Den tidligere leder af Det Radikale Venstre, Morten Østergaard melder her til aften, at han træder ud af Folketinget for at blive klimarådgiver.

På Facebook skriver han:

Kære alle
Jeg har netop skrevet til Folketingets formand med ønske om, at udtræde af Folketinget fra idag.

D. 1. august starter jeg som klimarådgiver i cBrain A/S, hvor jeg skal hjælpe ledelsen med at udforme en strategi for klimaløsninger, som et nyt forretningsområde.

cBrain er et dansk firma, som hjælper en lang række offentlige myndigheder med at digitalisere deres beslutningsprocesser både herhjemme og i udlandet. cBrain har som erklæret mål, at bruge deres viden og teknologi globalt i kampen mod klimaforandringer og for beskyttelse af naturen, og det synes jeg er vildt spændende.

Jeg brænder for klimasagen og har tidligere arbejdet professionelt med digitalisering. Og jeg ved, at for at vi kan nå vores fælles klimamål, så skal vi have nedbragt tiden gevaldigt fra politiske beslutninger til konkret handling. Både i Danmark og resten af verden. Som de fx har gjort i Miljøstyrelsen, der på rekordtid fik lavet et system, så der kunne bevilges støtte til at tage klimabelastende lavbundsjorde ud af drift.

Grøn omstilling og digitalisering kommer til at forandre verden. I Danmark er vi ret gode til begge dele. Jeg er glad for at mit nye job også bliver med forandring som omdrejningspunkt og blik for verden. Med afsæt i verdensmål 13 om klimaindsats, skal jeg hjælpe ledelsen i cBrain med at udvikle en strategi for at understøtte regeringer og myndigheders arbejde med klima. Det er forretningsudvikling – ikke lobbyisme. Jeg lægger politik bag mig og glæder mig til at lære en masse af mine nye kolleger.

Jeg har i mere end 15 år haft den ære at tage del i folkestyret og medvirket ved store og epokegørende beslutninger for vores samfund. Jeg har den største respekt for mine kolleger, de embedsfolk der hver dag slider for at hjælpe os, og den presse, som dækker arbejdet. Jeg er selvsagt ked af den måde mit politiske virke sluttede på, og de fejl jeg begik undervejs – det kan jeg ikke gøre om, men jeg håber at I tror mig, når jeg siger, at jeg har lært af det hele.

Jeg skylder også en stor tak til mit parti, skiftende kolleger i folketingsgruppen, medarbejdere på den radikale gang, og de mange aktive radikale rundt i landet.

Jeg ser forhåbningsfuldt frem til mit nye virke efter sommerferien, og har ikke flere ord at sætte på det (ja, det gælder også pressen;-).
Jeg siger dermed også farvel til jer, som har fulgt denne side i min tid som politiker. Jeg har virkelig fået meget ud af dialogen. Alt for ofte ikke nået at svare, men læst både ris og ros. Jeg håber derfor, at I vil blive ved med at tage del i den politiske debat og dialog med de folkevalgte på deres sider, selvom jeg nu siger farvel til politik.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
1 Kommentar
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Karen Møberg
Karen Møberg
19:35 - 16. juni 2021 19:35

Det er bestemt ikke en ulykke, men godt for Danmark.