Selv om der endnu ikke er udskrevet Folketingsvalg, så har de fleste nok bemærket, at valgkampen er i fuld gang. Det betyder også at partierne har startet det helt store efterårsudsalg, og det er i god tid. Dagligt fodres pressen med nichepolitiske sager, der skal appellere til nogenlunde de samme vælgergrupper. For kampen om magten er i det segment af vælgerne, der før i tiden stemte på Socialdemokratiet, indtil de flygtede over til Dansk Folkeparti og nu videre til Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne.
Ved sidste valg havde Socialdemokratiet skiftet integrations- og indvandringspolitikken ud, så de nu kunne fremstå som mere hardliners. Det hjalp gevaldigt på tilslutningen til partiet. Mette Frederiksen fik sin drøm opfyldt, og hun har siden siddet på tronen med en magtudførelse, der vil efterlade store ar i embedsapparatet. Prisen for magten har dog været en pagt med det yderste venstrefløj, hvor Socialdemokraterne er blevet ramt af wokeisme. I fællesskab med Enhedslisten, SF og Det Radikale Venstre, har det ene identitetspolitiske projekt efter det andet ført til en radikalisering af samfundets hidtidige normer. Det overordnede budskab er påkrævet hensyn eller særlig opmærksomhed til partiernes yndlingsgrupper, og det sker med en specialiseret offergørelse af disse, der uden problemer kan savne videnskabeligt belæg.
Nu er politik naturligvis muligheden for at have forskellige meninger. Men. Det er ikke ligefrem det, der accepteres fra den kant. Her skal alle helst mene det samme. Ellers er det skammeligt, hvis det ikke ligefrem er noget, der skal gøres kriminelt.
Den borgerlige fløj ser ud til at have fået et ansigtsløft, lige på falderebet. Det er Inger Støjberg, der hiver socialdemokratiske stemmer hjem til blå blok, og dermed truer Mette Frederiksens spinmaskine. Socialdemokraterne har tydeligvis svært ved at formulere en konkret strategi mod hende og Danmarksdemokraterne. De er blevet taget på sengen.
Dansk Folkeparti mister 33% af deres stemmer til Danmarksdemokraterne ifølge friske meningsmålinger. Men det er forsvindende lidt i forhold til udgangspunktet, nemlig at mange tidligere DF’ere fra partiets Folketingsgruppe har skiftet over til Støjberg. Morten Messerschmidt kæmper stadig mod uret og fra bunden, men baglandet er der endnu. Mere end halvdelen af de delegerede til formandsvalget i begyndelsen af året, stemte på ham som ny formand for Dansk Folkeparti. Men politik handler mest om personer:
Partierne har sat deres hær af spindoktorer i højeste alarmberedskab, og vi ser nu resultaterne af længe ventede kampagner, der skal fremme troen på den enkelte politikers dømmekraft. Vælgere stemmer gerne efter pengepungen, forargelsen eller vanen. Derfor er det heller ikke uventet at fagbevægelsen er i fuld gang med at fremstille nedslidte vvs-montører med mere, der skal slå på tromme for en værdig afsked med arbejdsmarkedet. Eller at Venstre er i gang med at fylde det offentlige rum med beregninger, der angiveligt skal vise hvor meget kontanthjælpsmodtagere får. Problemet er dog, at der er trængsel om velfærdsstemmerne. Det Konservative Folkeparti tager ingen gidsler, når de på partiets forside viser et billede af Søren Pape Poulsen med overskriften ”En sund økonomi og råd til velfærd”.
Men midt i tilbudsvarerne er der en seriøs bombe, der kan springe for alvor, mens valgkampen er i gang: Økonomien truer kernevælgerne. Her hjælper hverken kære mor eller almene undskyldninger, for hvis der er noget der kan flytte stemmer, så er det udsigten til at skulle gå ned i levestandard. Her taler vi vel at mærke om en befolkning, der for manges vedkommende kører i to biler, rejser 2-3 gange om året, putter masser af kød på grillen og under ingen omstændigheder er interesseret i at få mindre smør på brødet. Ingen politikere eller partier har formået at håndtere situationen. I stedet for har man været præget af ønsketænkning om, at inflationen, stigende fødevarepriser og energipriser, måske går væk af sig selv eller kan overdøves med mere snak om ”fremmede”. Sagen er bare den, at intet overgår husholdningsbudgettet for en almen dansk familie, når det kommer politisk sprængstof.
For politikerne er der en betydelig risiko for, at vælgerne vil vurdere dem nøje på, om de har et troværdigt bud på at få løst priskrisen. En sådan løsning findes ikke lige om hjørnet. Man kan vælge at pumpe statskroner ud til befolkningen, men regningen for det kan tippe alvorligt på vægtskålen i forhold til nationaløkonomien. Det kan udløse en endnu større krise for politikerne, når først valget er overstået. Men i valgkampens overbudspolitik vil der nok være bred enighed om at love en løsning, og det ender nok med at sende flere penge til de ramte familier. Selv dette kan dog være et slag ud i luften, for prisudviklingen er helt ude af kontrol. I Storbritannien ser man i oktober frem til en prisstigning på energi på 80%, og den regning sendes direkte ud til forbrugerne, hvoraf mange slet ikke kan betale. Sker det samme i Danmark, er gode råd dyre for politikerne.
Der kræves nemlig en stram finanspolitik, hvis man skal dæmpe prisudviklingen. Derfor har den europæiske centralbank hævet renten. Det er blevet dyrere at låne, for man ønsker at sænke efterspørgslen på vare og tjenesteydelser, så man på denne måde kan tvinge virksomhederne til at sænke priserne. I realiteten kan den dalende omsætning dog føre til både afskedigelser og lønnedgang. Altså en negativ spiral. Hvis der ikke skulle være valg, havde politikerne med al sandsynlighed kunnet enes om en hård hånd under situationen. Det vil sige at de fleste, måtte klare sig selv, indtil markedet stabiliserer sig.
Men man er i gang med det modsatte. En mere målrettet, ideologisk tilgang er kommet fra Socialdemokraterne og støttepartierne, der vil fastholde huslejer hos de private de kommende år. Som Enhedslisten formulerer det, skal ”spekulanterne” ikke belønnes på grund af inflationen. At udlejernes omkostninger stiger, som alle andres, er i den forbindelse helt irrelevant. Samtidig er man klar med checkhæftet, når der skal sendes checks til forskellige målgrupper. Det kommer fra en bred gruppe af partier. Det er en erkendelse af, at de stigende priser kan få afgørende betydning for valgets udfald. Virkeligheden er bare den, at der ikke er en simpel løsning i udsigt på priskrisen, og derfor kan man hurtigt ende med, at de checks man sender ud, ikke rækker i lang tid. I Storbritannien enedes man om at sende penge til de trængte, ud fra en forventning om hvad prisstigningerne ville blive. Men allerede nu er den rigtige stigning knap 6 gange større. Kort sagt, hjalp det ikke på noget som helst.
