I 2006 blev Twitter grundlagt. Det blev en del af den bølge af nye medier, som de gamle medier hurtigt fik døbt ”sociale medier”. I 2013 blev virksomheden børsnoteret og med mere end 330 millioner aktive brugere om måneden, burde det være en ideel måde at tjene penge på. Men i den sidste ende har Twitter haltet gevaldigt efter konkurrenter som Facebook og Google, når det kom til at indkassere de store milliardbeløb, der mere eller mindre kom automatisk i takt med at de nye medier overtog annoncemarkedet fra de gamle medier.
Twitter blev mere end nogen anden platform til et sted, hvor idealismen på venstrefløjen kom til udtryk. Da Woke-bevægelsen for alvor tog fart i 2016 red Twitter med på bølgen. De forretningsmæssige perspektiver kom i anden række. En stor hær af moderatorer var beskæftiget med at undertrykke og udrense kommentarer og informationer på Twitter, som man af den ene eller anden grund ikke brød sig om. Det skete på en sådan måde at der for mange ansatte var tale om en rendyrket religion. Mange af dem har efterladt betydelige vidnesbyrd herom på Twitter selv, hvor de bramfrit har udtalt sig kritisk overfor modstridende politiske holdninger eller personer udenfor Wokeismens lange arme.
I store perioder benægtede Twitter og Twitter-hæren eksistensen af censur og undertrykkelse af informationer. Man lod forstå at der udelukkende var tale om saglige årsager til at konti blev lukket ned. Begreb som ”farlig tale” eller ”hadtale” florerede på alle de store amerikanske platforme, der alle som en var underlagt den samme ideologiske kultur. De nye medier var i den grad Wokeistiske højborge. Tolerancetærsklen overfor modstandere af Woke-doktriner var særdeles lav. Nogle blev bandlyst eller undertrykt for alene at nævne bestemte navne. Andre fordi de fik stor tilslutning blandt brugerne.
Det var et kapløb om at kontrollere det offentlige rum i den digitale verden. De førende magter i den henseende var Facebook, Twitter og Youtube. Som stålsatte bastioner for censuren, ofte i strid med lovgivningen i de vestlige lande, omtalte man sig ganske vist som et ideal for moderne kommunikation. Men reelt var man instrumenter for regeringer og interesseorganisationer, der med bål og brand forsøgte at påvirke platformene til at gå deres ærinde. Folk der påstod at der fandt en sådan censurering og kontrol sted, blev betegnet som sølvpapirshatte og konspirationsteoretikere.
Indtil 2022.
Twitter var i alvorlig krise. Omkostningerne oversteg indtjeningen på platformen, der fortrinsvis kom fra annonceindtægter. Hæren af ideologer og kontrollanter af hvad man måtte sige, se og høre, kostede en formue. Med hovedkontor i San Francisco i Californien, var Twitter mediernes store forelskelse. Hvor Facebook havde udviklet et sindrigt dataindsamlingssystem, der nøje overvågede brugerne og solgte deres viden videre til annoncørerne, var Twitter langt mere mådeholdent. Til gengæld var Twitter langt mere slagkraftig end Facebook. For på Twitter kunne udsagn sprede sig med lynets hast. Derfor har det også været en stående joke, at mange af de gamle mediers historier kom fra Twitter.
Da en af verdens rigeste mænd i april 2022 pludselig annoncerede at han agtede at købe Twitter for 44 milliarder dollars, sendte det en chokbølge ud over det etablerede landskab af meningsdannere, kendisser og kontrollanter af den offentlige diskurs. Den 27. oktober 2022 blev salget en realitet. På den mest provokerende måde vandrede Elon Musk ind på Twitters hovedkontor for øjnene af hæren af kontrollanter og Wokeister med en håndvask i hænderne. ”Let that sink in”.
