Som ny i politik har valgkampen været en speciel oplevelse for Kasper Søstrøm Müller, der indtil nu har rost sine modkandidater for at man kunne diskutere indhold. Men i slutspurten af valgkampen føler han den gode tone er forsvundet. Den følelse bakker Tobias Jørgensen fra Venstre op om, og de opfordrer i fællesskab socialdemokraterne til at forklare deres egen politik, istedet for at påstå falske ting om deres.
Helt specifikt drejer det sig om påstanden om at Moderaterne vil ødelægge pensionerne i Danmark. Det afviser Kasper Søstrøm Müller er tilfældet, og han synes det er en helt forkert udlægning.
– Valgkampen har været rigtig god. Den har været sober, og man har kunnet snakke. Men her i den sidste fase er der gået angrebspolitik i den. Det er en skam, når der er de her debatter, hvor der er så mange partier. Det er meget få ting, vi egentlig får sagt. Og når så der kommer en kultur, hvor nogen påstår man mener noget andet, end det man egentlig mener. Eksempelvis at Moderaterne gerne vil afvikle folkepensionen. Det giver et falsk billede af vores politik overfor borgerne og skaber usikkerhed omkring det, vi egentlig gerne vil. Det synes jeg er uværdigt. Vi vil jo ind og lave en langtidsholdbar løsning, der først kommer til at gælde for de kommende generationer.
Müller mener at man snakker ned til danskerne på den måde. Han henviser til at Socialdemokratiet har kørt en kampagne mod Moderaternes pensionsudspil, hvor de efter hans mening misrepræsenterer indholdet:
– Det kan godt være at det giver stemmer. Men det handler om, hvad vi mener, ikke Socialdemokratiet. Det bliver unuanceret. Jens Jonatan Steen (A) har tagget mig på Facebook, hvor han skriver, at vi vil afvikle folkepensionen. Det synes jeg er en træls måde at føre politik på.
Tobias Jørgensen fra Venstre siger, at han langt hen ad vejen er enig med Kasper Søstrøm Müller. Han mener at Venstre generelt har været forskånet for de store stråmænd i valgkampen og det, han kalder for angrebspolitik:
– Men jeg har selv flere gange haft lyst til at sætte foden ned i debatterne og sige, prøv nu lige at spille bolden på egen banehalvdel. Jeg har selv været i en debat med Jens Jonatan Steen, hvor han sagde, at jeg ville sælge kritisk infrastruktur. Det var jeg nød til at dementere og sige, at det altså bare ikke passer. Der er ikke tale om kritisk infrastruktur. Eller at jeg vil sørge for, at der kommer slam ude i Lillebælt. Det er altså ikke det, jeg vil. Det er heller ikke det, der kommer til at ske. Og så er det selvfølgelig den med, at jeg ikke vil ligge Co2 afgift på landbruget, men det vil Venstre gerne være med til at diskutere. Her siger jeg som Kasper: Lad os nu selv fortælle faktuelt, hvad det er, vi mener med vores politik, siger Tobias Jørgensen.

Han fastholder, at han ikke selv går ind og bruger tid på de trælse sager, der har været for Socialdemokratiet. Han ærger sig over at man ikke kan fastholde den gode tone:
– Generelt synes jeg der har været en sober debattone hele vejen igennem. Men det er som om, den er blevet lidt mere skinger her til sidst. Det er i særdeleshed i paneldebatterne med en krigerisk angrebspolitik, hvor man lige siger “du vil også gøre det”, så står man der bagefter ligesom man var blevet spurgt, om man var stoppet med at slå konen.
Kasper Søstrøm Müller mener, at de partier der har haft fremgang, er blevet jagtet. Han slår på, at han hellere vil tale om løsningerne, samt at det er vigtigt for Danmark at politikerne fokuserer sammen:
– Jeg vil ikke gøre mig tanker om Socialdemokratiets tanker og intentioner. Det synes jeg de selv skal gøre. Men man skal blive bedre til at fremlægge det, man har hver især har på programmet. Det med at man køre kampagner med bannere i forhold til andre partier meninger, det synes jeg er ufint og synd for demokratiet.
