FHK var i anden halvleg bagud med seks mål til Bjerringbro-Silkeborg, men det lykkedes at få udlignet til sidst. Det lykkedes ikke at holde stand efterfølgende, da Bjerringbro-Silkeborgs Mads Kjeldgaard på et frikast efter tid huggede bolden i mål til resultatet 29-28.

FHK spillede torsdag aften årets sidste hjemmekamp, og med i bagagen havde de en god hjemmebanestatistik at læne sig opad. 11 point i syv hjemmekampe var det inden kampen blevet til, ,men med en modstander i Bjerringbro-Silkeborg, som kun var noteret for et nederlag i de seneste ti kampe, var opgaven ikke nem.

Fra start gik det FHK’s vej. Efter fire minutter viste måltavlen 3-0 til FHK, og havde det ikke været for et par svipsere af Thorsten Fries i målet, kunne føringen være blevet større. Bagkæden med Reinier Taboada, James Junior Scott og Anders Kragh Martinusen boltrede sig, men som kampen skred frem sneg der sig fejl ind.

BSH fik kæmpet sig tilbage, og det lykkedes dem at komme foran. Særligt gjorde den vævre bagspiller, Ludvig Hallbäck, ondt på det fredericianske forsvar, der ikke kunne følge med ham. Ude bagfra for midtjyderne truede Mads Kjeldgaard med langskud, og de var den primære kilde til uro i FHK-defensiven, som kunne se BSH komme foran 9-8 efter 17 minutter.

adp-as.dk

Gudmundur Gudmundsson fik nok og forlangte timeout, og det fik igen sat skik på det fredericianske spil, hvor der blev færre fejl i den efterfølgende periode. Samtidig diskede Thorsten Fries op med nogle redninger, og det gjorde, at der blev udlignet til 13-13 efter 25 minutter. Det fik BSH-træner Patrick Westerholm nok af, og forlangte timeout.

Den timeout blev godt givet ud. Midtjyderne fik oparbejdet en føring i slutminutterne, og det skyldtes tildels sjusk angrebsmæssigt af FHK, men også effektivt angrebsspil af BSH, der gik til pause foran 16-14.

Fra anden halvleg start faldt FHK fra hinanden. Den ene store chance efter den anden blev brændt, og målene haglede ind i bag Fries, der chanceløs kunne se til, da BSH sendte det ene projektil efter det andet i mål. Efter 36 minutter var stillingen 22-16 til gæsterne, og løbet synes kørt for FHK.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Gudmundur Gudmundsson gik i syv mod seks og fandt en løsning med Kristian Stoklund som playmaker. Fæstningsdrengen gik forrest med det ene mål og oplæg efter det andet. Samtidig kom der smæk på lægterne, hvor man kunne mærke troen på et comeback.

Fredericianerne reducerede til 24-22 med 13 minutter igen, men hver gang muligheden bød sig for at komme på minus en, så blev muligheden misbrugt. Kampen var på vippen, og det begyndte at gå FHK’s vej til sidst. Med syv minutter igen var BSH foran 26-25, og til sidst fik FHK udlignet.

Med to minutter igen bragede Anders Kragh Martinusen bolden i kassen til 28-28, og i det efterfølgende angreb brændte BSH’s norske højre fløj, Aksel Horgen. Sigende for FHK’s kamp lykkedes det ikke at komme i front til sidst, da Martin Bisgaard fra en god vinkel blev pillet af Mikkel Løvkvist med 50 sekunder igen.

Efter et langt angreb til sidst, hvor FHK gang på gang fik afvist midtjyderne, endte det med et frikast efter tid. Det tog Mads Kjeldgaard sig af, og han sendte bolden i netmaskerne til slutresultatet 29-28.

.