Flere familier kan få glæde af julehjælp fra Røde Kors i Kolding, og hjælpen får også større værdi. Men den kan blive endnu større, hvis f.eks. lokale virksomheder vil give donationer De fleste kan mærke, at det er hårde tider med prisstigninger på selv basale fødevarer. Og det er de familier, der har mindst at købe ind for, som mærker det mest. Derfor kan julehjælpen i år falde på et rigtigt tørt sted. Det mærker man hos Røde Kors i Kolding, der for længst har fået de første henvendelser om julehjælp.
– Henvendelserne begyndte at komme helt tilbage i september. Det er meget, meget tidligere end normalt. Så der er noget, der tyder på, at behovet er større end nogensinde før. Bl.a. derfor kommer vi i år til at hjælpe flere end normalt, og hjælpen bliver også større, fortæller Jes Haberlandt, der er aktivitetsleder for julehjælpen hos Røde Kors Kolding. 200 familier i stedet for 150 Julehjælpen fra Røde Kors Kolding indgår i en samlet pulje, som administreres gennem Kolding Kommune. Som borger, der har brug for hjælp til jul, skal man altså kun søge ét sted. Og hvis man er berettiget til julehjælp, modtager man hjælp fra én organisation. 200 tilfælde vil hjælpen i år komme fra Røde Kors Kolding.
– Med de høje energipriser og stigende priser på mad med mere må vi nok desværre forvente, at flere børnefamilier imødeser julen med bekymring og ondt i maven. Røde Kors Kolding har derfor besluttet at give julehjælp til 200 familier. Det er 50 familier mere end sidste år. Samtidig har vi øget hjælpen med 200 kroner pr familie for at tage højde for de stigende priser. Den 19.december uddeler vi julehjælp. Det er næsten som juleaften for os i Røde Kors Kolding, fortæller Aase Gilling, formand for Røde Kors Kolding.