Teater Malstrøm har præsenteret deres 2023 program, hvor der blandt andet arbejdes på at komme ud at spille en af forestillingerne ude af de vante, intime rammer i Det Bruunske Pakhus. 

– Det er et spændende og bredt repertoire, der bygger videre på de senere års opsætninger på Teater Malstrøm.

Sådan indledte teaterleder Martin Bach Sørensen præsentationen af 2023-programmet, der starter ud den 9. marts 2023, hvor Festen har premiere og spiller frem til den 22. april.

– Vi starter 2023 ud med et velkendt stykke, som er dramatiseret ud fra filmen af samme navn.

Vi mener, vi kan lave noget spændende med forestillingen her i rammerne på Det Bruunske Pakhus, forklarede Martin Bach Sørensen.

Efteråret 2023 starter med et nyt show, der følger de senere års showtradition på Malstrøm, som har budt på tre Burlesque opsætninger og senest Showdown.

– I 2023 skal vi et nyt sted hen i det Malstrømske showunivers. Vi skal ind i psyken, sagde Martin Bach Sørensen og løftede sløret for, at der er tale om Freakshow, hvor Sidsel Nygaard og Luise Lee Falslund står for koncept og instruktion.

– Konceptet i denne forestilling er psyken. Vi kommer til at skrælle alle lag af og åbne helt op for det menneskelige sind. Vi bevæger os ud i de yderste afkroge af følelser og sindsstemninger. Skyggesiderne, det maniske, det dystre og det berusende. Forhåbningen er, at publikum vil få en oplevelse, der momentvis rammer noget særligt og personligt i hvert enkelt individ. Forestillingen spiller i september- oktober 2023. Vi vender tilbage med hvor forestillingen skal spille – der er flere muligheder i spil, sagde Martin Bech Sørensen.

2023 på Teater Malstrøm kommer til at slutte af med noget velkendt. Der er tale om Halfdans Wunderkammer, der oprindeligt havde premiere i efteråret 2021 under coronapandemien, men hvor forestillingsperioden endte med at blive forkortet grundet nedlukningen op til juletiden.

2023 slutter af med noget velkendt, men alligevel noget nyt. Vi tager fat i en familieforestilling, der er udviklet her på Malstrøm af dramaturg og instruktør Sidsel Nygaard, men som nu udkommer i en udgave 2.0.

– Det er en meget smuk forestilling som i den grad fortjener at bliver præsenteret igen for publikum i alle aldre, sagde Martin Bach Sørensen.

Personerne bag forestillingerne I 2022 på Teater Malstrøm er Nanne Siff Rasmussen, Sidsel Nygaard og Luise Lee Falslund, men der kan blive føjet noget nyt til.

 – Vi vil også gerne have nyt blod ind på teatret og regner med at kunne præsentere en ny instruktør for jer til repertoirepræsentationen næste år. Vi er allerede i dialog med flere interesserede og skal finde den helt rigtige til Malstrøms særlige profil, forklarede Martin og sluttede af med at fortælle, at der faktisk kan komme en fjerde forestilling på programmet i 2023:

– Flere på Malstrøm har engageret sig i at få lavet en stor Pride i Fredericia for at hylde diversiteten og lave en stor byfestival sammen med hele byen, der byder gæster velkommen fra nær og fjern. Fredericia Pride får forhåbentlig premiere i sommeren 2023 og så vil Malstrøm også bidrage dér med en debatteater forestilling til Priden. Så det kan være der kommer en ekstra forestilling i 2023 ud over de tre vi har præsenteret, sluttede Martin Bach Sørensen.

Hvordan udvælgelses forestillingerne?

Efter præsentationen modtog Martin Bach Sørensen klapsalver, og det var tid til at kunne svare på spørgsmål. Et af dem AVISEN stillede var, hvordan en forestilling udvælges.

– Vi kigger på kompetencerne vi har her og skal ramme noget, der kan sælge billetter. Vi har en idé genereringsproces, og skal finde de rigtige instruktører, så der er flere hensyn med det, svarede Martin.

Valget af Wunderkammer giver lidt sig selv, da den var på programmet i 2021 og ikke blev spillet færdig, men hvad så med Freakshow og Festen? Det svarede Martin også på.

– Freakshow er med til at tage os et nyt sted hen og er med til at forny os og udvikle vores produkter. Festen er et bud på noget, der rører ved folk, sagde han.