Onsdag den 2. november udgives bogen ”50 års historieformidling – Anders Engelbrecht”. Bogen indeholder 130 historiske foredrag og artikler, som ikke før er udgivet i bogform.

Anders var fra 1967 til sin pensionering i 2004 ansat ved Museerne i Fredericia. Han har både i ansættelsesperioden, og efter sin pensionering, skrevet en række bøger samt mange artikler med historiske emner i Fredericiabogen. Anders har gennem alle årene, som ansat ved Museerne i Fredericia, været dybt engageret og dedikeret til Fredericias historie, men også mange andre emner har hans store interesse Den historiske interesse spænder bredt, men er primært med udgangspunkt i Fredericias særlige historie som fæstningsby. Derudover har Anders gennem årene skrevet rigtig mange artikler, om emner vedrørende historie og historiske genstande. Han har desuden værnet om historien med debatindlæg i dagspressen.

Gennem min bistand med fx fotografering til brug for illustrationer til Anders’ formidlingen i lysbilledforedrag, byvandringer og i artikler og bøger, har jeg oplevet en smittende entusiasme. Anders’ interesseområder og viden generelt er som nævnt vidtspændende, og inspirerende. Dette har bl.a. udmøntet sig i min egen interesse for at skrive bøger. De seneste mange år har samarbejdet udviklet sig til gensidig sparring og korrekturlæsning på vores, ellers selvstændige, bogudgivelser om bl.a. Fredericias spændende historie.
Bogen er samtidig en fødselsdagsgave til Anders i anledning af hans 80 års fødselsdag. Corona- vintre blev udnyttet til at rydde ud og rydde op i alle mapper med Anders´ manuskripter og kildematerialer til artikler og debatindlæg gennem de seneste 50 år. Det gav inspiration til at samle, bearbejde og udgive en lang række af manuskripterne i en bog. Den indeholder de 130 bedst egnede af de mange tekster og stikord til foredrag og byvandringer i bl.a. Fredericia og Frederiksstad, samt historiske artikler, som gennem ca. 50 år har været bragt i diverse medier som dagspressen, tidsskrifter, og foreningsblade men ikke tidligere er blevet bogtrykt.

Artiklerne er blevet indscannet, gennemgået, ny-opsat, og illustreret, dels med arkivbilleder dels med nye fotooptagelser. Da teksterne er skrevet over et halvt århundreder, vil man kunne følge byens kulturelle og historiske udvikling, og også fornemme formidlingssprogets udvikling over perioden. Alle gengivne tekster er dateret, så det er muligt at tidsfæste fortællingerne. Teksterne er emneinddelt og kan læses som selvstændige beretninger.

Udgivelsen, der er på 332 A4 sider og rigt illustreret, præsenteres ved en reception på 80årsdagen, den 2. november kl. 15-17 hos Billunds Boghandel, Gothersgade 24, Fredericia.