TVIS’ bestyrelse har besluttet at opjustere TVIS’ takster til de ni fjernvarmeselskaber i Trekantområdet med 18 %.

Stigende efterspørgsel på biomasse på det europæiske marked er årsagen til, at Ørsteds omkostninger stiger på varmeleverancen fra Skærbækværket til TVIS, hvilket derfor også er hovedårsagen til TVIS’ prisstigning.

– Fjernvarmepriserne i Trekantområdet har historisk set været meget stabile, fordi vi har gode, lokale varmeaftaler og ikke mindst, at vi har prioriteret at fordele vores varmeaftaler ud på flere varmekilder og leverandører. I 2018 gik Skærbækværket ind i en ny drift, efter vores ejerkommuner i fællesskab investerede 80% af investeringen i ombygning til bæredygtig biomasse. Det var den rigtige beslutning dengang, fordi fjernvarmen blev hurtigere uafhængig af naturgassen. Og det er stadig den rigtige beslutning, fordi sammenlignet med andre varmekilder, så er vores prisstigninger trods alt beherskede og markant lavere, især hvis vi ser på naturgassen, hvor priserne er eksploderet, siger Lars Schmidt, bestyrelsesformand i TVIS.

Ifølge Ørsted, som ejer og driver Skærbækværket, så er Skærbækværket ikke forsynet med russisk eller hviderussisk biomasse. Men prisstigningerne skyldes stigende efterspørgsel, som er drevet af stor global efterspørgsel efter stop af leverancer fra Rusland og Hviderusland til det europæiske marked, hvilket øger efterspørgslen fra de baltiske og skandinaviske lande. Derudover er der generelt stigende inflation, hvilket giver et ustabilt marked med stigende priser.

– Det europæiske energimarked er ramt af høje priser på især el og naturgas i øjeblikket, og selvom prisen på fjernvarme er blevet langt mindre påvirket end gasfyret opvarmning, så oplever vi desværre også prisstigninger. På grund af krigen i Ukraine er flere lande i gang med at bevæge sig væk fra russisk gas, og flere begynder at bruge biomasse til opvarmning. Desuden er papirproducenter, der tidligere hentede store mængder af deres træbaseret råmateriale i Rusland, nu begyndt at købe på det nordeuropæiske flismarked. Kombinationen af større efterspørgsel på flis og et mindre udbud samt øgede produktionsomkostninger på grund af inflationen betyder, at prisen på flis er steget. Prisen på brændsel udgør den største omkostning ved at producere el og varme på Skærbækværket, og når brændselspriserne stiger, betyder det desværre også, at prisen på fjernvarme stiger, siger Thomas Lyse, Vice President i Ørsted.

Fjernvarmen udvider med stabil og billig fjernvarme -også i fremtiden

De ni fjernvarmeselskaber, som er tilknyttet TVIS, har forskellige forudsætninger for at sammensætte deres varmepriser til kunderne, men i alle områder opleves meget stor interesse for at vælge fjernvarmen, hvor det er muligt.

– Det er en meget særlig situation, vi står i på varmemarkedet, men vi kan se, at fjernvarmen har vist sit værd historisk med lave og stabile priser, og nu i en periode efter Covid19 og krig i Ukraine, så kunne man frygte, at varmen ville blive hårdere ramt. Prisstigningerne på varmen kommer i en tid, hvor der generelt er stigende forbrugerpriser, men vores forventning er også, at priserne vil falde igen over tid. Vi har opdateret vores langtidsbudget, som kommunerne og fjernvarmeselskaberne bruger til projektforslag for udvidelser til nye forbrugere, og der forventer vi, at prisen vil falde igen inden for et år eller to, siger Jørgen Nielsen, direktør i TVIS.

Fjernvarmebranchen arbejder målrettet på at bringe fjernvarmen ud til endnu flere, som er ramt af stigende el- og gaspriser, og der er stor efterspørgsel med krav fra forbrugerne om hastig leverance fra en branche, som er indrettet til grundig og nøje beregninger af både selskabs- og samfundsøkonomiske vilkår, hvor begge dele skal være positive.

– Fjernvarme er en kollektiv løsning, så der skal være god økonomi i nye projekter, også for de eksisterende kunder, men som udgangspunkt så er det en fordel, at jo flere vi er, jo flere er der til at deles om de faste omkostninger, og dermed er det billigere for alle. Og vores analyser viser også, at der er et øget potentiale på vores varmeleverancer over de næste tyve år, der svarer til forbruget i 32.000 husstande. Men vi er dybt afhængige af ekstern arbejdskraft; rådgivere, smede, rørleverandører og entreprenører. Alle ressourcer er i meget høj kurs i en branche, som på landsplan oplever samme massive efterspørgsel på begge, siger Jørgen Nielsen.

– Når vi hæver vores priser med 18 procent, så skal det sammenlignes med gaspriser, der stiger med op til 500% og det faktum at TVIS varmepris reelt er på niveau med vores varmepris tilbage i 2016. I det lys har fjernvarmen i årtier været meget stabil, fordi vi har flere stabile, varmekilder. Vi arbejder stadig med at få nye varmekilder koblet på og forventer derfor stadig at levere billigt varme fremadrettet. siger Jørgen Nielsen.