Analyse: orleden var der en medvirkende i et radioprogram på Radio4, der fik sat at amerikanske Fox News var styret af at ville tjene penge, hvorfor man tillod forskellige provokatører og fejlbehæftigede historier på kanalen, da det gav mange flere seere og dermed indtægter. De andre amerikanske nyhedskanaler nævnes sjældent i forbindelse med politisering og bias. Men kanaler som CNN, NBC og ABC er på lige fod med Fox News smækfyldt med partipropanda og politisk bias. Det samme fænomen kan også vinde indpas i Danmark.
Årsagerne forekommer at være mange. Men et hovedtræk er, at mange medier længe har befundet sig i en eksistenskrise. Seertallene falder dramatisk, år for år. En undersøgelse i januar 2022 viste at antallet af danskere der helt vælger nyheder fra er steget til 20%. Når hver femte slukker for strømmen, spekulerer mange mediefolk over deres fremtid. Der er en insisteren på egen berettigelse og vigtighed, der gennemsyrer branchen og som kan opleves på pressemøder eller i interviews. At tænke sig til en situation hvor folk ikke længere interesserer sig for hvad de traditionelle medier siger, forekommer mange mediefolk helt blasfemisk.
Men problemet stikker måske dybere end de selv kan tro. For det første har danskerne ikke længere brug for medier til at holde sig orienteret, når det gælder mange forhold. Det offentlige leverer løbende informationer på egne sider, ligesom de selv har hyret et pænt antal kommunikationsfolk. Domstole, politi og anklagemyndighed følger trop med løbende rapportager på de sociale medier. Mange medier afskriver også disse meddelelser, hvorfor der reelt ikke bringes ny viden:
En anden undersøgelse viser at 59% af danskerne har tillid til medierne. Det betyder samtidig at 41% ikke stoler på medierne. Det er et forbløffende højt tal. Man bør derfor grundigt overveje, hvorfor traditionelle medier mister læsere og seere, samtidig med at troværdigheden falder. Samme undersøgelse viser også at kun 16% er villige til at betale for at have adgang til at læse nyheder online, og sådan har det været i 5 år. Endda før inflation, energikrise og stigende renter.
Det er grundformlen i informationssamfundet, at vi har adgang til de fleste relevante informationer direkte. Det gælder også vores politikere, der flittigt meddeler sig via sociale medier, hvor der ikke er trælse spørgsmål eller anden unødig indblanding. Ser man samtidig på hvorledes diskursen under interviews er, så forstår man det også godt. Journalisterne insisterer på, hvad det skal handle om. Spørgsmålene er ofte baseret på en klassisk revolvermetode, hvor man mener det er kritisk formidling, hvis man konstant forsøger at skyde den interviewedes synspunkter ned. Fordi man på den måde tænker, at man repræsenterer “den anden side”. Men de konstante afbrydelser har den bivirkning, at de får samtalerne til at virke som skænderier eller angreb, samtidig med at det bliver meget flygtigt. Når intervieweren synes man har snakket længe nok om det ene eller det andet, så vil de gerne videre. Selv hvis der er tale om komplicerede emner, der kræver mere forklaring.
Kort sagt vil man behandle selv store emner på et absurd lille tidsrum. Politikerne og de professionelle kommunikatører lærer tilsyneladende at navigere i dette lukkede rum, hvorfor deres budskaber og kommunikation er afstemt herefter. Samtidig er selv den mindste private problematik automatisk noget, der kan blive genstand for opmærksomhed. Som offentlig person skal man leve et stort set fejlfrit liv. Ja, det gælder endda også ens familiemedlemmer eller venner, for intet virker for småt til nutidens mediemølle.
Kan det tænkes at denne udvikling er med til at skabe et negativt indtryk af det at mene noget? Og er det så ikke bedre, hvis man lader være med at mene noget?
Har man fået succes, lader det til at være en sikker vej til negativ opmærksomhed. Da Søren Pape Poulsen havde fremragende meningsmålinger i begyndelsen af valgkampen i 2022, erklærede han sig som statsministerkandidat. Stort set samtidig begyndte forsiderne at blive prydet med personlige historier, der intet havde at gøre med hans politiske dagsorden, men udelukkende handlede om hans karakter, eller karakteren på folk omkring ham. Den ekstreme grad af personificering er et af de tungeste elementer i den formidling, der præsenteres dagligt. Han er sådan og sådan, hun er sådan og sådan.
