I 1905 begyndte oprøret med zaren i Rusland. Fattigdom og nød blandt befolkningen var en af årsagerne. Forskellene mellem magthaverne og undersåtterne var så store, at det var muligt at hverve utilfredse sympatisører til en sag om at give magten til ”folket”. Men man skulle forbi 1. verdenskrig og frem til oktoberrevolutionen i 1917, før kommunisterne endeligt overtog magten i dette enorme land. Til gengæld tog det ikke lang tid før, man kunne konstatere at kommunisterne praktiserede en nådesløs brutalitet mod deres modstandere, internt som eksternt.

Lenin, der var revolutionens absolutte helt og leder, udsendte den 23. januar 1918 en erklæring om ”det arbejdende og udbyttede folks rettigheder”. Ideologierne blev grundelementet i den russiske stat, og snart også de andre stater, der blev indlemmet i det kommunistiske diktatur. I april 1918 besatte Tyskland, Ukraine, der i 1923 også blev indlemmet i Sovjetunionen. De sidste krampetrækninger fra det tyske kejserrige var en opbakning til revolutionen i Rusland for, at man kunne fjerne østfronten og koncentrere sig om vestfronten. Med henrettelsen af Nikolaj den 2. og hans familie, Zaren af Rusland, var det kommunistiske århundrede ankommet. En bevægelse der ville dominere det 20. århundrede som en af verdens to store ideologiske retninger.

Kommunismen var ikke en russisk opfindelse. Bevægelsen ulmede mange steder i verden. Men den kommunistiske verdensrevolution fik sit hovedkontor i Moskva, hvorfra russerne fra 1917-1991 med krige, efterretningstjenester, propanda og penge forsøgte at bistå kommunister over hele verden med at vælte andre landes regeringer. Man er nød til at indse at bevægelsen ikke kun havde et mål om nationalitet eller geopolitik, men derimod så kapitalismen som hovedfjenden, der skulle slåes ned, så man kunne få en kommunistisk verdensorden. Den hårde kerne i ledelsen af den russiske revolution blev helte, der havde befriet ”folket” fra ondskaben, og nu var man i fuld gang med at skabe ”det perfekte samfund”. Sådan lød parolerne.

Det hele blev styret fra Moskva, hvor kommunisterne udviklede et omfattende politisk system, der kontrollerede stort set alle aspekter af undersåtternes liv. Det er i dette lys, man skal forstå Vladimir Putin, de russiske oligarker og den udenrigspolitiske situation med krigen i Ukraine, der brød ud den 24. februar 2022 med Ruslands invasion af landet. Et land, der kun kort havde været selvstændigt i 1917-1920, men ellers var blevet flået frem og tilbage mellem Rusland og Polen. Først med Sovjetunionens kollaps i 1991, fandt man atter sin nationale identitet, da chancen uventet bød sig til. Her kan man også bemærke at den russiske zar i 1876 forbød det ukrainske sprog i skoler og på tryk. Og at Stalin i perioden 1930-1934 gennemførte modbydelige, brutale udrensninger og tvangskollektiviseringer af landbruget i Ukraine. Det er historien, det er Ukraines identitet.

Brutaliteten og den rå magtudøvelse blev for alvor etableret i Moskva, da en af Lenins lærlinge, Josef Stalin, fik magten i det kommunistiske parti. I 1922 blev Stalin generalsekretær for Ruslands kommunistiske parti. Han var en mester i partiretorik. Selvom han ikke var russer, men kom fra Georgien, anvendte han brutale og manipulerende metoder til at udrydde sine konkurrenter. Da Lenin døde i 1924 begyndte Stalin at skabe et jerngreb om partiapparatet. En efter en faldt konkurrenterne. Han anvendte blandt andet skueprocesser, hvor folk bekendte alverdens skyld og forræderier, ofte for at redde deres børn eller ægtefæller. Samtidig etablerede han et strengt og etsporet partisystem, hvor hans magt blev segmenteret som urokkelig og hvor han selv blev fremstillet som en gudeskikkelse.

