Boris Johnson stod i spidsen for det store opgør med det europæiske fællesskab. Nu er han fortid i Storbritannien, hvor Liz Truss nu har overtaget hans post som premierminister. Også hun kommer fra det konservative parti, der har indført kaos i hele landet. Løfterne om en velsignet frigørelse med stor fremgang for den enkelte brite er ikke blevet indfriet. I stedet for trues de engelske familier med energipriser, der er så høje, at folk ikke kan betale dem. Englænderne har isoleret sig selv, så de kan ikke længere trække på den europæiske familie. Men samtidig er euroen netop landet på sit laveste niveau i 20 år. Og tyskerne, der traditionelt har holdt hånden under det europæiske projekt, siden det blev redningsplanken efter anden verdenskrigs onde arv, er for første gang alvorligt pressede.
Tyskland har indladt sig på billig energiaftale med Rusland, og afhængigheden af russisk gas hænger som en ond sky over politikerne i Bundestag. Senest har russerne lukket helt for Nordstream 1. Direkte forklaret, så lukker man fordi europæerne har indført sanktioner mod Rusland. Situationen er kaotisk, politikerne i det meste af verden famler i blinde. Også presset af endnu en rekordsommer, hvad angår klimaforandringernes høje temperaturer. De fyldige dommedagsprofeter har store tider.
For under overfladen og den daglige formidling i “access media” (statsgaranterede sandheder) lurer en hård virkelighed, der har været årtiet om at indfinde sig:
Vesten, især vesten, har været inde i en dødsspiral. Overforbruget har været endeløst. I Danmark handler energikrisen ikke kun om at fylde benzin på bilen, men bilerne. For der er mange biler på landevejene, og ikke så få husstande har to biler. Samtidig har danskerne i gennemsnit mange kvadratmeter til rådighed, som skal opvarmes, fordi vi lever i et koldt land. Læg dertil at kølediskene i dagligvarebutikkerne er proppet med nedfrossent kød. For ikke at tale om de 2-3 årlige jetrejser til de varme lande. Danmark er helt i toppen af fødekæden, når det kommer til at leve over evne og have et abnormt aftryk på klimaregnskabet.
Skal man tro på dommedagsprofeterne, så får det en brat ende lige om lidt. De spår at 2022 kun er indledningen på en lang og mørk periode, hvor fedtet og sulet vil blive skåret af på brutal vis. Det er slut med billige produkter fra Kina, billige tekstiler fra Pakistan, billig korn fra Ukraine, Polen og Rusland. I stedet for vil priserne kun fortsætte med at stige, fordi jorden ganske enkelt ikke kan klare det længere. Floderne i Kina er tørret ud denne sommer. Gevaldige oversvømmelser har ramt Pakistan. Ukraine og Rusland har krig. Corona lukker den ene fabrik efter den anden i Kina, fordi man ikke har andre metoder til at inddæmme smitten.
Konklusionen i disse dystre forudsigelser er, at den tid hvor vi levede i overflod er slut. Nu skal vi til at vænne os til en helt anden forsyningssituation. En situation hvor varerne ikke bare flyder fra fabrikker i lande, der har en væsentligt lavere løn end her. Og hvor de menneskeskabte vejrkatastrofer sætter selve forsyningskæden under pres. Her skal inflationen være et konkret tegn på, at det er ved at ske. Den hurtige forklaring på årets prisstigninger har været krigen i Ukraine. Men har det reelt været under opsejling længe før Putin satte ild til bålet?
I Storbritannien er man vågnet op til en 80% stigning på el og varme. Samme scenarie kan komme til andre lande, selvom briterne indtil videre har været langt hårdere ramt end andre nationer, de sammenligner sig med. Noget af det mest fundamentale en regering og et parlament skal kunne, er at sørge for en sikker forsyning af energi. Det er en af de mest basale forudsætninger for det moderne samfund. Derfor er krisen også et totalt tæppefald for mange regeringer udover det meste af verden. Bagved lurer en potentiel chance for uroligheder. Efterhånden som befolkningerne bliver tilstrækkelig træt af politikernes manglende evne til at levere konkrete resultater, kan det ende med masseprotester. I Italien er nogle borgere i vrede mødt frem til offentlige forsamlinger, hvor de har brændt deres energiregninger. Og når tilpas mange kunder gør det, kan det ryste hele økonomien i forsyningsnettet. For hvad ville der ske i Danmark, hvis alle el- og varmekunder nægtede at betale deres regninger?
Man kan sende nok så mange til inkasso. Sagen er den, at forsyningsselskaberne ville få akutte problemer med at betale deres egne regninger. Således er forsyningssikkerheden i farezonen.
