I løbet af sommeren fik fredericianerne mulighed for at imponere venner og naboer med deres evner som bartender. Inspiration og opskrifter kom fra musikstedet AHA i Fredericia, der præsenterede serien “AHAs SOMMER COCKTAIL TIPS”. Hver uge i løbet af sommeren blev der offentliggjort en film på AHAs sociale medier, hvor man kunne lære at lave en lækker cocktail. Det var en stor succes.
– Vi ville gerne bidrage til, at sommeren blev ekstra god for fredericianerne, og hvad kunne næsten være bedre end en velsmagende cocktail i ferietiden. Derfor valgte vi at lave denne cocktail-serie, hvor vi gerne ville dele noget af vores store bartender-viden med alle omkring os. På et par minutter viste vi, hvordan man kunne lave en lækker cocktail. Vi gav også lidt fun facts om de forskellige cocktails, som man kunne underholde med i hjemmebaren, fortæller direktør for AHA, Linette Hanghøj Møller.
Erfaren bartender
AHAs SOMMER COCKTAIL TIPS” havde to værter. Den ene var Frederik Rasmussen. Han er bestyrer på AHA og en særdeles erfaren bartender. Fra det store cocktailkort på AHA havde han udvalgt fem forskellige cocktails, som han ville lære fra sig hen over sommeren.
– Vores gæster er begejstrede for vores cocktails. Den begejstring ville vi gerne dele med alle andre. I første afsnit af sommerserien viste vi, hvordan man kunne lave en Bramble derhjemme. Cocktailen er fra 1984 og smager fantastisk. Vi fortalte også lidt om det værktøj, vi bruger som bartendere. Når du havde set første afsnit, så vidste du eksempelvis, hvad en jigger er. Det gav forhåbentlig lidt respekt i hjemmebaren, at man også havde styr på værktøjet, siger bestyrer Frederik Rasmussen med et smil.
Fra teater til cocktail
Den anden vært var Teit Samsø. Mange kunne genkende ham fra Fredericia Teater, hvor han har spillet mange store musicalroller. På AHA arbejder han med salg og netværk, og så havde Teit den heldige rolle at skulle smage på alle de lækre cocktails i sommerserien.
– Tænk at skulle møde ind for at se Frederik lave en cocktail og så efterfølgende smage på den. Det har været en stor fornøjelse. Vi gjorde vores bedste for at give vores glæde bag baren videre til fredericianerne, så de fik lyst til at lave deres egne cocktails. Hvis nogen gik glip af serien, så er det ikke for sent at lære at lave cocktails. Serien kan nemlig fortsat ses på vores sociale medier, siger Teit Samsø.