Der er få der ved, hvad præcist der sker i toppen af det russiske magtsystem. Den 13. september 2022 sagde den russiske forsvarsminister at der ikke ville komme en mobilisering i Rusland. Krigen i Ukraine forløber ikke godt for Rusland, og Moskva underdriver sandsynligvis tabstallene markant. For hvor er de 100.000 tropper, der startede invasionen den 24. februar 2022?
Den 20. september 2022 blev det annonceret i de russiske statsmedier at Vladimir Putin ville tale til folket. Derfor sad millioner af russere spændt bag deres tv-skærme og ventede på at Putin skulle komme på. Usikkerheden blandt almindelige russere er i forvejen stor, og på trods af de ofte tendentiøse rapportager fra mange vestlige medier om hvad den russiske befolkning mon mener om krigen i Ukraine, så ved få hvad folkestemningen i Rusland egentlig er. Det skyldes den udtalte statsterror der praktiseres af styret, hvor det er forbundet med risiko for fængselsstraf, hvis man udtaler sig om krigen på en kritisk måde, ligesom demonstranter hurtigt bliver fængslet.
På trods af den massive statspropaganda i Rusland fornemmer almindelige russere at krigen ikke går godt. For det første er selv tilhængerne af invasionen de seneste måneder blevet mere skeptiske overfor situationen. For det andet så kommer der ikke så mange selvsikre og pralende beskeder ud fra Kreml, som man ellers ville forvente, hvis det gik godt. Derfor var det med stor spænding at den pludseligt annoncerede tale fra Putin fik millioner af mennesker til at vente foran skærmen.
Men først blev talen udskudt en time. Til stor forundring. Senere på aftenen blev den udskudt til næste dag.
Dette var helt usædvanligt. Hvad præcist der kan være forklaringen på denne mystiske hændelse, ved ingen udenfor Kremls mure. Men næste dag kom Vladimir Putin på skærmen med en tale der sandsynligvis var optaget tidligere, og her annoncerede han mobiliseringen af Rusland. Han snakkede uafbrudt i et kvarters tid, hvor han brugte store nationalistiske følelser. Han sagde at Rusland var omgivet af fjender, og nu måtte man forsvare moderlandet. Det er kun tredje gang i landets historie (hvis man indregner Sovjetunionen også), at Rusland har mobiliseret. Det er altså en stor ting. Mange vestlige observatører i medierne har siden krigens begyndelse stået fast på at Rusland aldrig ville mobilisere. Deres begrundelse har været, at det ville være en for stor risiko for Vladimir Putins greb om magten, da man måtte forvente stor uvilje i befolkningen. Disse vurderinger var fejlagtige.
I vesten er tallet 300.000 blev citeret flittigt som det antal soldater, der vil blive indkaldt. Men der er usikkerhed om tallet. Straks efter at Putins tale var slut, kom den russiske forsvarsminister på skærmen, hvor han forklarede detaljerne i mobiliseringen. Reelt slog han kun fast, at man ville indkalde tidligere soldater op til 35 år gamle. De vestlige medier har ofte gengivet det russiske regimes påstande som fakta, og det sker også med den nylige mobilisering af Rusland. Fakta er at ingen kan vide, hvor mange soldater det russiske styre rent faktisk indkalder. Det kan være langt større end de 300.000 tropper. Ingen ved det, og ingen kan stole på at styret har tænkt sig at fortælle sandheden. Hverken til det russiske folk eller til vesten. Sagen er at Rusland med al tydelighed har brug for mange flere muskler, hvis de skal klare sig ud af den nuværende situation.
Vladimir Putin har styrket sit greb om magten. Den tidligere danske forsvarsattache i Moskva fortalte for nyligt, at der var et markant stemningsskifte i landet, kort tid efter at invasionen af Ukraine var begyndt. Det ser man også på gaden i Rusland, hvor politi og soldater stopper folk, kontrollerer indholdet på deres telefoner og i deres ejendele. Samtidig er dusinvis af prominente russere i toppen af det russiske samfund afgået ved døden under mystiske omstændigheder. I tre tilfælde er hele familier blevet myrdet. Igen ved ingen hvad præcist der foregår. Men sandsynligvis udrydder Putin enhver potentiel opposition til hans magt.
