til paragraffen om menneskeudnyttelse, som trådte i kraft omkring sommerferien. Det skulle gøre sagerne lettere at føre, fordi det nu kun skal bevise, at der er tale om grov udnyttelse.