Efter fem år som folketingskandidat for Socialdemokratiet i Fredericia, har Jens Jonatan Steen besluttet at lade stafetten gå videre.
– På trods af en valgkamp, der gav gejst. Flere nye venskaber end man kan tælle. Og et historisk godt valgresultat i Fredericia. Så må jeg erkende, at missionen ikke lykkedes. Jeg havde drømt om at kunne give Fredericia det mandat, som byen så inderligt fortjener. Men jeg må også erkende, at det ikke lykkes. Derfor har jeg nu besluttet at tiden er inde til at give stafetten videre, siger Jens Jonatan Steen og fortsætter:
– Det har været en stor ære og kæmpe fornøjelse at være på plakaten ved de to sidste Folketingsvalg i Fredericia. Sammen med verdens bedste socialdemokrater er vi gået frem ved begge valg. Med 10.317 stemmer i 2022 har vi fået det bedste valg til Socialdemokratiet i Fredericia i næsten 15 år.
Partiets lokale formand, Mads Funding, takker Jens Jonatan Steen for indsatsen.
– Vi skylder Jens en stor og varm tak for en massiv og dedikeret indsats for at få et flot valgresultat. Socialdemokratiet gik pænt frem med Jens Jonatan i front og nu solidt placeret som kommunens største parti, også til folketingsvalg. Det har Jens en kæmpe del af æren for. Partiet går straks i det nye år i gang med at finde en ny folketingskandidat, og den proces vil forhåbentlig være tilendebragt i løbet af et par måneder, siger Funding.
Partiet har endnu ikke meldt ud, hvem deres nye folketingskandidat bliver.