Siden midten af februar 2022 har der været en forunderlig udvikling i Kreml. Det startede med et nu berømt møde i det russiske sikkerhedsråd hvor Putin ydmygede sine topfolk for åben skærm. Så kom invasionen af Ukraine. Nu i september 2022 kommer der en mobilisering i Rusland. Eskalationen er markant. Og hvad er egentlig rationalet for krigen? Hvad kan Rusland overhovedet håbe på at opnå ved disse handlinger, der har bragt dem ud over kanten på verdensplan?
Den amerikanske historiker og Rusland-kender, Stephen Kotkin, vurderer at der siden Sovjetunionens kollaps har været en taber følelse blandt en gruppe af topfolk i det tidligere imperium. Først måtte de afstå magten og ressourcerne til nye folk under Boris Yeltsins ledelse. Her fik bitterheden og hadet til vesten god tid til at vokse sig stort. Med ved udgangen af 1990’erne begyndte de gammelkommunistiske grupperinger at genvinde magten – og ressourcerne – indtil de i første del af nullerne havde genetableret den under Vladimir Putins ledelse. I denne klike sidder der en taber følelse af store proportioner, mener Kotkin. De ønsker at Ruslands geopolitiske betydning bliver genetableret, sådan som den var under Sovjetunionen. Det er i denne taber mentalitet at man skal se de beslutninger, der nu driver Rusland frem.
Vladimir Putin holdte i 2007 en berømt tale i München, hvor han reelt lancerede den politik, der i 2014 førte til indlemmelsen af Krim og i 2022 til invasionen af Ukraine. Den korte og simple logik var at Rusland skulle respekteres som en supermagt. Hvis man søger at forstå det russiske styre under Putin i denne kontekst, så giver angrebet på Ukraine, der reelt startede i 2014, naturligvis stor mening. Efter Sovjetunionens kollaps løsrev Ukraine sig fra Rusland og man tog Krim med sig. Krim havde Rusland erobret under Zar-styret, og senere gav man under kommunisterne Krim tilbage til Ukraine. Den sovjetiske strategi var, i det meste af imperiet, at man fordrev, myrdede eller tvangsforflyttede etniske grupper fra deres hjemlande og flyttede russere ind i stedet for. Det skete i eksempelvis de baltiske lande og i dele af Ukraine. Straks efter at Kreml havde meddelt en mobilisering i september 2022, kom derfor beskeden om “folkeafstemninger” i de besatte områder af Ukraine. Videoer florerer netop nu med soldater, der tvinger borgerne ned for at “stemme” i de besatte regioner.
Alt dette stemmer overens med den russiske elites taber mentalitet. Ønsket er at få genetableret Ruslands geopolitiske betydning, og derfor kan man ikke tåle at miste Ukraine. Da forventningerne om en hurtig sejr med en besættelse af Kiev slog fejl, er man nu tilbage ved plan b. Og den er at holde fast i de områder af Ukraine, hvor der siden 2014 har været krigshandlinger og såkaldte “oprører” (der i virkeligheden er russere, fra Rusland), der ønsker at tilslutte sig Rusland. Vladimir Putin og hans støtter ønsker det udfald at krigen slutter med en status quo, der kan forsvare hele forløbet fra 24. februar 2022 og frem til enden, som et forsvar af Rusland og russere. Store dele af den russiske befolkning vil med al sandsynlighed acceptere den forklaring. Forudsat at krigen ender hurtigt og der ikke kommer en langvarig og opslidende fase med titusinder af døde russere.
Rusland har under Putins regime været relativt frit at leve i for den enkelte borger. Man kunne rejse ud af landet, købe vestlige varer og leve et nogenlunde liv i landet. Samtidig har der aldrig eksisteret en demokratisk tradition i landet. Rusland gik fra at være en diktatur under Zaren til at være et diktatur under kommunisterne. Den korte periode i 1990’erne hvor man forsøgte at etablere demokratiske institutioner slog fejl, og da Boris Yeltsin døde forsvandt disse ambitioner også. I stedet for fik man den nye taber-elite, der ledes af Putin, og som er besatte af at genrejse den russiske stolthed og respekt.
Vil Rusland så bruge atomvåben? Det spørgsmål spøger allevegne. Sandheden er at ingen ved det. I al den iver som vesten har haft med at støtte Ukraine, fordømme Rusland og være moralsk korrekt, så har man glemt den øverste doktrin fra den kolde krig:
Man kan ikke vinde militært over lande med atomvåben, med mindre man selv vil risikere at blive en del af en atomkrig.