Musk har udtalt, at virksomheden står i en katastrofal økonomisk situation. Den virksomhed han havde købt, havde ikke økonomien under kontrol. Han så kun en løsning, nemlig at skære ned på omkostningerne, hvilket hovedsageligt betød den afsindigt dyre hær af kontrollanter. Med en almindelig købmandsfornuft ønskede han at gøre det billigere at drive Twitter. Hvis det ikke ligefrem var nødvendigt for at virksomheden kunne reddes. Fyringerne blev i de fleste gamle medier og af tilsvarende mange kommentatorer betegnet som en politisk handling. Nu var ”Twitter et farligt sted at være”. For uden kontrollanterne fik alverdens ondskab lov til at komme op til overfladen , skulle man forstå. Samtidig påstod man at det var helt bevidst fra Musks side. Han ønskede at fremme ”hadtale”. Flere kendisser forlod Twitter med flammende båltaler. Flere med argumentet om at man ikke ville støtte en ”rigmand”. De fleste forlod dog ikke Facebook, der også ejes af en ”rigmand”.
Men forskellen var Elon Musk. Han angav at ville styrke ytringsfriheden og retten til frie informationer. Det blev fejet til side af kritikerne:
De fleste wokeister går ind for censur, som de dybest set mener er nødvendig for samfundet. Denne censur skal naturligvis udføres efter deres ideologiske overbevisning. Argumentet er stort set, at hvis man kun hører det man gerne vil, så er man tryg og sikker. Omvendt er man utryg og usikker, hvis man hører noget, man ikke vil høre. At der på stort set alle de nye medier er adskillige muligheder for at blokere folk, man ikke ønsker at høre på, lader til at være irrelevant. Eller at man dybest set ikke er nød til eller afhængig af at være på et af disse medier, er tilsvarende og tilsyneladende også irrelevant.
Men hvad handler det så om?
Det handler om at de nye medier er så magtfulde, at den der kontrollerer retten til hvilke informationer, der må ses, også kan få et betydningsfuldt momentum. Ikke mindst politikere har opdaget hvor betydningsfuldt de nye medier er. I realiteten bruger vestlige politikere primært de gamle medier som et supplement til de nye medier. Det er deres egne kanaler, der i dag er de vigtigste. De store politiske budskaber lanceres på de nye medier, og så må de gamle medier forholde sig til dem bagefter. Hvis overhovedet.
Men det kribler i fingrene på mange politikere. For de vil gerne have kontrollen over den offentlige samtale. Få har besindighed nok til at se det store billede. Af samme årsag er det en udbredt opfattelse blandt mange politikere at de nye medier skal reguleres. I et tæt parløb med de skadelidte gamle medier har man i snart et årti kørt en fast forankret kampagne om alle de ”skadelige” effekter af at anvende de nye medier. Artikel efter artikel, udtalelse efter udtalelse. Det er farlig, det er farligt, det er farligt.
Men ikke mere end at man selv anvender det hver eneste dag. Under det netop afviklede valg til Folketinget anvendte de fleste politikere de nye medier, hvor de også flittigt betalte for at annoncere.
Mere skadeligt er det så åbenbart altså heller ikke.
Nej, det er kontrollen over disse magtfulde organer, der arbejdes på bag kulisserne. Facebook og Google er helt på bølgelængde med den ambition. I 2013 kom Edward Snowdens afsløringer af den totale overvågning der fandt sted i samarbejde med de vestlige regeringer. Lovgivning eller ej, det gjorde man bare. I 2022 kom Elon Musks afsløring af hvordan et tæt parløb mellem de nye medier og regeringerne systematisk har påvirket, hvad man overhovedet kan se. Den sidste afsløring har de gamle medier stort set ignoreret. Af uransagelige årsager. I stedet for har man forelsket sig i historien om den onde rigmand, der sender ondskab afsted fra ”det yderste højre”. Et klassisk træk for wokeister, der ynder at beskylde en hver kritiker for at være højreradikal. Her skal man minde dem om den ekstreme venstrefløj, der fremelskede Blekingegade-banden, De Røde Brigader eller Bader-Meinhof-gruppen. Det er nemlig ikke sådan at ekstremisme kun findes på den yderste højrefløj. Tværtimod. Enhedslisten blev dannet, da man blev tvunget til at lukke DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, i 1989. Et parti der i en menneskealder havde taget imod ordrer fra en fremmed magt – Rusland/Sovetunionen – med henblik på at omstyrte det danske samfund og gennemføre en revolution.
