Sydøstjyllands Politi måtte i nat eftersætte en bil, der kørte uden lys på motorvejen ved Fredericia.
Tirsdag klokken 00:24 fik politiet en anmeldelse om, at en bil kørte uden lys på motorvejen i sydgående retning.
Politiet rykkede hurtigt ud, og gav tegn til, at bilen skulle standse, oplyser vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard. I stedet for at standse kørte bilen dog fra politiet, og kørte af motorvejen ved Skærbækvej i Fredericia, hvor den fortsatte mod Hejse Kro.
Der holdt der en anden patrulje, som havde havde lagt en sømmåtte ud, og på den måde fik politiet standset bilen igen klokken 00:35. Føreren af bilen var en 26-årig mand, der ikke er fra Fredericia. Foruden ikke at efterkomme politiets anvisninger om at stoppe, sigtes han for spirituskørsel.
Alle oplysninger bragt i denne artikel er oplyst af Sydøstjyllands Politi ved den daglige pressebriefing.