Tobias Jørgensen siger, at han vælger at tro på at danskerne kan gennemskue kampagnerne selv:
– Man siger en ting og gør noget andet. Det tror jeg danskerne kan regne ud. Jeg mener at Danmark har brug for en borgerlig, liberal regering. Det kæmper jeg for, og det er det, jeg fortæller om. Jeg vil hellere bruge energi på at fortælle folk, hvorfor de skal stemme på mig, fremfor hvorfor de ikke skal stemme på de andre, siger han.
Socialdemokratiets spidskandidat i Fredericia mener, at han blot taler om politik. Samtidig fastholder han, at der er flere eksperter, der har advaret om Moderaternes pensionsudspil, herunder Cepos.
– Moderaterne har fremlagt en politik, den har eksperterne vurderet, og jeg har så tilladt mig at lave et Facebook-opslag omkring konsekvenserne af den politik. Der er jo gentagne eksperter, der har bekræftet min udlægning. Og det handler ikke kun om deres model for folkepension. Det handler også om at de vil afskaffe Arne-pension. Og det handler om deres skatteudspil som blandt andet vil betyde en mindre indkomst for sygeplejersker og metalarbejdere. Det er 3, 4, 5 eller 6 forskellige eksperter, der siger det her. Blandt andet højrefløjens egen tænketank, Cepos, der siger at deres politik, vil have store ulighedsskabende konsekvenser. Det er korrekt. Det har stået i avisartikel efter avisartikel. Og det tillader jeg mig at gentage, siger Jens Jonatan Steen (A).

Han fastholder, at der er tale om politik:
– Det her handler ene og alene om politik. Jeg har ikke nævnt nogle ved navns nævnelse, jeg snakker om den politik som Lars Løkke Rasmussen vil føre og har fremlagt. Jeg nævner ikke nogen kandidater og kalder ingen øgenavne, som andre partier ellers har gjort igennem hele valgkampen. Jeg siger ikke, at nogle gør noget beskidt. Jeg siger bare, at det her er den politik, der er blevet fremlagt. Det samme gælder den Fredericia-baserede virksomhed Ørsted, som Venstre netop har foreslået at frasælge. Det vil koste millioner i statskassen og det samme gælder kommunekassen i Fredericia, som vi gå glip af de 252 millioner som vi får i selskabsskat til Fredericia børnehave, skoler og plejehjem. Den slags politiske konsekvenser må jeg vel godt gøre opmærksom på. Det er jo politik, siger Steen.
Han afviser samtidig at han på noget tidspunkt har diskuteret folkepension med Kasper Søstrøm Müller fra Moderaterne. Men Moderaternes kandidat fastholder, at Jens Jonatan Steen har tagget ham og Henrik Frandsen i sit Facebook-opslag.
Steen skriver på Facebook:
“Lars Løkke vender danskerne ryggen
Jeg fik en ellers hyggelig snak med Lars Løkke for en uges tid siden. Ikke desto mindre frygter jeg hans politik.
Løkke vil afskaffe folkepensionen
Løkke vil afskaffe Arne-pension
Løkkes skattereform betyder, at metalarbejderen mister 5900, sygeplejersker 5300 og skolelærer 6100 om året
Løkkes plan betyder samtidig også at direktøren kan trække 40.000 ekstra hjem om året.
Den slags politik spænder ben for mine drømme om et samfund med lige muligheder, et velfærdssamfund der kan gribe os og en ulighed der skal reduceres frem for forøges…
Hvad siger Kasper Søstrøm Müller og Henrik Frandsen til denne form forandring fra midten? Er i enige?”
Kasper Søstrøm Müller fastholder sin kritik, hvor han er uenig i den udlægning af Moderaternes politik, som Jens Jonatan Steen fremfører. Han henviser til hvad Moderaterne har skrevet selv, men også hvad man har meldt ud i forhold til Cepos:
– Vi har sagt, at såfremt det skulle være korrekt, at der kom mere ulighed, så ville vi tage det udspil af bordet. Mere tydelig kan man jo ikke være. Vi vil jo netop ikke have mere ulighed. Det siger vi rent ud. Så jeg vil opfordre til, at man slutter af med et ønske om at Fredericias politikere får et godt valg, og at der kommer kandidater fra byen ind i Folketinget. Det gør jeg nemlig, slutter Müller.