Mange danskere vågnede op til sne, frost og temperaturer under frysepunket. Men det er i første omgang sidste dag med sne. Der meldes samtidig om sne og isglatte veje.

Et ellers meget mildt efterår fik i denne weekend et koldt pust fra øst, og et lavtryk over Kattegat giver i dag vinterlige byger mange steder.

– I gård aftes og i nat har særligt den nord- og østlige del af Jylland fået mange snebyger, og selv om det officielle snemålinger først indløber i løbet af formiddagen skønnes det, at der lokalt kan være faldet op mellem 10 og 20 cm sne, skriver meteorolog Trine Pedersen fra DMI.

– Mens muligheden for at bygge en snemand eller tage en rask kælketur er særdeles gode mange steder i de nord- og østlige egne, er mulighederne noget mere begrænsede mod sydvest, hvor der dels ikke er faldet ret meget sne, og det er også her temperaturen ventes at bliver højest, op til 4 graders varme, slutter hun.

Fra i aften og natten til tirsdag ser det dog ud til at vintervejret er overstået for denne gang, og resten af ugen bliver mild og med regn.