Vibe Dyhrberg strøg ind i byrådet for Socialdemokratiet i Fredericia. Hun fik tredjeflest stemmer, og blev i partiet kun overgået af garvede Ole Steen Hansen og borgmester Steen Wrist. Nu er der snart går et år med det politiske arbejde i byrådet, og én ting overrasker hende.

Som førstegangsopstillet sprang Vibe Dyhrberg den socialdemokratiske liste, hvor hun var nummer ti og alligevel hentede 371 personlige stemmer. Hun blev i første omgang tildelt en næstformandspost i Unge- og Uddannelsesudvalget samt en almen post i Senior- og Socialudvalget, og senest er hun også blevet medlem af Børne- og Skoleudvalget, da Connie Maybrith Jørgensen udtrådte af det for at komme i Økonomi- og Erhvervsudvalget i stedet for Ole Steen Hansen.

Mange ting er sket i det seneste år, både politisk, men også personligt for Vibe Dyhrberg, som skulle lære det hele at kende.

– Når nogen spørger, siger jeg, at jeg har haft en stejl læringskurve. Det er mange ting, som man skal lære og sætte sig ind i, det kan godt være svært. En ting er at stille op til byrådet, og noget andet er at sidde der, konstaterer hun.

Vibe Dyhrberg har selv en baggrund inden for de felter, som hun arbejder med politisk, og derfor kommer det ikke bag på hende, men der er andre sider af arbejdet, som har været udfordrende.

– Den tekniske del af det er svært. Noget af det ved jeg noget om, qua det jeg har lavet tidligere. I forhold til Unge- og Uddannelse er det et delvist nyt udvalg, hvor vi lige skulle finde ud af, hvad vi dækker, men det er en stor post. Der er mange ting at forholde sig til, siger Dyhrberg.

Én ting er kommet bag på den nyvalgte socialdemokrat.

– Det, der overrasker mig mest, er tiden man bruger. En ting er, at min kalender siger, hvornår jeg har møde, men jeg skal også forberede mig. Da jeg startede i januar, ledte jeg efter et job. Jeg havde lige afleveret en bachelor og blev uddannet socialrådgiver, og fik først et fuldtidsjob i august, så der har været nok at se til, siger Vibe Dyhrberg.

I forbindelse med det private arbejde har Vibe Dyhrberg fået lavet det således, at hun har fri de dage, hvor der er udvalgsmøde, og så optjener hun flextid ved at arbejde ekstra. Netop dét gjorde også, at hun kunne mødes med AVISEN midt på dagen.

– Det kræver både noget af min arbejdsgiver, men også af det team jeg er en del af. I dag arbejder jeg hjemme og bruger flex på at være til møder, så der er jeg ikke til rådighed for mit team, forklarer hun og skyder på, at hun bruger 15-20 timer politisk hver uge, foruden sit 37 timers job.

Privat har Vibe Dyhrberg fire børn, og det klæder hende på til at sidde i flere af de udvalg, som hun gør. Hun har både børn i ungdomsuddannelsesalderen, i Folkeskolealderen og til daginstitutionsalderen. Pr. automatik er hun derfor klædt på til det felt, der interesserer hende politisk.

– I politik handler det om mennesker for mig. Det kørte jeg på i min kampagne, og det er også stadig det, der interesserer. Det med teknik og miljø har jeg nogen der ved noget om – og det skal de bare hygge sig med, sige hun og griner.

Også inden for Social- og Seniorudvalget har Vibe Dyhrberg en baggrund, der klæder hende på.

– Jeg er nu uddannet socialrådgiver og er tidligere SOSU, og det gør, at jeg ved en masse om de ting, og kan komme med faglige indspark, sige hun.

En bagside af medaljen politisk er, når der skal træffes hårde beslutninger. Det er blandt andet sket i budgetforhandlingerne.

– Det er hårdt, mest fordi man sagtens kan sætte sig ind i tingene og så skal vi afgøre tingene. Det kan være lidt angstprovokerende at beslutte noget, der kan påvirke andre menneskers liv, men det er noget af det, man har sagt ja til. Men man skal have mod til det, ellers skulle man ikke være stillet op, udtaler Vibe Dyhrberg og fortsætter:

– Vi lavede et budget, hvor vi traf en beslutning om at lukke Kompetencekollegiet og det gav knubs, men sådan er det. Jeg står ved den aftale, vi har lavet. Jeg stoler på, at vi får et bedre tilbud med bedre boligforhold, slår hun fast.

Af fremtidigt arbejde ser Vibe Dyhrberg frem til at arbejde med det kommende Campus, hvor hun er i styregruppen, og på kortere sigt glæder hun sig specifikt til februar 2023.

– Der kommer skills til Fredericia. Jeg var selv med i Høng til dette års udgave med borgmesteren, så jeg er spændt på, hvordan det bliver her. Jeg har taget fri alle tre dage for at være der, slutter Vibe Dyhrberg.