Jobcenter Fredericia havde tirsdag inviteret til det største jobdating arrangement i over ti år. Arrangementet fandt sted i Fredericia Idrætscenter i hal 6, hvor flere hundrede ledige var mødt frem for at møde de mange virksomheder, der havde en stand.

Paletten af virksomheder, der var til stede, var stor. Der var alt fra vikarbureauer som Hartmanns, JKS og Moment til firmaer som Danske Fragtmænd, Wiggers & Klement, Amstrup Skilte og Opal Service. Inden turen rundt for de mange fremmødte startede var der en åbningstale ved formand for Beskæftigelse- og Sundhedsudvalget, Connie Maybrith Jørgensen (SF), og da der var omkring 50 ukrainere til stede, var der en tolk, som oversatte talen.

Efter talen gik det hele løs. Der var en masse interesserede fremmødte, der gik rundt til de forskellige virksomheder og hørte om de muligheder, der er, hvilket Connie Jørgensen glæder sig over.

– Det er utrolig positivt, at der allerede kort tid inde i arrangementet er sådan en stemning, og det ser ud til der bliver ved med at komme folk ind. Jeg håber, at der bliver lavet nogle aftaler, og det er det, der er spændende og se hvor meget der kommer ud af det, siger hun.

Til stede var også næstformand i Beskæftigeles- og Sundhedsudvalget, Turan Savas (Socialdemokratiet).

– Jeg så gerne, at der var færre mennesker, men det er fordi vi har en del ledige og vi vil gøre alt for, at folk kan finde et job og i samarbejde med virksomhederne og uddannelsesstederne håber vi, at nogle går herfra med en kontrakt i hånden, forklarer Savas.

Connie Jørgensen hæfter sig ved, at virksomhederne, der var til stede, mangler arbejdskraft, og situationen derfor var win-win for parterne.

– Vi har virksomheder, der skriger på arbejdskraft. Vi skal kigge bredt. Vi har ledige, der venter på at komme i job og de skal se jobmulighederne. Man kommer rundt og får forskellige input, i stedet for at søge den enkelte stilling, siger Connie Jørgensen.

Afdelingsleder hos job og erhverv hos Jobcentret, Lene Mønsted, fortæller om arbejdet med at få virksomhederne til at komme.

– Vi har faktisk kontaktet bredt i virksomhederne i Fredericia. Vi har ikke sat os fast på en branche. Det har vi tidligere haft og holdt arrangementer inden for lager og logistik, så alle er velkomne. Jeg synes, at opbakningen fra virksomhederne har været gode, og jeg håber, at alle kan få noget med herfra, siger Lene Mønsted.

Hele situationen med de ukrainske flygtninge har gjort forberedelserne mere omstændige.-

– Vi har ledige ukrainere i vores kommune, der gerne vil hjælpes på vej, og det er derfor vi har tolk med, som oversatte i starten også, fortæller Lene Mønsted.

Ukrainerne har sproglige vanskeligheder, men udover det, er de positivt indstillet på at finde et arbejde, lyde meldingen.

– Vi oplever, at ukrainerne gerne vil arbejde. Der kan være sproglige udfordringer, men de vil gerne arbejde, og mange af dem har gode kompetencer, slår Lene Mønsted fast.

På det overordnede plan er Lene Mønsteds håb klart.

– Vi håber, at der kommer så mange match som muligt, men vi håber også, at de ledige og virksomhederne får en god oplevelse, slutter hun.