Det er i sandhed blevet nye tider for Danmark med dannelsen af en regering bestående af Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre. Det er første gang siden anden verdenskrig og besættelsestiden at den danske befolkning har set så bred en alliance. Men hvad betyder det for danskerne?
Klokken 12 den 14. december 2022 gik partiformændene fra Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne ind til pressemøde på Marienborg for at præsentere deres nye regeringssamarbejde, der er kommet i stand efter en meget lang forhandlingsperiode. Efter valget den 1. november 2022 havde Mette Frederiksen muligheden for at danne en regering baseret på et spinkelt, rødt flertal. Sådan skulle det ikke blive. I stedet for bliver hun nu statsminister for en bred midterregering, der tilmed har en forhenværende statsminister på holdet.
Det er usædvanligt.
Derfor er den kommende regerings grundlag også blevet afventet med stor spænding. Det er så sandelig også fuld af nybrud i dansk politik. Der er mange steder at slå ned i regeringsgrundlaget, men det overordnede tema er et ønske om at foretage et totalopgør med strukturstaten. Det kan blive alvorligt for mange mellemledere og ledere, der stort set har haft mulighed for at køre staten strengt efter regel-logikken i årtier. For hvis SVM-regeringen sætter magt bag ved deres regeringsgrundlag og ambitioner, betyder det måske et farvel til det upopulære regelrytteri, der har plaget Danmark i ualmindeligt lange tider.
Ikke mindst den overståede valgkamp har fortalt mange politikere at både befolkning og store grupper af menige offentlige ansatte er røvtrætte af kontrolregimenterne.
Partierne har været hele vejen rundt om bordet. Så der er mange områder, de har taget med ind i det omfattende regeringsprogram. Det er bemærkelsesværdigt, at partilederne samtidig forklarede på pressemødet, at de kommende år bliver arbejdsår. For der er mange praktiske spørgsmål, der først skal afklares undervejs. For at gennemføre så omfattende strukturreformer af det danske velfærdssamfund vil man være nød til at inddrage fagområderne. Det åbner op for at Folketingets øvrige partier også kan søge indflydelse. Men i modsætning til tidligere vil ingen af dem have mulighed for at stille ultimative betingelser eller få gennemført det, nogle har kaldt for gakgak-politik. Det kan give den nye regering usædvanligt meget arbejdsro, når de ikke skal tilgodese de ofte få procenters logik.
Det er klart at den nye regering, bortset fra dansk politiks ukronede konge, Lars Løkke Rasmussen, skal til at arbejde i deres egne partier. Både Socialdemokratiet og Venstre skal have dæmpet gemytterne internt. Kritik kan næppe undgås. Det er og bliver, for mange partisoldater, en uhellig alliance. Politik er for mange af dem arvesølv. Derfor bliver det også afgørende om partilederne og de kommende ministre er i stand til at holde fortroligheden og samarbejdskursen internt. Ude i gruppeværelserne venter der mange panderynker.
Men hvis man ser helt bort fra den politiske partiretorik og primært forholder sig til regeringsdannelsen ud fra kompromissets argument, så er alle tre partier blevet repræsenteret. Uanset om man befinder sig i den blå eller røde lejr, vil der være ting man synes er imponerende, og ting man synes er rædselsvækkende. En ting er dog sikkert. En koalition af denne karakter har ikke tidligere ført Danmark frem. Det bliver interessant at se, hvordan de forskellige oppositionspartier vil forholde sig til regeringen, når først hverdagen melder sig. Mange af dem kan ikke længere få den indflydelse, de har været vandt til under blokpolitikken. Omvendt behøver de ikke længere tage hensyn til et samarbejde. Det Konservative Folkeparti, SF, Enhedslisten, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Alternativet har fået foræret en gratis omgang, hvor de i den kommende valgperiode kan gøre nogenlunde som de vil. De vil betyde mere profilering, flere drillerier og mere anarki i Folketings-debatterne. Man skal jo kun beskæftige sig med at finde hullerne i osten.
