Det konservative folketingsmedlem, Niels Flemming Hansen, er meget tilfreds med, at partiets leder, Søren Pape Poulsen, i dag meldte ud, at han går efter at blive statsminister i Danmark efter valget.
Det har været undervejs længe. I takt med gode meningsmålinger, politiske analyser og et parti i balance efter årtier med fløjkrige, var det ventet, at Søren Pape Poulsen ville melde sig på banen som statsministerkandidat. I dag var dagen, og det glæder Niels Flemming Hansen.
– Der er ingen tvivl om, at det betyder meget. Da jeg stillede op i politik i sin tid, og jeg var selvstændig erhvervsdrivende, skulle jeg jo til at have en chef igen. Det havde jeg ikke set i kortene, at jeg skulle, men jeg vidste, at det ville ske, da jeg stillede op til Folketinget, og jeg må sige, at det fik jeg så. Jeg skulle vende mig til tanken, men da jeg fik en politisk chef, måtte jeg erkende, at Søren er en god en af slagsen. Han har skabt meget sammen med Mai Mercado ledelsesmæssigt, indleder Niels Flemming Hansen.
– De tog en organisation og udviklede den. I dag er den dobbelt så stor, både med folketingsmedlemmer og partiapparatet bagved. Det har været fantastisk at se på, dels fordi jeg selv har erfaring med sådan en udvikling, men også at se det udført så perfekt. Det har været en vækstrejse uden sammenligning. Det har de skabt. Det betyder meget for vores område, fordi vi har en borgerlig statsministerkandidat med benene solidt plantet i mulden. Det synes jeg gør meget. Det gør også meget, at den fokus der er på hele Jylland, også den del af Sydjylland, der ligger væk fra Alfavej. Det kommer til at gøre en markant forskel, slår Niels Flemming Hansen fast.
– Vi vil gerne rumme de allersvageste uden at ramme de stærkeste. Det er godt for Danmark, når vi opnår det. Jeg tænker aktuelt, hvor vi sidder i forhandlinger med beskæftigelsesministeren, når jeg siger dette. Der er mange ord og tanker på dette område, der er med til at definere både partier og kandidater. Hele analogien om, at hvis man er på overførselsindkomst, så skal man gøre den så høj som mulig, tror jeg ikke på. Det bringer ikke incitament til, at andre vil ud på arbejdsmarkedet eller blive der. Så det glæder jeg mig til at arbejde med at ændre, hvis vi skulle være så heldige at få en blå regering, siger Hansen, der i øvrigt ikke mener, at dagens udmelding ødelægger noget mellem Pape og Ellemann-Jensen:
– Det er et spørgsmål om, at de sætter sig omkring bordet og ser på, hvilken partileder der er flest, der bakker op om på Christiansborg, og den partileder må sidde forrest i bussen. Jeg oplever os som parti og Søren som et pragmatisk menneske, der vil forsøge at finde gode aftaler. Sådan er vi, det handler om, at man giver og tager lidt. Det kan og ved Søren også. Vi har også lavet infrastrukturforhandlingen med ham i ryggen, og der må jeg sige, at det var en fantastisk proces. Jeg har set hans kvaliteter i mange sammenhænge, og generelt skal man i politik være opmærksom på, at der skal være noget til alle, hvis man vil have en god aftale.
Det kommende valg vil have flere temaer, mener det konservative folketingsmedlem:
– Jeg tror det store valgkampstema bliver et tema om det frie valg. Det med, at vi skal have private plejehjem i hele landet, fordi folk skal have valget om, hvad de vil. Det gælder hele vejen rundt. Jeg tror også, at Folkeskolen bliver et tema. Vi har også set, hvad regeringen vil på gymnasieområdet, hvor der er tegn på, at de også vil det på Folkeskoleområdet. Det er en meget ubehagelig tanke, hvis det skulle gå samme vej, så vores børn ikke er i stand til at cykle i skole, fordi regeringen går for langt med sin politik. Det er også klart, at den grønne omstilling vil fylde, hvor vi særligt i Sydjylland har noget at arbejde med her, siger Hansen og uddyber:
– Eksempelvis power-to-x, hvor vi har en unik placering og position. Derudover vil jeg også arbejde med det samme mantra, som jeg har brugt i min virksomhed. Vi skal gøre det nemt for vores kunder at handle med os. På samme måde skal det være nemt i politik for vælgerne at forstå det, vi siger. Hele oversættelsen omkring, hvad den grønne omstilling er. Mange politikere taler om power-to-x, men hvad er strøm til noget. Hvad betyder det egentligt. Det tror jeg er vigtigt, at vi får forklaret.
– For Det Konservative Folkeparti også tale om, hvor vigtigt det er, at det kan betale sig at arbejde. Den nuværende regering har jo hævet skatten et hav af gange, og det er alligevel voldsomt, det vil vi også kigge ind i, slutter Niels Flemming Hansen.