Af Jens Jonatan Steen, folketingskandidat for Socialdemokratisk i Fredericia

”Af skade bliver man klog, men sjældent rig”, sådan lyder en gammel talemåde, som man åbenbart ikke har forstået hos partiet Venstre. I stedet har de som et desperat indfald i valgkampen pludselig foreslået at sætte den Fredericia-baserede energivirksomhed Ørsted til salg.

Hvis man vil lære af historien, så har udsalget af dansk arvesølv og vigtig infrastruktur sjældent vist sig at være klogt. Alt for ofte har vi fortrudt. Og alt for ofte har vi solgt til spotpris.

Og timingen kunne næppe være dårligere. I en situation, hvor Putins soldater står i Ukraine og energipriser vokser helt op til skyerne, skal vi selvfølgelig ikke sælge vores førende energivirksomhed. Vi har brug for at de danske 5 vindmølleparker og energiforsyning af 900.000 danske husstande ikke overdrages til fremmede magter.

Vi skal ikke frasælge en landets allervigtigste virksomheder, som både generer overskud til staten, betaler selskabsskat her i landet og samtidig udgør en afgørende vækstmotor for den grønne omstilling. Ørsted er afgørende for den grønne energiforsyning og det fremtidige potentiale er kæmpestort.

Samtidig er Ørsted placeret netop i Fredericia, hvor man har omkring 700 ansatte i Skærbæk og alene i 2022 vil betale 252 millioner i selskabsskat til gavn for kommunens børnehaver, skoler og ældrepleje. Det vil koste dyrt for velfærden i Fredericia og for den grønne omstilling i hele landet, hvis Venstre får lov til at sælge Ørsted.

Ørsted er for Fredericia, hvad LEGO er for Billund.