En stor industribrand i Middelfart på Fynsvej er fortsat i gang med at blive slukket. Branden er opstået i en bygning, der blandt andet huser et autoværksted.

Opdatering klokken 15:27:

TrekantBrand er i gang med efterslukningen, oplyser de på Twitter.

Branden har udviklet en del røg, og som følge af det er området omkring Fynsvej afspærret af Fyns Politi.

– Det er et værksted, der brænder. Det tager tid. Så tidshorisonten er fortsat ukendt. Der er ikke risiko for yderligere brand. Der er røg, og røg kan være farligt, men det blæser ikke, og der er ikke tale om risiko forbundet med røgen. Der er kontrol over det, men det tager tid, sagde vagtchef Milan Holck Nielsen til TV2 Fyn tidligere onsdag.

Ved 10-tiden er slukningsarbejdet stadig i gang. Adskillige brandfolk er i gang på begge sider af bygningen på Fynsvej, og en drone er blandt andet sendt i luften for at assistere TrekantBrands arbejde, der har været i gang siden ved 4-tiden i nat, hvor de fik anmeldelsen.