Der er 250.000 kr. på højkant, når seks grønne iværksættervirksomheder, under Klimafolkemødet i Middelfart, skal dyste om at blive den tredje vinder af konkurrencen Årets Klimaiværksætter
Genbrug af tennisbolde, dyrkning af kød via stamceller samt sæbe og kosmetik baseret på bæredygtige ingredienser. Det er forretningsidéerne bag tre af de seks virksomheder, som er nomineret til titlen “Årets Klimaiværksætter 2022”. Vinderen skal findes fredag 2. september kl. 11-14 under det nationale klimafolkemøde i Middelfart, og de seks finalister er fundet i et bredt ansøgerfelt.
– Det er nu tredje år, vi kårer Årets Klimaiværksætter. Hvert år har jeg været bekymret for, om der findes tilstrækkeligt med gode kandidater. Og det må jeg bare sige, at det gør der. Det vrimler faktisk med nystartede virksomheder, som kombinerer gode forretningsidéer med produkter eller teknologier, som bidrager positivt til den grønne omstilling, siger kommunikationsdirektør Bjarne Jacobsen fra Middelfart Sparekasse.
I samarbejde med de seks regionale erhvervshuse bliver der fundet kandidater fra hele landet, og Middelfart Sparekasse donerer 250.000 kr. til den fortsatte udvikling af vinder-virksomheden.
Et stort skub fremad
I 2021 var det Mewalii, der løb med sejren. Virksomheden udvikler bæredygtige og bionedbrydelige hygiejnebind.
– Vi er stadig i udviklingsfasen, og de 250.000 kr. har hjulpet os godt på vej mod at få vores bind i produktion, hvilket nu er lige om hjørnet. Samtidig gav konkurrencen os mange kontakter og åbnede nye muligheder for os, siger Frederikke Dahl, som har stiftet Mewalii sammen med Simone Westergaard.
De var, som sidste års vindere, med til at udpege de seks virksomheder, som skal i finalen i år, og de er imponerede over feltet.
– Det var en vildt svær opgave at finde finalisterne, for alle kandidater var meget stærke, siger Frederikke Dahl.
Hele landet er med
Ikke desto mindre lykkedes at finde seks finalister. For at sikre repræsentation fra hele landet, så skal der findes én finalist fra hvert af de seks erhvervshuse. ARIS Robotics, Fyn; Meat Tomorrow, Hovedstaden; Dots.Recycling, Nordjylland; FuelVision, Sjælland; Textile Change, Sydjylland; samt NorFalk fra Midtjylland er navnene på de seks finalister.
På scenen, i Middelfart Sparekasses hovedsæde, skal de den 2. september levere deres livs måske vigtigste pitch for de fire dommere, som skal finde vinderen. De fire dommere er: Astrid Haug, selvstændig inden for bl.a. sociale medier og klimakommunikation, Tine Thygesen, iværksætter og bestyrelsesmedlem, Flemming Møldrup, livsstilsekspert og virksomhedsrådgiver, samt Martin Baltser, adm. direktør i Middelfart Sparekasse.
Der er et begrænset antal pladser til at overvære konkurrencen, men det er muligt at følge med via livestreaming på folkemødeområdet uden for sparekassens hovedsæde.