Ser vi det for Danmark som sådan, så er det en skelsættende dag. De forhadte jobcentre får endelig dødsstødet. Beskæftigelsespolitikken skal forandres. Flere af de borgerlige ambitioner på området er kommet med. Beskæftigelsesfradraget bliver forbedret. Uddannelsessystemet står foran store reformer, der i sær kommer til at ramme de danske universiteter. Erhvervsuddannelser vil blive prioriteret. Man angiver at ville fastholde en stram udlændingepolitik. Men vil samtidig gøre det lettere at få udenlandsk arbejdskraft til landet. Endeligt vil man reformere sundhedsvæsenet, der længe har fungeret udenfor rammerne af de forventninger, danskerne stiller til samfundet. Centrale spørgsmål som hurtig adgang til læge er på plakaten.
Allerede på side tre i det nye regeringsgrundlag kommer man til sagen. Det hele handler om at kagen ikke bliver større, men det bliver antallet af borgere, der gerne vil spise af den. Allerhelst et så stort stykke som muligt. Det vi kalder for “fordelingspolitik”:
“For selvom vi i Danmark har en solid og holdbar økonomi med høj beskæftigelse, så er vi strukturelt udfordret”.
Struktur er et vigtigt ord. Dermed menes der system, organisation, orden, gruppering og så videre. Altså hvordan samfundet generelt er indrettet. I forlængelse af de øvrige emner man behandler i regeringsgrundlaget, så er den nye regering fokuseret på sundhedsvæsenet, ældreområdet, beskæftigelsesområdet, uddannelsesområdet og skatteområdet. Helt centrale områder for den måde staten drives på. Der er tale om de mest betydningsfulde søljer i det danske samfund, der udgør rygraden i forvaltningsapparatet. Selv uddannelsessystemet, der er afgørende for hvilke kvalifikationer, der kommer ind i systemet efter endt uddannelse. Mellem linjerne fornemmer man også, at det hele drejer sig om hvor omkostningstunge sektorerne er i dag, samt hvor store problemer der er, hvis dette fortsætter.
For 2022 har været et år, hvor danskerne for første gang i ualmindeligt lange tider er blevet mindet om, at der ikke er garanti for smør og flødeskum. Priserne er steget eksplosivt, og reallønsindtægten er faldet tilsvarende. I forvejen bliver mange bedt om at arbejde ekstra. Folk arbejder kort sagt mere for mindre. Eller i bedste fald det samme for mindre. Men virkeligheden er, at der ikke er ret mange andre valg. Man kan så håbe på at prisstigningerne får en ende, men det ligger langt ud over hvad et enkelt land selv kan løse. Problemet er globalt. Men for den nye regering er det alvoren bag en forventet økonomisk krise, der driver værket. En krise, der kommer til at betyde flere arbejdsløse, lavere skatteindtægter og afmatning i samfundet. Det er limen i regeringssamarbejdet. På side 4 skriver man:
“Vi danner regering sammen, fordi vi er enige om, at vores land har behov for, at der i denne valgperiode tages fat på de substantielle udfordringer, vi står over for”.
Det gør man ved en af de mest symbolske udmeldinger fra politisk side i nyere dansk historie, rettet mod embedsapparatet. Man skriver ligeud på side fem, at velfærdssamfundet er ved at miste “vitalitet og kvalitet”, fordi “det drukner i regler og bureaukrati”. Den melding må gøre ondt på mange medlemmer af DJØF, rundt omkring i de danske forvaltninger. I årtier har vi vænnet os til, at regler styrer mere end fornuften. Men ikke mindst at embedsapparatet nærmest er guddommeligt i sin opfattelse af livets gang på jord. Nu vil en ny SVM-regering sætter samfundet fri. Det skriver de altså.
Det er jo helt vildt, hvis de mener det.
