Verner Panton er en af dansk designhistories største navne og udstillingen på Trapholt med navnet Verner Panton – Farver en ny verden, viser hvorfor.

Trapholt inviterede pressen på besøg i timerne før udstillingen åbnede og med Museumsdirektør Karen Grøn i spidsen og hendes kompetente medarbejdere fik vi en rundvisning og indblik i de farver som Verner Panton efterlod os.

Udstillingen er en videreførelse af installationen Lyset og Farven som Verner Panton skabte til Trapholt i 1998. Han nåede ikke selv at nyde den store succes som de farverige rum han præsenterede blev, men det kan man altså opleve igen og med mere til.

Man starter i Lyset og Farven som er en både smuk og psykedelisk oplevelse, en række af rum efterfølger hinanden, næsten som at gå inde i et kaleidoskop. Man skulle tro at det hele var koordineret fordi det første rum er grønt, foran det står den dedikerede Museumsdirektør med samme farve i efternavnet. Hun er før åbningen flankeret af Verner Pantons datter Carin Panton von Halem, som strålede om kap med farverne i rummet.

Nu var det tid til at træde ind i installationen, jeg har faktisk lidt svært ved at sætte ord på oplevelsen men lad mig prøve. Inspirerende er det første ord der falder mig ind, uanset hvor man kigger hen vækkes ens sanser. Bliver ens øjne i det pågældende rum og farve, eller lader man sig lokke mod næste rum eller farve? Det er intet mindre end genialt og jeg er taknemmelig for, at jeg ikke har oplevet den før. Hvert rum er i samme farveskala og gør forskellige ting ved ens sindstilstand, og det var essensen i nogle af de ting Verner Panton undersøgte i hans arbejde med design. Da jeg stod i bunden af installationen hvor farven var gul og kiggede mod de rum jeg havde undersøgt, vil du forstå hvorfor jeg sammenligner det med et kaleidoskop. Jeg kunne stille mig forskellige steder og demed få det mønster min synsvinkel tilbød. Jeg tog et billede for at illustrere, at Verner Panton tændte det kreative legebarn i mig, en vinkel stod som en række tuscher eller farveblyanter der bare skulle samles op og benyttes til fri leg. Jeg havde lyst til at blive der og udforske mere, det samme havde mange af de andre på rundturen, men Karin Grøn lovede os at der var meget mere at opleve.

Ude på en af gangene ser vi på et vaskeægte mesterværk, fra den spæde begyndelse med arbejdstegningerne til prototyper og færdigt produkt. Der er selvfølgelig tale om verdens første formstøbte stol med det underspillede navn Pantonstolen. Stolen lever stadig selvom den har rødder i S-stolen fra 1956 og ser efter så mange år stadig helt frisk ud.

Her er et af højdepunkterne for mig en billedserie som i 2021 nok ville sende ramaskrig gennem meetoo- og wokekulturen, men da Amanda Lear afklædte sig foran Panton stolen i 1970 blev det et kæmpe hit. I 1971 bragte det engelske magasin Nova billedserien, Verner Panton var vild med ideen og ville gerne bidrage til den frie kærlighed i 70erne med sit design. Stolen er efterfølgende blevet kaldt, den mest sexede stol i verden.

Vi kommer nu ind i den sidste del af udstillingen hvor vi ser nærmere på nogle af de mange bedrifter Verner Panton har beriget verden med. En af dem der gør størst indtryk på mig er hans indretning af det tyske mediehus Der Spiegel i Hamborg. I 60erne bad Der Spiegel den unge design komet om at indrette deres kontor og de fik efter min vurdering en noget flippet, farverig og markant anderledes arbejdsplads. Her legede Verner Panton allerede med følelserne og farverne på sådan en måde at de administrative lokaler blev holdt i røde og orange farver grundet flertallet af kvinder i denne afdeling. Jeg kan slet ikke forstå hvordan det mon har været arbejde i sådanne omgivelser hvor noget af det i dag ville ligne kulisser til en hypermoderne film ude i fremtiden, eller en topmoderne natklub.

Og blandt de mange andre ting, der gør stort indtryk er legetøj som Verner Panton designede i 1975 under navnet Pantonaef. Det er farverigt og firkantet, det er igen noget som minder om nutiden dog bare mere i den digitale form. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Minecraft som er et kæmpe hit blandt børn, her opbygges verdener af simple pixels eller firkanter.

Der er så mange stærke indtryk og sammen med Karen Grøn fortæller de to kuratorer Sara Staunsager og Emilie Victoria Raundahl levende om de mange fascinerende ting Verner har skænket verden.

Her er rum med lyde som den danske designer også eksperimenterede med, hvordan er det at arbejde i et rum med lyden af hønsegård eller vind, frem for musik eller liv? Der er slet ingen tvivl om at Panton var et kæmpe legebarn og tak for det.

Den sidste ting jeg stifter bekendtskab med er Fantasy Landscape som er en installation som nu er i hænderne på Trapholt. Det er et rum hvor der er vendt op og ned på alt, man kan gå ind i landskabet uden sko på, og det er lige så sært som det lyder. Forestil dig et 48 m2 stort møbellandskab, af bølgende ekstravagante former i stærke intense farver. Man ved ikke helt hvad der er gulv eller loft, eller om man er i noget helt andet end en firkant af stof.

Jeg var kendt med Panton før jeg kom til udstillingen og lidt fan, nu er jeg blæst bagover og kæmpe fan.

Udstillingen har også gjort indtryk på kurator Sara Staunsager som jeg talte med efter rundturen.

– Det er sådan en stor forløsning at det lykkedes, det har været et projekt der har været undervejs længe. Vi har stået på hovedet i arkiver, det er et stort researcharbejde, det har taget lang tid at grave materiale frem men også fysiske genstande. Lyset og Farven er en stor udstilling i sig selv og det andet du har set med Visiona og den kronologiske del er en udstilling for sig.

Har det været noget af et detektivarbejde?

– Ja, det har det med store bogstaver. Når man arbejder med samlere så er det som en sneboldeffekt, den ene samler kender den næste. Vi er gået ud af tangenter for at finde genstande, særligt med Lyset og Farven har vi givet os selv et stort benspænd fordi vi ville genskabe installationen 1:1. Nogle af genstandene har vi simpelthen været nødt til af få produceret, blandt andet de store Dodecahedron lamper.

En af de ting som Trapholt er stolte af er, at Verner Pantons berømte tale som nu for første gang bliver trykt.

– Det er første gang at det bliver trykt på dansk i sin hele længde, det er ikke sket før, det er også første gang at nogen arbejder med talen på det niveau vi gør. Vi bruger den til at præsentere Verner Pantons ideer og visioner. Vi har blandt andet med erhvervelsen af Fantasy Landscape udvidet vores samling betydeligt. Vi havde den sidste store udstilling med ham inden hans død i 1998, så vi havde en pæn stor samling i forvejen, men med vores nye udstilling har vi en markant større samling. Der er mange der kender Verner Panton for et enkelt design, det kunne være en stol eller en lampe, men med den her udstilling så sætter vi ham i en kontekst, Lyset og Farven er en ting hvor man virkelig kan se Verner Pantons ideer og hvor konceptuel han faktisk var. Det er de totale installationer der desværre er gået tabt mange steder, de indretninger findes ikke mere, det er i virkeligheden der man ser hans ideer og hvem han er.

VERNER PANTON – FARVER EN NY VERDEN kører frem til 14-08-2022 på Trapholt, Æblehaven 23, 6000 Kolding.

Skriv en kommentar