Den kommunistiske verdensrevolution gjorde det muligt for kommunisterne i Moskva at trække på borgere fra andre lande, der frivilligt rejste til Rusland og forrådte deres lande. Man etablerede en partiskole i Moskva, hvor også danskere studerede de kommunistiske paroler. Herefter blev mange sendt tilbage til deres hjemlande, hvor de arbejdede aktivt for den kommunistiske ideologi, og ofte med Ruslands interesser i centrum. Også her kan man finde forklaringer på den russiske selvforståelse. For under kommunismen var man en supermagt, der havde indflydelse på lande ud over hele verden: Moskva var centrum for storpolitik.

Under anden verdenskrig blev kommunisterne udråbt som nazisternes hovedfjende. Først indgik Stalin en aftale med Hitler, hvor man delte Polen mellem sig. Herefter angreb Tyskland Sovjetunionen og det lykkedes tyskerne at nå helt frem til udkanten af Moskva, før den røde hær møjsommeligt og med hjælp fra vesten og en isvinter kunne begynde at trænge tyskerne tilbage. I nøden og efter angrebet mod Sovjetunionen indgik kommunisterne en alliance med USA og England, og i den sidste ende var det den røde hær, der erobrede Berlin. Umiddelbart efter anden verdenskrig krævede Stalin sikkerhed mod et nyt angreb fra Tyskland. I realiteten udøvede han dog rå, geopolitisk magt, da han så en mulighed for med et fingerknips at indlemme østeuropa under den kommunistiske paraply. Aftaler om landes selvstændighed og frie valg blev tilsidesat, og Østtyskland, Polen, Ungarn, Tjekkoslovakiet, Rumænien og De Baltiske Lande blev indlemmet i det kommunistiske imperium. Dukkeregimer der svor troskab mod Moskva blev indsat, og enhver opposition knust.

Alt dette blev styret fra Moskva. Den kolde krig var en realitet, da amerikanerne langt om længe indså, at man ikke kunne forhandle med Stalin. NATO blev dannet den 22. april 1949, og forsvarspagten var helt indtil Sovjetunionens kollaps den eneste beskyttelse for mange europæiske lande. Men Moskvas magt rakte helt ind i Europas hjerte. Da Stalin døde i 1953 efterlod han sig en supermagt. Han blev afløst af andre kommunister, der i tæt forening med militæret og efterretningstjenesten fastholdte magten uden hensyntagen til befolkningerne. I 1989 blev det endelig for meget for befolkningerne i de østeuropæiske lande

Når Vladimir Putin, den tidligere efterretningsofficer i kommunisternes efterretningstjeneste, KGB, træder ud på podiet i Kreml, så er det med dette imperiums tankegang og rationale i baggagen. Russernes stolthed og ære er dybt præget af den kommunistiske storhedstid, hvor man havde indflydelse over hele kloden og med en kæmpe hær i konstant alarmberedskab. Efter Sovjetunionens kollaps i 1991 begyndte NATO og vesten at indlemme de lande, der tidligere havde været besat af kommunisterne og Moskva, for på den måde at sikre dem mod Ruslands potentielle forsøg på at genetablere deres magtsfære. Der har ikke været nogen tradition for demokrati i Rusland, og de forsøg man efter 1991 har gjort på at få demokratiske institutioner er slået fejl. Ikke mindst på grund af tidligere KGB-folk som Putin, hvis indflydelse i det russiske samfund igen og igen har fået demokratiske tiltag til at smuldre.

Derfor er Rusland i dag et diktatur. Putin optræder i de samme rammer som en af historiens største diktatorer, og på baggrund af hundrede års undertrykkelse af sit folk. Og før kommunisterne, zarens undertrykkelse af folket. De omkringliggende lande har historisk ikke haft mulighed for at være i fred fra denne russiske selvforståelse. En selvforståelse der handler om Ruslands storhed og betydning, hvor ydmygelserne fra de demokratiske lande i vesten efter Sovjetunionen faldt fra hinanden, kun kan imødegås med magtdemonstrationer som invasionen af Ukraine den 24. februar 2022.