Der sidder allerede oceaner af eksperter rundt omkring i den offentlige sektor, der febrilsk taster løs på nødvendigheden og uundgåeligheden af lige præcis deres områder. At den måde man har gjort det på, er den bedste, den eneste. Ja, den eneste ene. Men politikerne har vendt dem ryggen. Socialdemokratiet, der ellers har kunnet beskrives som garanten for den offentlige sektor (hvis ikke ligefrem ‘teknokratpartiet’), og som traditionelt har tiltrukket bunker af stemmer blandt de offentlige ansatte, har lavet den største kursændring i deres historie siden 1960’erne. Dengang stod Jens Otto Krag i spidsen for de mest vidtgående velfærdsreformer, vi havde set til dato. Det blev skelsættende. Kvinderne kom på arbejdsmarkedet. Børnepasning blev etableret i daginstitutioner. Skolerne blev reformeret. Ægteskabsreglerne blev fornyet. Bistandsloven blev formet og hermed sikringen mod fattigdom. Vejnettet blev total moderniseret og vi fik de stærke motorvejsforbindelser. Det var meget, meget stort.
Det samme er det, der er blevet præsenteret i dag. Det er i sær Socialdemokratiet, der overrasker. Det ligner en markant partifornyelse, der har været tiltrængt siden slutningen af 1990’erne. Partiet kan med den nye regeringsdannelse gå hen og genvinde taget som et folkeparti for de brede masser. Hvor socialdemokraterne før skubbede mange vælgere fra sig, der var trætte af den ulidelige selvfedme omkring den offentlige forvaltning, så bliver den nye “frisættelse” en stor åbenbaring. Socialdemokratiet kan trække sig ud af den evindelige tilslutning til offentlig forvaltning for enhver pris, samtidig med at de kan varetage deres vælgeres ønske om røde aftryk. Det kan skabe en ny midte i dansk politik. Men også et endnu stærkere Socialdemokrati. Det afhænger af om regeringen er leveringsdygtig. Samt om den kan holde sig fra at tage en masse penge fra folk på midten.
Lars Løkke Rasmussen har i dag fuldendt et mesterværk indenfor dansk politik. Han skriver sig ind i historiebøgerne som en af de mest markante, betydningsfulde og dygtigste danske politikere i det 21. århundrede. Fremtidens historikere vil skrive og skrive om ham. Der er få, der kommer i nærheden af ham. Vi skal tilbage til de helt store navne for at finde ligheder. Navne som Krag. Stauning. Schlüter. Og selv i det selskab, så stråler han med sin ubegribelige evne til at overleve, overraske og sætte en dagsorden. Hvis Mette Frederiksen får succes som statsminister for en SVM-regering, kan hun måske komme op på samme niveau som Løkke på længere sigt. For også hun har udvist et utroligt overlevelsesinstinkt, men fremfor alt evnen til at forandre. Tilmed sig selv.
Jakob Ellemann-Jensen vil i lang tid være skurken for mange i den blå blok. Forræderen, der solgte alt for en guldmønt. Han er dybt afhængig af, at den nye regering leverer varen til den blå blok. Lige nu er der stor forvirring, metaltræthed og behov for ferie hos mange politikere. Men når de melder sig på banen i det nye år, vil han være deres ynglings skydeskive nummer et. Også Mette Frederiksen vil møde venstrefløjens ubarmhjertige vrede over at være blevet kasseret foran kirken, når nu de troede, de skulle giftes. Ikke mindst SF og Enhedslisten står klar med vandballoner og pruttepuder, for nu var man lige så glade. Sejren er vor, sejren er vor. Vi har vundet, sejren er vor:
Alt dette har de sikkert kalkuleret med. Nu kommer den første prøve, og det er danskernes reaktion. For en ting er hvad man skriver i et regeringsgrundlag.
Noget andet er, når man skal føre det ud i livet.
Det spændende bliver, hvordan manden der startede hele projektet, kommer gennem forløbet. Man fra i dag kan han utvivlsomt begynde at kalde sig for Kong Lars, uden at kollegaerne bliver misundelige.
