Middelfart Sparekasse har ifølge en ny undersøgelse det bedste image blandt landets 30 største pengeinstitutter.

Efter at have været henvist til andenpladsen et enkelt år er Middelfart Sparekasse igen øverst på listen over danske pengeinstitutters image. Det viser en ny undersøgelse fra finansmediet Finanswatch og analysebureauet Wilke. Siden 2016 har de hvert år bedt tilfældigt udvalgte danskere vurdere de 30 største pengeinstitutters image, og med en score på 74,8 ud af 100 mulige point topper Middelfart Sparekasse undersøgelsen i 2022.

Det glæder naturligvis adm. direktør Martin Baltser.

– Troværdighed, god service, gode priser og god rådgivning er de parametre, som ifølge undersøgelsen, betyder mest for opfattelsen af et pengeinstitut. Det er jo selve kernen af at drive bank eller sparekasse, så selvfølgelig er jeg stolt over førstepladsen, siger Martin Baltser.

Mere end økonomisk rådgivning

Han mener dog også, at en anden dimension spiller ind, når man skal vurdere et pengeinstitut.

– Vi gør meget for at møde kunderne og vores omgivelser andre steder end ved mødebordet i sparekassen. I år har vi engageret os aktivt i March mod Ensomhed, hvor alle 380 kolleger fik mulighed for at gå med – i arbejdstiden. Ud over, at det har givet en enorm intern stolthed, så er jeg sikker på, at det også betyder noget for vores omgivelser, at vi involverer os aktivt i problemstillinger, som i udgangspunktet ikke har meget at gøre med at drive sparekasse, siger Martin Baltser og fortsætter:

– Det kan vi tillade os, fordi vi måler succes på meget andet end rent økonomiske målsætninger. Vi vil bidrage positivt til vores omgivelser, og det gør vi blandt meget andet ved at støtte kampen mod ensomhed, siger Martin Baltser.

En landsdækkende undersøgelse

Mere end 3.000 danskere over 18 år har deltaget i undersøgelsen ”Finansimage”, som Finanswatch og Wilke har stået bag siden 2016. Fra 2016 til 2020 toppede Middelfart Sparekasse listen, før Ringkjøbing Landbobank tog tronen i 2021.