FHK spillede angrebsspil på et meget højt niveau mod KIF Kolding, og kan det kombineres med en kamp, hvor forsvaret er lappet sammen, bliver fredericianerne et hold, der er svært at have med at gøre.

35-33. Det er ikke just normale cifre i en håndbold, og det kan der flere årsager til. Der er faktorer som et højt tempo, hvor der bare bliver løbet frem og tilbage, og det skete også til tider, men der var også individuelle færdigheder, der spillede ind, og samtidig ramte ingen af de to holds forsvar eller målmænd niveau. De to sidste ting hænger som regel sammen, og det blev et gennemgående tema.

Kun to udvisninger blev der uddelt i hele kampen, og det vidner om en kamp, hvor der ikke blev delt de store håndmader ud defensivt. Det betyder ikke, at der ikke var fight eller nerve på, for det var der. De to holds forsvar formåede bare som regel ikke at dæmme op for modpartens angreb, men til gengæld kunne man fryde sig over indviduelle præstationer fra begge hold, der var på et højt niveau.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Thomas Boilesen gjorde hvad der passede ham overfor FHK’s forsvar, og det gjorde Peter Balling også det meste af tiden, men til gengæld havde FHK store præstationer af Cornelius Kragh og Nicolaj Nørager, der på hver deres tidspunkter af kampen var ustoppelige. 

Enkelte gange lykkedes det FHK at få stoppet Koldings offensiv, og det endte med at blive udslagsgivende i kampen, der efter en pauseføring til FHK på 19-15, endte med en sejr på 35-33 efter lidt af et drama unødvendigt drama i slutminutterne.

FHK lavede et par fejl og pludselig var Kolding kommet på 34-33. FHK kørte et langt angreb til sidst, hvor armen kom op, og efter en timeout blev Jakob Frederiksen spillet fri, og han svigtede ikke, og endte med at cementere sejren.

Efter opgøret var det ikke en overraskende glad Jesper Houmark, der fik sendt adskillige knytnæver og jubelbrøl afsted, da slutsignalet lød.

– Det betyder ekstra meget at vinde over Kolding, sagde Houmark.

Sejren betyder, at FHK nu er ubesejret fem kampe i træk, og nu indtager tredjepladsen i tabellen.

– Vi bliver bedre, og bedre, og det er fedt, at vi lægger lag på. Jeg vidste godt, at det ville blive en svær kamp, og gutterne leverede noget af det bedste angrebsspil som de har spillet hele sæsonen, sagde Jesper Houmark.

adp-as.dk

Se her vores karakterer fra opgøret:

UB = Uden for bedømmelse (ikke nok på banen)
00 = Dumpet
02 = Bestået
4 = Jævn god præstation
7 = God præstation
10 = Flot præstation
12 = Fremragende præstation

Emil Tellerup (02): Fem redninger på 23 skud er er ikke godt nok, men vilkårerne var også svære bag forsvaret, der ikke ramte niveau.

Jens Fredsgaard (02): Startede ud i målet efter en god indsats mod SønderjyskE, men greb ikke chancen. Havde to redninger på 17 forsøg, og det er ikke godt nok.

Martin Bisgaard (10): Bortset fra en enkelt afbrænder var han sikkerheden selv. Lavede fem mål på seks forsøg.

Cornelius Kragh (10 – man of the match): Brændte virkelig banen af specielt i første halvleg, hvor han tornede bolden i mål. Endte med at lave ni mål på 12 forsøg, da han overtog straffekasttjansen fra Stoklund.

Malte Pedersen (UB): Spillede ikke.

Nicolaj Nørager (10): Var konstant farlig og holdt godt flow i spillet. Lavede fire mål på seks forsøg og trak tre straffekast, samt lavede tre assists.

Lasse Balstad (4): Forsvaret hang ikke sammen, men fik til gengæld puttet to mål ind på tre forsøg.

Kristian Stoklund (7): Ikke så i øjnefaldende som normalt, men trådte til, da det var nødvendigt og scorede et vigtigt mål i slutfasen. Lavede tre mål på seks forsøg.

Anders Martinusen (4): Startede ikke særlig prangende ud, men spillede sig efterfølgende op, for til sidst at være uheldig med et par afslutninger. Lavede syv mål på 16 forsøg, og det er lige til den høje side med spildprocenten.

Nikolaj Pedersen (UB): Spillede ikke nok.

Kasper Young (UB): Spillede ikke nok.

Jakob Frederiksen (7): Scorede på de tre chancer, som han fik, heraf kampens sidste mål, da det virkelig spidsede til.

Rasmus Meyer (4): Fik ikke noget at arbejde med i angrebet, men fik fightet det han kunne.

Nikolaj A. Nielsen (4): Blev forsøgt som løsningen på backen i forsvaret, men det lykkedes ikke helt. Scorede på det eneste skud han havde.

Skriv en kommentar