FHK skulle lørdag for alvor vise, at holdet kan være med i toppen af ligaen, og svaret var klart og tydeligt et rungende ja, da det blev til uafgjort mod Skjern.
Når man kan tillade sig at være skuffet efter uafgjort mod Skjern, har man gjort noget rigtigt. Skjern har henover sommeren mistet Jesper Konradsson, men i den seneste sæson har han ikke været en markant skikkelse, men til gengæld har vestjyderne fået tilgang af den norske landsholdsspiller Simen Pettersen og den islandske stregkæmpe Sveinn Johansson, men nok så essentielt er Robin Haug tilbage i fuld vigør. Det betyder, at de har en af ligaens klart bedste målmandsduoer i nordmanden og Christoffer Bonde.
Den sammentømrede enhed fra sidste sæson har holdt sammen og lagt lag på, og drømmen er at forsøge og snuse til en finaleplads i denne sæson, og derfor ventede der FHK en svær opgave i thansen ARENA. Heller ikke meget tydede på, at FHK kunne matche Skjern fra start. Bonde var en levende mur, og fredericianernes angrebsspil havde det mere end svært.
Havde det ikke været for en særdeles velspillende Thorsten Fries, var FHK’s drømme om overraskelsen allerede knust efter 11 minutter, hvor hjemmeholdet blot havde scoret et enkelt mål. Til gengæld havde Skjern kun lavet tre mål, og det var derfor til at arbejde med for Gudmundur Gudmundsson, der gik en tur i værktøjskassen og fik styr på angrebsspillet.
Anders Kragh Martinusen spillede med afstand sin klart bedste kamp i sæsonen, og sammen med Reinier Taboada og Kristian Stoklund udgjorde Martinusen en bagkæde, der fik skudt FHK tilbage i kampen. Stillingen ved pausen var 11-10 til FHK, og flere gange i anden halvleg var fredericianerne foran med to kasser. Det var stadig tilfældet i slutfasen, men så begyndte FHK’erne at brænde igen, og Skjern endte med at få udlignet til slutresultatet 25-25.

Med rette kan FHK føle, at de skulle have fået begge point, men de kan også med stolthed i stemmen konstatere, at den første store prøve i sæsonen blev bestået. Forude i den kommende tid venter der store slag mod BSH og GOG, og med den indsats, som der blev lagt for dagen mod Skjern, så er FHK bestemt ikke uden chance.
Se her vores karakterer fra opgøret:
UB = Uden for bedømmelse (ikke nok på banen)
00 = Dumpet
02 = Bestået
4 = Jævn god præstation
7 = God præstation
10 = Flot præstation
12 = Fremragende præstation

Thorsten Fries (10 – Man of the Match): Kronen på værket havde været, hvis Fries havde reddet Eivind Tangens sidste skud. Den skulle han have reddet, men til gengæld spillede han stort i den øvrige del af kampen. Noterede sig blandt andet for uhørte fem straffekastredninger på fem forsøg.
Martin Bisgaard (7): Stabil præstation på fløjen fra Bisgaard, der lavede fem mål på seks forsøg.
Mads Lenbroch (UB): Kom ikke på banen.
Reinier Taboada (4): Cubaneren fik netmaskerne til at blafre fire gange på ti forsøg. Det kan han godt gøre bedre.
Junior Scott (02): Ville vise en hel masse i staten af kampen, men lykkedes slet ikke med det.
Lasse Balstad (7): Solid kamp i midterblokken af nordmanden.
Einar Olafsson (7): Fik for alvor sin ilddåb mod Skjern. Blev kastet ind i defensiven i anden halvleg og gjorde et godt stykke arbejde, der blev krydret med to mål og en assists.
Nicolaj Nørager (02): Brændte to helt åbne chancer i starten af kampen, og kom ikke på banen igen, da han forlod den efter omkring et kvarters spil.
Kristian Stoklund (4): Cadeau for modet, men udførslen manglede til tider. Omsatte sikkert de fire straffekast FHK fik, men i åbent spil blev det til to mål på otte forsøg, og den udnyttelsesprocent skal noget op.
Anders Kragh Martinusen (10): Var meget skarp i sit afslutningsspil, og fik lavet syv mål på ni forsøg. Klar fremgang i forhold til de første par kampe i sæsonen.
Rasmus Meyer (4): Dækkede som altid godt op, men angrebsmæssigt kom han ikke til sin ret.
Nikolaj A. Nielsen (UB): Spillede ikke nok.
Jakob Frederiksen (4): Kom ind i pausen, og fik ikke en eneste bold at arbejde. Til gengæld var han påpasselig forsvarsmæssigt.
Kasper Young (4): Fik heller ikke det store at arbejde med i første halvleg.