Karma By Juul slog dørene op for to år siden i Danmarksgade i Fredericia. Det har været nogle svære år, der har været præget af forskellige typer kriser, men humøret er stadig i top, slår Jan Juul fast.
– Det har været de to hårdeste år som selvstændig.
Ordene kommer fra Trine Juul, der sammen med manden, Jan Juul, først drev butikken på Vejlevej, og siden flyttede ind til byen.
– Efter to måneder kom corona, så kom krigen og så kom inflationen, men vi er stadig oprejst og har humøret i top, siger Jan Juul.
Selvom det har været nogle hårde år i Danmarksgade er flytningen bestemt ikke noget, som Jan og Trine har fortrudt.
– Vi kunne ikke udvikle butikken mere blandt de kunder vi havde på Vejlevej. De er alle kommet med herind. Vi kunne ikke lave mere derude, slår Jan fast.
Efterhånden har Karma By Juul fundet sine ben at stå på, og nu ser Trine frem til de kommende år, som hun håber bliver uden de forskellige krisetider.
– Forhåbentligt slipper vi for de bump på vejen med kriser. Jeg synes vi er positive. Vi kan stadig udvikle os, siger hun.
En af de ting, hvor Karma By Juul har udviklet sig, er at de har åbnet en webshop.
– Vi ser det som et supplement til den fysiske butik. Mange ser det som inspiration. Det er en nødvendighed at have flere ben og stå på, det digitale er meget med at finde inspiration, da man ser det som “underholdning” om aftenen, når man sidder derhjemme og surfer rundt, siger Trine.

Den nuværende inflation har sat sine spor, også hos Karma By Juul. Butikken har valgt at slukke for aircondition, og når butikken har lukket, er udstillingsvinduerne mørke, hvor de førte lyste op.
– Det er udfordrende for alle selvstændige. Under corona var der nedlukning, og mange handlede på webshops i stedet. Nu er det økonomisk krise man er i, og man må tage de hensyn man kan, siger Trine.
Noget befolkningen til gengæld har lært af de seneste par års kriser har været at bakke om det lokale erhvervsliv.
– Der er en tendens til, at man gerne vil ud i butikkerne og generelt have oplevelser. En del vælger at spise en frokost og så tage ud og købe tøj. Man har talt om butiksdød og tomme gader, men jeg tror, at mange fik øje på, hvordan det vil blive, hvis man ikke bakker op om de lokale butikker, siger Trine.
Fejringen af Karma By Juuls to års fødselsdag finder sted torsdag, fredag og lørdag, hvor der vil være gode tilbud i butikken. Fredag holder butikken åbent til klokken 19:00, og fredag vil der også være kaffe, kage og vin til kunderne.
– Så vi håber, at folk vil kigge ind og fejre fødselsdagen med os, slutter Jan.