At vi måske befinder os i en dystopisk fremtid bør således være indlysende. Man kan uden problemer gå tilbage til mesterværket ”1984” af George Orwell, hvis man er interesseret i, hvad det er for noget. Her er man nemlig altid i krig. Der er altid undtagelsestilstand. Via et kontrolorgan man kalder for Sandhedsministeriet, sørger man for konstant at revidere historien til ukendelighed. Man ved således aldrig, hvad historien virkelig var. Det er også irrelevant for Big Brother, der styrer det utopiske samfund. For sandheden er altid, hvad man nu engang har bestemt, den er.
Der er med andre ord ikke brug for en objektiv sandhed. Noget de fleste kan erkende i fællesskab. Det er selve vidensdelingen, der er i krise. På alle fløje er troen på en fælles virkelighed ved at smuldre. Og en af de vigtigste årsager kan være at så mange hele tiden arbejder på at skabe mistillid til andres meninger. Miskrediteringen af enhver modstander er den måske mest undergravende faktor i demokratiernes kapløb mod afgrunden. Da krigen i Ukraine brød ud, gik EU ind og forbød den russiske statsfinansierede tv-kanal, RT. Man brugte den begrundelse at man ikke ønskede denne propaganda i Europa. Dermed lukkede man også en af de få muligheder for indsigt i den russiske selvforståelse, der var i vesten. Samtidig tog man muligheden fra utallige intellektuelle, der måtte fortrække at vurdere selv, hvad de kunne tåle at se og høre. Lukningen af RT er muligvis en af de mest skelsættende beslutninger, fordi det afslører hvor svage demokratierne er, når de mener befolkningerne ikke selv kan skelne mellem den viden, de bliver præsenteret for.
Det er denne barnepigestat, der er så ombejlet i den nuværende, politiske kultur. Kort sagt så ved politikere og embedsfolk hvad der er bedst, vi må vide.
Under coronapandemien fik denne tankegang fuld rækkevidde. På ekstrem kort tid fik vi indført digital kontrol af social adfærd. Ofte med stor billigelse fra befolkningerne, der var villige til at afgive rettigheder på rekordtid, som deres forfædre havde kæmpet til døden for at opnå. Og som i ”1984” er der jo altid krig. Corona blev straks afløst af krigen i Ukraine. Og før corona var der krigen mod terror. Og så videre. Og så videre.
Hvorfor så mange almindelige mennesker er villige til at omfavne censur og ikke selv ønsker at tage stilling til, hvad de må få at vide, er det måske vigtigste vidnesbyrd om, hvordan informationssamfundet har udviklet sig. Vi er gået fra en revolution i 1990’erne, hvor internettet fratog de gamle medier monopolet på at blive hørt, til en tid hvor de nye medier er kommet under politisk kontrol. Ganske vist er internettet endnu frit. Man kan fortsat melde sig af de nye medier som Facebook, Twitter eller Youtube. Og der er også alternativer.
Men bliver det ved med at være sådan?
Vil vi komme dertil, hvor der indføres en generel censur på internettet? En tid hvor den til enhver tid siddende politiske klasse vil forhindre os i at få adgang til informationer, de ikke bryder sig om?
Men den største gåde er dog hvorfor de gamle medier så nidkært har omfavnet de totalitære principper, og i stort omfang har mistet deres egen troværdighed ved at omfavne selvsamme. Det mest interessante eksperiment i denne sammenhæng er Elon Musks opkøb af Twitter. Hvis han får held til at stå imod den politiske klasse, kan det skabe et alvorligt problem for de systemtro platforme som Facebook og Youtube, der endnu udøver omfattende politisk kontrol med indholdet. For i den sidste ende foretrækker de fleste mennesker at tage stilling til virkeligheden selv.