I denne konkurrence mod bunden er der kun en gevinst for medierne. Det er højere antal besøgende, fordi mennesker af natur er nysgerrige på andres elendighed, fejl og mangler. De rigtige problemer kommer i anden række. Det handler om at lefle for de laveste fællesnævnere. Og det betyder også at medierne i mange tilfælde virker som anklager, dommer og bøddel. Der er endnu ikke trukket en streg i sandet, der fortæller hvor langt medierne må gå. Hele MeToo-bølgen er et eksempel på, hvordan grænserne har flyttet sig, når det kommer til kendte mennesker. Anklagerne kan fylde side op og ned i uendeligt lang tid, hvormed en reel dom eller frifindelse kan ende som en notits.
Det betyder samtidig at prisen for at træde ind i det offentlige rum kan være meget høj. For når man lever i et samfund, hvor man er skyldig indtil det modsatte er bevist, så er vi allesammen skyldige. Det man kalder for nyheder er jo langt hen af vejen ofrenes fortælling. Det er gået ud over den og den, og her er skylden og årsagen. End of story.
Hvor relevant og vedkommende det ellers kan være at forholde sig til konsekvenserne af dårlige handlinger, så er risikoen ved denne metode, at man mister perspektiverne. Medierne søger konstant hurtige løsninger. Vi har det og det problem, hvad gør I ved det. Nu. På den politiske platform kan man score mange nemme point ved at stille op på den baggrund og kommer med hurtige skud fra hoften. Men reelt kommer der meget lidt ud af det. Ofte kan det tilmed føre til lovsjusk, fordi en politisk dagsorden overtrumfer grundighed.
Hastighed er med til at gøre nyhedsoverblikket kaotisk. Det ændrer sig så hurtigt, at alt lader til at være forældet på under en uge. Da man jo ikke nødvendigvis har det samme antal gode historier hver dag, men alligevel har behovet for at udkomme konstant, vil en pæn del historier få en betydelig overdisponering. De bliver med andre ord gjort langt vigtigere end de er, samtidig med at publikum hærdes. For når man hele tiden fortæller dårlige nyheder, skandale efter skandale, så ender det med at være støj i baggrunden. Samtidig falder tilliden til medierne, når stort anlagte påstande viser sig at være forkerte. Det er masser af eksempler.
Udviklingen ser ifølge undersøgelserne ud til at være den at folk fravælger medierne. Det er dybest set et tegn på at mediernes relevans falder. Meget få er tilmed villige til at betale for ydelsen. Den anses med andre ord ikke for at have værdi nok. Det skal man sammenholde med at stort set alle er villige til at betale for mindst en streamingtjeneste. Det bliver svært at lovgive sig ud af. Derfor kan det ende med at samfundet betaler for en række medier, der primært dækker politikernes og embedsfolkenes egne interesser, hvor de kan se selv afspejlet. Den tid er forbi, hvor der kun var ganske få kilder til information. Officielt sluttede den ved årtusindeskiftet da de fleste danskerne fik etableret højhastighedsinternet i deres hjem. Endegyldigt da de fik internet på deres telefoner med tilhørende mulighed for at komme ind i et digitalt kollektiv efter egne normer og ekkokamre:
Man er jo ikke venner med sine uvenner. Så man inviterer ikke kritikken indenfor. Det er mere belejligt at få den information, man godt kan lide, og som man er enig i. At der findes et relativt begrænset antal debatlystne individer, ændrer ikke ved at det store og tavse flertal er bedøvende ligeglade.
Er det derfor, at man ser et stigende antal historier, der bedst kan beskrives som propaganda? Denne metode har den fordel, at man ved at forenkle sit budskaber og gentage det tit kan forme synspunkter. Ofte tilført et element af trussel, skræk og angst. Som under coronapandemien. Formidlingen fra ikke mindst de klassiske medier formede sig i høj grad som en kampagne, hvor der kun var en sandhed. Alternativ formidling blev nogenlunde kriminaliseret, da statsapparaterne i den vestlige verden fik føjet de sociale medier ind under en gigantisk censurparaply. Et forvarsel om kommende autoritære tider. For hvornår kommer det næste emne, der fejer al kritik til side?
Vi lever i propagandaens tidsalder. Endnu er der fri adgang til information, men det er ikke sikkert, det forbliver således. Trangen til at lukke ned for det man er uenig med, vokser løbende. Samtidig er der ikke en tilpas streng lovgivning, der beskytter retning til frie informationer. Her taler vi ikke om ytringsfrihed. Men udelukkende adgang til informationer. Samfundets institutioner er i stigende omfang blevet bedre til at lukke informationer ned, ligesom de redskaber offentligheden har til at skaffe informationerne, bliver reduceret. Det er i den sammenhæng, at medierne kunne få en fornyet relevans:
Hvis man fokuserede på at sætte en dagsorden, i stedet for at følge andres.
