Den danske samfundsmodel er grunden til, at Rasmus Stoklund er blevet bidt af politik. Det er ikke den mest gængse historie, men balancerne i samfundet har formet hans politiske ståsted.

Navnet er Rasmus Stoklund Holm-Nielsen, for de fleste nok bedre kendt under Rasmus Stoklund. Siden 2019 har han været medlem af Folketinget, valgt for Socialdemokratiet i Frederikssund. Den politiske opvækst var først hos SF Ungdom i Fredericia, siden i Frit Forum og Socialdemokratiet i København.

Stoklund er fascineret af den danske samfundsmodel

På hans kontor på Christiansborg sætter vi os til rette til en snak om, hvordan Rasmus i det hele taget er endt, hvor han er. 37 år gammel, medlem af Folketinget, boligordfører og udlændinge- og integrationsordfører.

– Jeg synes Danmark er et utroligt godt land at leve i, og jeg vil gerne yde mit bidrag til at Danmark vedbliver at være et godt land at leve i. Et sted man får muligheden for det, det er ved at være aktiv i politik, forklarer Rasmus Stoklund.

– Det er det, jeg synes. der er meningsfuldt. At være med til at prøve at finde de løsninger der gør, at Danmark er et godt samfund at leve i, uanset hvad ens forældre har lavet – og uanset om man har høj løn eller lav løn, fortsætter han.

Ofte når politikere skal forklare, hvorfor de er blevet politisk aktive, er det på grund af én mærkesag eller et politisk forbillede. For Rasmus Stoklund er tilfældet et andet. Han er fascineret af den danske samfundsmodel – og det er den han vil kæmpe for at bevare.

– Jeg blev ret tidligt fascineret af, at vi i Danmark er lykkes med en samfundsmodel med en stor offentlig sektor og en stor privat sektor, der er hinandens forudsætninger. Den offentlige sektor er ikke en klods om benet, men i stedet en faktor for succes i det private. Det handler om blandt andet uddannelse, sundhed, børnepasning. Den stærke samfundsmodel blev jeg ret tidligt fascineret af og interesseret i. Det er nok den der har været drivende for mit politiske engagement, siger Rasmus Stoklund.Det er nok lidt nørdet. Der har ikke været en livsbegivenhed, der har fået mig til at gå ind i politik. Det har været fascinationen af samfundsmaskineriet og balancerne i det. Det er de sociale hensyn og samtidig en konkurrenceevne. Uden et stærkt erhvervsliv, så er der ingen penge i kassen til at gøre noget for de dårligst stillede, fortsætter han.

En uriaspost at være udlændinge- og integrationsordfører

At være udlændige- og integrationsordfører kan været lidt af en uriaspost. Der er mange holdninger, holdninger der ofte placerer sig på yderpolerne. Det er en vigtig kamp for en socialdemokrat, forklarer han.

– Jeg synes, at udlændingepolitik er meget vigtigt. Vi bliver nødt til at være ærlige omkring de integrationsudfordringer der er i samfundet. Der skal være grænser for, hvor mange fra Mellemøsten og Nordafrika. der kommer til landet, for alle erfaringer viser, at der her er store udfordringer, siger Rasmus Stoklund og fortsætter:

– Hvis den danske samfundsmodel skal bestå, så handler det også om fællesskabsfølelse. Danskerne betaler mere end halvdelen af deres løn i skat, så skal de også føle, at det går til fællesskabets bedste. Jeg kan godt forstå, hvis den følelse forsvinder, når man gang på gang hører om indvandrere, der ikke bidrager til samfundet, men kun høster goderne. Derfor tror jeg fuldt og fast, at hvis den danske samfundsmodel skal bestå, så skal vi også sætte grænser for hvor mange der kommer til landet.

– Hvis kasserne skal være åbne, som vi kender det nu, så er vi også nødt til at lukke for grænserne. Hvis vi omvendt åbner grænserne, så er vi også nødt til at lukke kasserne. Jeg tror på den danske samfundsmodel, derfor er en stram udlændingepolitik for mig som socialdemokrat afgørende, slår Rasmus Stoklund fast.

Ofte udskældt

Han vidste på forhånd, at det ikke ville være en post der gav mange positive beskeder i indbakken. Den politiske dialog på de sociale medier er ofte udskældt – med god grund. Men det tager Rasmus Stoklund ikke så tungt, han havde forberedt sig på hvad der formentlig ville ske.

– Jeg havde en fornemmelse af, at da jeg blev udlændingeordfører, at det ikke kun ville give ros. Men folk er meget kreative når de skal være perfide. For nyligt fik jeg et billede, hvor jeg var sat op på et toiletsæde, så der er ingen grænser for, hvad folk vil gøre, siger Rasmus Stoklund og griner.

Mindretallet skal ikke diktere, hvem der er i politik

– Jeg forholder mig rimelig afslappet til det, for det er, desværre, en del af jobbet. Det kan man selvfølgelig begræde, for det kan være en grund til at mange afholder sig fra politik. Det bliver til tider meget ondskabsfuld, eksempelvis får jeg mange mails og beskeder om, at jeg er et forfærdeligt menneske, siger fredericianske Rasmus Stoklund.

– Men hvis jeg lader mig slå ud af det, så skulle jeg nok nedlægge mit mandat. Jeg synes ikke det er mindretallet, der skal diktere, hvem der er i politik. Derfor ignorerer jeg de mange beskeder, siger Rasmus Stoklund.

– Jeg er glad for at være på Christiansborg, jeg er glad for at kunne gøre en forskel for Danmark. Den danske samfundsmodel er unik, og den skal vi passe på. Vi skal have styr på balancerne, lyder det afslutningsvist fra Rasmus Stoklund.

Skriv en kommentar