Torsdag blev der afholdt regionsmesterskabet i SOSU skills i Fredericia Idrætscenter. Vinderne blev Signe og Rebacca fra Midt- og Vestjylland, men Sosu FVH’s formand, Søren Larsen hæftede sig mere ved, at man sætter fokus på faget.
Det er ikke altid de bedste historier, der kommer ud fra SOSU-faget. Dårlige arbejdsvilkår og nedladende omtale om at “tørre røven” på ældre mennesker sætter ofte overskrifterne, men torsdag gjalt det noget andet.
Der blev afholdt regionsmesterskabet i SOSU skills, hvor elever kæmpede mod hinanden om at kvalificere sig til DM i Skills, der afholdes i Fredericia i februar 2023.
– Jeg bliver overrasket hver gang jeg er til events som dette. Fagligheden er virkelig høj, siger formand for Social- og Sundhedsskolen Fredericia – Vejle – Horsens, Søren Larsen.
Netop fagligheden er vigtig for Larsen. Han håber at sætte fokus på at give faget god omtale, og det er event med høj faglighed med til.
– Jeg håber en konkurrence som dette giver mere omtale, ikke mindst når vi får DM i Skills til februar. Jeg håber det kan åbne øjnene for de håndværksmæssige fag vi har, ikke mindst på SOSU-området. Det er velfærdsstatens frontkæmpere og hjælpere, siger Søren Larsen.
Som politiker er han formand for senior- og socialudvalget. Dermed er det et område, som han særligt frænde for.
– Det er faktisk med udgangspunkt i udvalget, at jeg valgte at søge ind som formand på SOSU-skolen. Jeg vil forsøge at binde de to verdener sammen, og skabe et bedre samarbejde mellem skolen og kommunen. Kan vi binde det sammen, kan vi få bedre rekruttering, fortæller Søren Larsen.
Til regionsmesterskaberne var der to simulationsstuer indrettet til to borgere. Eleverne havde 25 minutter til at gennemføre opgaverne, og blev nøje fulgt af dommerne. Deltagerne skulle yde både pleje og rehabilitering, og blev bedømt ud fra det.














